27. jan. 2006 – kl. 10.30
DJ i 06: Flere aktiviteter og pænt overskud
DJs 12.600 medlemmer, heraf godt 9.000 fuldt betalende, lægger i år 53 mio. kr. i forbundskassen og Sikringsfonden. Sammen med andre indtægter forventer DJ at få indtægter på 66 mio. kr. og udgifter på 64, 5 mio. kr. Lægger man renter og ejendomsdrift oveni på 2 mio. kr. vil forbundet komme ud af 06 med et overskud på knap fire mio. kr.
Det er hovedtrækkene i budgettet for 2006, som DJs hovedbestyrelse fik forelagt på et netop afholdt møde i Århus. Forbundets regnskab for 2005 er endnu ikke opgjort, men overskuddet bliver med sikkerhed større end det forventede overskud i 2006.
En af grundene hertil er, at hovedbestyrelsen ønsker en række offensive 2006-tiltag i form af faglige aktiviteter og kommunikation. Således besluttede HB, at der skal sættes gang i nyt præsentationsmateriale og aktiviteter rettet mod studerende, ligesom DJs visuelle identitet skal skærpes, bl.a. i form af en mere markant grafisk profil. Medlemsmøder og kurser får også et boost og desuden afsættes igen i år et beløb til nedbringelse af medlemmernes egenbetaling på FagFestival den 5. og 6. november.
Der lægges ikke op til kontingentnedsættelse, men på den anden side er der bred politisk tilslutning til, at kontingentet under et heller ikke skal stige i de kommende år.
Tags:
Bestyrelse,
Medlemmer
Af: Andreas