20. feb. 2006 – kl. 09.45
Har du skrevet om integration i 2005?
Nu har du mulighed for at deltage i en international konkurrence, der belønner god journalistik om integration og forskellighed.
Brændende biler i Frankrigs gader, hjemløse amerikanere i New Orleans og ikke mindst udviklingen i sagen om Profeten og de tolv tegninger. Med en lang række af kontroversielle sager blev 2005 et år, hvor mediedækningen på globalt og nationalt plan i høj grad satte fokus på kulturforskelle, integration og behandlingen af minoriteter.
Af samme grund har britiske Commission for Racial Equality (CRE) under det engelske indenrigsministerium valgt at lave en international kategori i den årlige Race in the Media Awards (RIMA).
Danske journalister får derfor muligheden for at deltage i konkurrencen.
”I løbet af 2005 blev raceforhold mere end nogensinde før sat på dagsordenen. Det står klart, at kvaliteten af mediedækningen af de emner er med til at skabe mere debat overalt. Det er derfor, vi for første gang har valgt at indføre en international kategori i RIMA,” skriver CRE.
Konkurrencen har til formål at sætte fokus på integration og forskellighed ved at belønne journalistiske produkter i 16 forskellige kategorier med en pris. For den internationale kategori gælder, at både skrevne og elektroniske medier kan deltage, så længe produktet er udgivet uden for England i perioden mellem 1. januar og 31. december 2005.
Et dommerpanel kigger på hvert enkelt produkt ud fra kriterierne
- Kvalitet
- Empati for emnet
- Motivation
- Hvordan forskellighed og integration behandles
For at blive tilmeldt kan du udfylde en online blanket. Deadline for tilmelding er fredag den 17. marts.
Det er også muligt at finde flere informationer om RIMA og at læse om tidligere års vindere på CREs hjemmeside.
Af: Andreas