Thomas Nørmark Krog & Jan Lauridsen
Indstilling af B.T.s afdækning af sagen om Henrik Sass Larsen
Mange - de fleste, måske tæt på alle - journalistiske afdækninger, der belønnes med en pris, er lavet ved et skrivebord, med papirer som afgørende kildemateriale.
Historien om Køge, om Henrik Sass Larsen, om Tommy og om rockeren, der kører Suzuki, er lavet på Køge Torv. I Greve, hvor gangsteren bor. På Hugo’s Kælder. Ude hos Murat. På gaden.
Journalister tror sjældent på den slags historier. Organiseret kriminalitet, blandet med lokalpolitik og mulige korrupte politifolk, der lækker oplysninger, medlemmer af Socialdemokraterne, der misbruger magt for at få adgang til kommunekassen, et byråd og en by, der vel efter dansk målestok i uhørt grad fremstår... belastet.
B.T. gjorde.
Mens den øvrige presse enten var tavs eller hånede initiativet, troede B.T.-reportere Thomas Nørmark Krog og Jan Lauridsen på, at historien om Køge var vigtig nok til at den var værd at trykke i en landsdækkende avis, også selv om de måtte slide i uger og måneder for at bringe sandheden frem, og bruge kilder og metoder, der var anderledes end sædvanligt; mere krævende, ganske enkelt.
B.T.s journalisterne Jan Lauridtsen og Thomas Nørmark Krog fortjener komme i betragtning til Cavling-prisen for deres kulegravning af den socialdemokratiske lokalformand Tommy Kamps magtmisbrug i Køge. En sag lokale medier ikke havde lyst til at røre ved, og som B.T. som eneste landsdækkende medie satte sig for at få fuldt afdækket.
Hvad der begyndte med et tip om at Tommy Kamp sammen med sin partifælle Henrik Sass Larsen spiste gratis på en café, er takket være de to journalisters ihærdighed og grundige gravearbejde endt med, at Tommy Kamp nu er sigtet for bedrageri, ligesom de to ejere af cafeen er sigtede for forsøg på bestikkelse.
De to journalister skaffede på lødigvis dokumentation for, at Tommy Kamp igennem flere år har bedraget to café-ejere til at give gratis mad og drikke, cykler, rejser og hotelophold i den forventning, at Kamp ville hjælpe med at skaffe en bevilling til udendørs servering. Midt- og Vestsjællands Politi er lige nu i fuld gang med at lægge den endelige hånd på anklageskriftet i sagen.
De to journalister dokumenterede, at Henrik Sass Larsen havde mødes med og haft relationer til en ledende Bandidos-rocker og at Sass Larsen reelt stod under denne rockers beskyttelse.
Konsekvenserne af arbejde har været markante:
1. Henrik Sass Larsen var så belastet af sine rockerkontakter, at han ikke kunne få en “ubetænkelig” sikkerhedsgodkendelse. Han er trådt tilbage som sit partis politiske ordfører.
2. Tommy Kamp har trukket sig som lokalformand for Socialdemokraterne i Køge og er af Køges borgmester Marie Stærke erklæret “uønsket” i partiet.
3. Midt- og Vestsjælland har sigtet Tommy kamp for bedrageri samt to café-ejere for forsøg på bestikkelse, og er på vej med et anklageskrift i sagen.
Artikelserien indeholder en række også mindre “afsløringer” og artikler som givet et god billede af forholdene i Køge - og B.T.s vedholdende arbejde.
Med venlig hilsen
Simon Andersen
webmaster@journalistforbundet.dk