30. aug. 2006 – kl. 14.53
HB: Journalisten.dk får tiltrængt ansigtsløftning
På mødet tirsdag og onsdag bevilgede HB penge til, at Fagbladet Journalisten kan blive tidssvarende på Nettet. Samtidig blev det besluttet, at forhandlingerne med Polfoto skal sendes tilbage til forhandlerne. Mødet bød også på kritik af årets fagfestival-katalog.
Det første HB-møde efter sommerferien havde blandt andet Fagbladets Journalistens begrænsede muligheder på Internettet på dagsordenen. En utidssvarende hjemmeside, og en manglende mulighed for dagligt at kunne publicere nyheder, var nogle af begrundelserne for at HB vedtog at give penge til en relancering af Journalisten.dk. I forarbejdet med relanceringen skal foretages undersøgelser om snitflader med Journalistforbundet.dk, så de to sites fremtidssikres, og værdien for medlemmerne øges på nettet.
Det er ambitionen at lave et branchesite, hvor nyheder, blogs og dialog om faget er i fokus. Der blev afsat 600.000 kroner pr. regnskabsår samt en tillægsbevilling på 460.000 på indeværende. Relanceringen af Journalisten.dk forventes at ske primo marts 2007, og vil blandt andet kræve ansættelse af en webredaktør.
Polfoto-sag: Tilbage til arbejdet
DJ har gennem foråret 2006 i flere omgange forsøgt at få aftaledækket Polfoto, der har både fastansatte og freelancere tilknyttede medlemmer af DJ.
HB måtte på mødet nu med beklagelse tage til efterretning, at forhandlingerne med Polfotos ledelse om en aftale for de tilknyttede fotografer, endnu ikke har ført til en aftale. HB sendte med stor enighed sagen tilbage til forhandlerne med kraftig opfordring til at få en aftale på området. Dermed er dialogen med Polfoto stadig åben.
Kritik af Fagfestival-katalog
Flere HB-medlemmer udtrykte på mødets førstedag utilfredshed med valget leverandører af billeder og grafik til dette års Fagfestival-katalog, der er på vej ind af brevsprækken hos medlemmerne. Det var især brug af billeder fra udenlandske billedarkiver, der blev kritiseret, ligesom brugen af billeder fra Polfoto blev kritiseret på grund den træge dialog om aftaledækning med netop Polfoto.
Det var opfattelsen blandt flere HB-medlemmer, at publikationer fra DJ udelukkende skal indeholde fotos fra fotografer, der også er medlemmer af DJ. Diskussionen førte blandt andet til, at Forretningsudvalget (FU) i DJ skal overveje hvilke skridt man kan tage for, at undgå lignende situationer.
”Som formand for programudvalget for Fagfestival 06, tager jeg utilfredsheden med leverandørvalget til efterretning. Samtidig er jeg tilfreds med, at vi nu grundigt kan diskutere hvad der kan gøres for at undgå lignende uenigheder”, siger Fred Jacobsen, der også er næstformand i DJ.
Tags:
Historie,
Organisation
Af: Andreas