21. feb. 2006 – kl. 07.30
JP journalist vinder EU-konkurrence om antidiskrim
”Kristne skoler: Nej til homoseksuelle lærere” Sådan lyder titlen på en artikelserie skrevet af Laurits Nansen fra Morgenavisen Jyllands-Posten, der nu har sikret ham den danske førsteplads i EU’s journalistpris.
Konkurrencen er et led i EU initiativet mod diskrimination ”Brug forskellene. Stop diskriminationen”. Laurits Nansen går nu videre til den europæiske finale, hvor han skal konkurrere om prisen, der hvert år går til en journalist, som bidrager til en bedre forståelse af fordelene ved mangfoldighed og kampen mod diskrimination på arbejdspladsen.
Laurits Nansen selv ser resultatet som et fagligt skulderklap:
”Det er altid rart at få anerkendelse for det, man laver,” forklarer han og tilføjer, at artikler som dem han deltager i konkurrencen med kan være med til at bringe enkeltsager frem i lyset.
”Det kan sætte en masse debat i gang, det kan jeg se, det gjorde, da jeg skrev om de kristne friskoler,” konkluderer han. I den konkrete sag tog Udenrigsministeriet sagen op og fastslog, at skolernes afvisning af homoseksuelle lærere var ulovlig.
Den danske dommerkomité, der blandt andet består af journalister og repræsentanter fra Institut for Menneskerettigheder, begrunder valget af Laurits Nansens artikelserie med, at hans veldokumenterede artikler viser, hvordan intolerancen lurer lige under overfladen.
”Serien afslører, at nogle kristne friskoler nægter at ansætte ”praktiserende homoseksuelle” som lærere og stiller hermed deres hykleri og mangel på tolerance til skue. Artikelserien har allerede ført til politiske initiativer og er et glimrende afsæt for en værdidebat,” skriver dommerne.
En international jury beslutter den 15. marts, hvem af de 25 nationale vindere, der bliver den samlede vinder af konkurrencen.
Læs mere om prisen her.
Læs også om den engelske RIMA Pris 2006, hvor danske deltager nu har mulighed for at deltage. Prisen belønner god journalistik om integration og forskellighed og har deadline den 17. marts.
Tags:
JP/Politikens Hus,
Journalist
Af: Andreas