21. aug. 2006 – kl. 16.19
DJ mod skjult reklame
EU-direktivet 'Fjernsyn uden grænser', som er under udarbejdning, vil opbløde reglerne om produktplacering i radio og på tv. DJ er imod sammenblandingen af reklame og redaktionelt stof.
Det er ikke kun forbrugerne, det går ud over, hvis det bliver sværere at skelne mellem reklame og indhold i radio og på tv.
"Redaktionerne bør også være uafhængige af kommercielle interesser," siger forbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård. Han fortsætter:
"Der må ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved den integritet, som er nødvendig for radio- og tv-journalistik. Det handler sådan set om noget så basalt som etik."
Direktivet vil betyde, at alle radio- og tv-medier i EU får fælles regler for produktplacering. Det vil blandt andet betyde, at der gerne må placeres produkter i danske udsendelser, film og serier, hvis bare seeren i starten af programmet får at vide, hvilke produkter, der er placeret. I dag er der ingen klar dansk lov på området, og hidtil har medierne arbejdet inden for Markedsføringslovens bestemmelse om sponsorering i radio og fjernsyn.
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen udtrykte sin bekymring i Berlingske Tidende i lørdags:
"Adskillelsen mellem programmer og reklamer bliver flydende, og det forbrugermæssige beskyttelsesniveau bliver forringet."
Læs også 'DJ advarer mod tv-kvoter'
Tags:
Radio,
TV
Af: Andreas