Jeg indstiller hermed Poul Pilgaard Johnsen, Weekendavisen, for afdækningen af Penkowasagen. Jeg har selv haft en vis rolle i denne sag, og jeg er sågar undervejs blevet beskrevet som en "vendekåbe" i en af Poul Pilgaard Johnsens artikler. Alligevel synes jeg, han fortjener Cavling prisen, og vil i den forbindelse henvise til en kommentar, som jeg synes glimrende illustrerer hvorfor. Den er skrevet af Lone Kühlmann i dagbladet Information i februar 2011 og følger herunder.
Venlig hilsen
Elisabeth Bock
-----
Pressen har traditionelt et ret håndsky forhold til den akademiske verden i almindelighed og til medicinsk forskning i særdeleshed. Det er en vanskelig verden, at trænge ind i, når man ikke er en del af den, og selv om den næsegruse respekt for de hvide kitler, ligesom næsegrus respekt i det hele taget, er på retur, så er der stadig et slags beskyttende felt omkring de forskere, der er helt oppe og ringe med ting som kræft og hjerneforskning.
Det er lige som lidt nemmere at have mistro til fedmeforskning (det viser sig tilbagevendende, at det er der også al mulig grund til) end til de superhjerner, der muligvis er i gang med at løse livets gåde eller noget der i nærheden.
Det er ikke kun herhjemme, det forholder sig sådan. Nærmest tværtimod. Jeg har tidligere på dette sted refereret til New York Review of Books store artikel, ‘Drug Companies & Doctors: A story of Corruption’ hvor tidligere redaktør af The New England Journal of Medicine Marcia Angell gennemgår afslørende bøger om det, vi kunne kalde det medicinal-forskningsmæssige kompleks. Marcia Angell var i 20 år redaktør af det anerkendte fagblad, indtil hun trak sig tilbage - som hun skriver - »i erkendelse af, at det ikke længere er muligt at fæste lid til meget af den offentliggjorte kliniske forskning, eller have tillid til dømmekraften hos anerkendte læger.«
Som vi har set i flere sager herhjemme, er det ikke kun pressen, der er håndsky. Universiteternes ledelser er også mildt sagt tilbageholdende med at forlange dokumentation fra højt estimerede forskere. Især dem, der er gode til at trække penge til institutternes forskning. Publish or perish var en gang udelukkende et amerikansk fænomen i forskningsverdenen. Det er det ikke længere. Sidste år oplevede Aarhus Universitet, at en af deres internationalt anerkendte stjerneforskere pludselig forduftede sammen med betydelige dele af de forskningsmidler, han havde trukket til sit projekt, og nu ser Københavns Universitet sig tvunget til at indgive politianmeldelse mod den på alle måder utrolige Milena Penkowa.
Ære til Weekendavisen
Æres den, som æres bør: Det er højst tvivlsomt, om det nogensinde var kommet her til uden Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen. Inden han gik ind i sagen, var skandalen trods utallige klager fra kolleger og studerende over hendes manipulation med forskningsresultater, hendes mærkværdige økonomiske transaktioner, hvor af nogle er så hemmelige, at de ikke må omtales, og det mildt sagt ejendommelige forløb omkring hendes doktordisputats i 2003, ukendt for offentligheden.
Sagens kerne er Penkowas oplysning om, at hendes forsøg baserede sig på 750 rotter. Bedømmelsesudvalget fandt det usandsynligt med så mange forsøgsdyr, og så rullede lavinen. For at dokumentere sine rotteforsøg afleverede Penkowa forskningsjournaler og lister samt - viser det sig i går i Weekendavisen - forfalskede papirer, som skulle dokumentere et superhemmeligt samarbejde med et amerikansk firma omkring rotteforsøgene.
Weekendavisen har efter megen rykken fået udleveret navnet på firmaet, og har afdækket, at firmaet overhovedet ikke eksisterede, da forsøgene skulle være foregået, og at det intet kender til Penkowa.
For at det ikke skal være løgn, viser det sig, at hun som undskyldning for sit roderi omkring papirerne den gang i 2003, forklarer, at hendes mor og søster er omkommet ved en bilulykke i Belgien, og hun har haft travlt med deres begravelse.
Moren og søsteren lever i bedste velgående, og moren stod tilmed øverst på gæstelisten da Penkowa i 2009 fik overrakt den store eliteforskerpris. I øvrigt efter indstilling fra Universitetets rektor Ralf Hemmingsen, der gennem hele forløbet har holdt hånden over Penkowa på trods af de mange skandaler omkring hende.
Omvendt diskrimination
Åbenbart har rektor købt hendes egen version, som er, at hun bare er klogere end alle de andre. Så meget klogere, at de slet ikke kan forstå hendes forskning.
Desuden ser hun også meget bedre ud og tiltrækker mange flere forskningsmidler, så de andre er bare misundelige.
Hun har gang på gang i interview understreget, at forskningsverdenen er et rotteræs med alles kamp mod alle, hvor den enes død er den andens brød og alle beskidte midler tages i brug. Det sidste må man lade hende, at hun i hvert fald har været helt ærlig om.
Der er næppe tvivl om, at kønne karismatiske kvinder meget ofte løber ind i nid og misundelse. Ikke bare i den akademiske verden. Penkowa er blandt meget andet også en sag om omvendt diskrimination. Når alle de andre siger, man snyder, så er det ikke nødvendigvis, fordi man er dygtigere og kønnere end dem. Det kan være, fordi man snyder.
Tilbage står, at pressen i form af Weekendavisen har afdækket fuldstændigt skandaløse forhold, som burde have været afdækket af universitetet selv. Forhåbentlig giver det stof til eftertanke i de hellige haller.
----