08. feb. 2006 – kl. 13.30
Redegørelsen gennemgår DJs initiativer og holdninger til sagen ud fra følgende problemstillinger. Desuden drøftedes tegninger og ophavsretten, som DJ tydeligt har redegjort for tidligere.
- Forholdet mellem ytringsfriheden og religionsfriheden
- Bladtegnernes situation
- Dialog-initiativer
- Internationale vinkler
1. Forholdet mellem ytringsfriheden og religionsfriheden
DJ har utvetydigt gentagne gange under alle fire måneder udtalt, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes, og at det er afgørende at støtte op om pressefriheden. Vi har også udtalt, at Jyllands-Posten og bladtegnerne har været i deres gode ret til at publicere tegningerne.
Samtidig har DJ ligeså utvetydigt holdt fast i det spor, der hedder dialog, ikke bare i ord, men også i handling. Vi har vist det ved gennem Det Arabiske Initiativ at have været engageret i Union Building i Yemen, Iran, Bahrain og Algeriet. Vi har også vist gennem et dialogmøde direkte mellem tegnerne og repræsentanter for de muslimske organisationer, og endelig har vi vist det ved at iværksætte et bladtegnerseminar.
DJ har også udtalt, at det naturligvis er vigtigt at respektere alle menneskerettigheder, men at det ikke kan ske ved at skære et hjørne af pressefriheden, da det vil være en glidebane, som vil have alvorlige konsekvenser for udviklingen af demokratiet rundt om i verden.
2. Bladtegnernes situation
De 12 bladtegneres situation har fra starten haft topprioritet i vores arbejde. I den forbindelse har jeg over for pressen udtalt følgende:
- Vi er meget optaget af bladtegnernes sikkerhed, og derfor er det som hovedregel kun forbundsformanden, der kan udtale sig på deres vegne.
- Bladtegnerne har været i deres gode ret til at tegne Muhammed, som de har gjort, og det, de oplever nu er, at de bliver ramt alvorligt på deres professionelle virke.
- De seneste dages brand i verden virker meget voldsom på de 12, som uundgåeligt vil opleve et helt urimeligt stort ansvar. Det er måske det alvorligste problem, de har lige nu.
3. Dialog-initiativer
DJ har taget følgende initiativer:
- Medvirken i Det Arabiske Initiativ i hele 2005 med udsigt til yderligere 2 års og derefter længere engagement med IFJ som leder af projektet, og fire danske tillidsmænd som praktiske dialogmennesker i marken. Dette projekt er lige nu sat på stand-by, da vi må afvente situationen, før vi overhovedet vil overveje at sende danskere til Nordafrika, Mellemøsten og Golfen.
- Bladtegnerseminaret skulle afvikles fra den 27. februar til den 3. marts. Dette seminar udsættes på grund af manglende mulighed for at garantere såvel de hjemlige som de inviterede bladtegneres sikkerhed. Herudover er det blevet akut umuligt at sikre alle visum, da flere ambassader ikke længere kan udføre deres arbejde.
4. Internationale vinkler
International Federation of Journalists (IFJ) har i forbindelse med sagen udtalt en støtte til ytringsfriheden og samtidig fremhævet ønsket om en respektfuld dialog og en medieverden, der kan håndtere dette.
Senest har IFJ fulgt denne erklæring op med invitation til en relancering af en arbejdsgruppe, der var etableret tilbage i 90’erne ”The International Media Working Group Against Racism and Xenophobia” (IMRAX). Denne arbejdsgruppe har vi tidligere været meget forbeholden over for, da vi ikke har ønsket at gå på kompromis med pressefriheden og ytringsfriheden og ikke har ønsket at tage ansvar for indholdsdiskussioner.
DJ’s position hertil er uændret, men det er helt afgørende for DJ at være med helt fremme i disse diskussioner, da en væsentlig del af dem vil tage udgangspunkt i Muhammed-tegningerne fra Danmark. Derfor skal DJ deltage i mødet, hvor arbejdsgruppen planlægges relanceret, og om nødvendigt skal vi også være med i arbejdsgruppen for at sikre DJ’s synspunkter.
Endelig lægges der op til om ikke nye guidelines så en afpudsning af en særlig manual for europæiske journalister, som IFJ tidligere har arbejdet med. Også her skal vi sikre DJ’s synspunkter.
European Federation of Journalists (EFJ) har årsmøde den 7.-9. april i Bruxelles, og her er det oplagt, at DJ tager initiativ til en erklæring, således at vi også sikrer europæisk opbakning til den position DJ har indtaget i forhold til pressefriheden og dialogen.
I øvrigt gjorde hovedbestyrelsen opmærksom på, at det i denne situation er vigtigere end nogensinde for alle journalister at forholde sig kritisk til anvendelsen af kilder.