04. dec. 2006 – kl. 12.55
Sejr for pressefriheden
Jesper Larsen, Michael Bjerre og Niels Lunde er netop blevet frikendt i Københavns byret. Dommen er en sejr for pressefriheden i en helt urimelig sag.
Dommer Peter Lind Larsen traf den eneste rigtige afgørelse, da der i dag blev afsagt dom i forbindelse med sagen mod de to Berlingske journalister og deres chefredaktør. Og det blev til en pure frifindelse:
Domsmandsretten fandt, at hensynet til offentlighedens interesse stod over hensynet til staten, og derfor er de tre fra Berlingske Tidende blevet frifundet. Dommeren og de to domsmænd var enige om afgørelsen.
”Jeg er utrolig glad og lettet. Det var den eneste rigtige udgang på denne helt urimelige retssag, som har fået alverdens medieøjne rettet mod Danmark”, siger Mogens Blicher Bjerregård som en reaktion på dommen.
”At sagen overhovedet er blevet rejst er en hån mod den frie presse, og et skarpt anslag mod den danske nation som foregangsland for demokrati og ytringsfrihed. Jeg håber, at frifindelsen sender et skarpt signal om, at man altså ikke straffer journalister for at gøre deres arbejde.
Internationalt har den pure frifindelse stor betydning for det kolossale arbejde, der gøres for pressefriheden. Dette arbejde bliver nu ikke slået tilbage, som man kunne have frygtet.
Vi kan nu fortsat fra dansk side med troværdigheden i behold yde vores hjælp og bistand til at fremme presse- og ytringsfriheden i lande, hvor disse fundamentale menneskerettigheder er under pres”
Mogens Blicher Bjerregård vidnede selv i sagen fredag den 17. november.
Dansk Journalistforbund har været med til at betale for advokatbistand til Jesper Larsen og Michael Bjerre.
Se de tidligere nyheder i sagen her
DJ’s formand vidne i Berlingske-sag
International forbløffelse over Berlingske-sag
Tags:
Pressefrihed
Af: Andreas