12. dec. 2006 – kl. 10.44
IFJ etablerer Politkovskaja-kommission
London: I dag kl. 11 mødes repræsentanter fra journalistforbund og forskellige interesseorganisationer inden for mediebranchen det britiske journalistforbunds lokaler. Formålet er at stifte en kommission, der skal undersøge journalistdrab i Rusland. DJ’s formand er også til stede.
Undersøgelseskommissionen skal grave dybere ind i de mere end 200 mord på journalister, som ifølge pressefrihedsorganisationer er foregået i Rusland siden 1993. Den internationale føderation af journalister, IFJ, har taget initiativet til det i anledning af mordet på Anna Politkovskaja.
Til mødet i dag er forskellige europæiske journalistforbund inviteret, inklusive det russiske.
”En sådan international kommission sender et globalt signal om, at den negative udvikling i Rusland skal stoppes, og at det blandt andet skal ske ved at sikre, at mordene bliver opklaret og de skyldige retsforfulgt, også selv om de skulle vise sig at høre til i toppen af det russiske samfund,” siger formand Mogens Blicher Bjerregård, der repræsenterer DJ ved mødet i dag.
Desuden er arbejdsgiverorganisationen World Association of Newspapers og avisen, hvor Anna Politkovskaja arbejdede, Novaja Gazeta, inviteret.
Kommissionen tilsigter at have en rapport klar på IFJ’s kongres i Moskva i maj 2007.
Kilder: IFJ og journalisten.se
Af: Andreas