07. apr. 2006 – kl. 12.30
"Ytringsfriheden i Danmark gælder også offentligt ansatte. I praksis sikrer afgørelser fra Folketingets Ombudsmand og domstolene en vidtgående ytringsfrihed også om forhold på de offentligt ansattes egne arbejdsområder. Det er bare ikke nok.
Denne retstilstand bør sikres ved lov, så der bliver sendt et tydeligt budskab til både offentligt ansatte, deres arbejdsgivere og det omkringliggende samfund om, at de ansatte trygt kan benytte deres ytringsfrihed, og at vi gerne vil have dem til det. Det er til gavn for den frie og demokratiske debat både af hensyn til gennemsigtigheden i den offentlige forvaltning og oplysningsniveauet.
Dansk Journalistforbund har haft sæde i den udvalgsgruppe, der over de seneste to år har arbejdet sig frem mod en betænkning om offentligt ansattes ret til at ytre sig. Betænkningen er nu kommet, men på væsentlige punkter kan Dansk Journalistforbund ikke lade betænkningen stå alene, og er derfor sammen med DR, TV2 og Danske Mediers Forum fremkommet med en mindretalsudtalelse.
Vores bekymring i forbindelse med betænkningens anbefalinger går først og fremmest på, at der fra flertallets side ikke lægges op til at anbefale en lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er alt for perspektivløst ikke at benytte muligheden nu for at understrege ytringsfriheden.
Flertallet i udvalget mener, at retspraksis er en tilstrækkelig beskyttelse. Men mindretallet, som Dansk Journalistforbund er en del af, vil nu have Folketinget til at gøre retspraksis til lov. Vi har også en anden mindretalsudtalelse sammen med LO, FTF og AC, hvor vi vil sikre en stærkere beskyttelse mod afskedigelse på linje med beskyttelsen i lov om barsel. Det vil sende et handlekraftigt budskab om, at offentligt ansattes deltagelse i samfundsdebatten er både nødvendig og ønskelig.
Med loven i hånden skal den offentligt ansatte nemlig kunne meddele sig og ytre sig om kritisable eller ulovlige forhold på arbejdspladsen uden at skulle risikere bagefter at se en fyreseddel eller blive mødt med en anden usaglig negativ ledelsesreaktion.
Der er uden tvivl adskillige offentligt ansatte, der vælger at tie for ikke at risikere at blive fyret, degraderet eller på anden måde blive straffet for at give oplysninger. Hertil kommer, at nogle sikkert holder mund på grund af uvisheden om reglerne på området.
Dansk Journalistforbund har i udvalget givet udtryk for, at udvalgets kommissorium burde have omfattet en vurdering af behovet for også at lovsikre privat ansattes ytringsfrihed. Mange offentlige opgaver udføres af private virksomheder, ligesom private virksomheder udfører produktion, som kan have stor offentlig interesse. Lovgivningen bør derfor også overordnet men klart beskrive et råderum for, at privat ansatte offentligt kan meddele om kritisable forhold på deres arbejdsplads.
Der er derfor mange gode grunde til, at regering og Folketing nu benytter anledningen til at følge mindretalsindstillingen og ved lov sikrer offentligt (og privat) ansatte deres ytringsfrihed."