Line Holm Nielsen var rasende over, at avisen ignorerede sultkatastrofen i det østlige Afrika i forsommeren. Tusinder, måske hundredetusinder døde … og vi noterede det dårligt nok. Så Line begyndte at rundsende spruttende emails til høj og lav i bladhuset, og inden dagen var omme, havde hun en plan klar for, hvordan vi kunne tackle katastrofen, og hun skulle nok selv rejse derned.
Indignation og empati er noget gammeldags noget - på mange måde var det, hvad der gjorde journalistik til journalistik og Cavling til Cavling, men det var dengang, folk sultede og sled sig fordærvet. I dag slår mange af os blikket ned og stirrer på vores sko og rømmer os. Selvfølgelig er vi da indignerede og empatiske, vorherrebevares, men vi skal jo også leve, og indignation og empati gør det ikke alene...
Indignation og empati gør det ikke alene, det er så sandt, som det er sagt. For alene bliver det til en sæbekassetale, og ikke engang koblet sammen med en glødende og flyvende pen, med forstand - og menneskeforstand - kvalificerer det efter min mening til en Cavlingpris. Der skal også være en x-faktor, en evne til at finde den gode historie og fange den gode historie og bruge den til at fortælle den store historie. X-faktoren er den faktor, der sælger varen til min mor, og som tager læseren på en rejse, der begynder med landpostbudet på en grusvej i Nordvestjylland, omgivet af brombrærkrat og læhegn, og pludselig bremser postbudet op. Hun stirrer ud af forruden.
“Hun er ikke i tvivl om, hvad det er, der ligger ubevægeligt og blegt i hjulsporet.
Bange ser hun sig omkring. Omkring den lille postbil står buske, majsplanter og træer tæt. Der kan så nemt som ingenting gemme sig en person derinde et sted. Hun låser halvvejs i panik dørene indefra, tager mobiltelefonen og ringer 112. Og giver sig til at vente.
Opkaldet til alarmcentralen kommer klokken 10.40. Et kvarter senere drejer ambulancen fra Sallingsundbroen og kører ned ad grusvejen.”
Rejsen er begyndt, vi er alle kommet med ombord, og inden rejsen er slut, har vi læst om et emne, som vi ikke nødvendigvis den søndag morgen havde lyst til at læse om - den negative sociale arv og udkantsdanmark - og et emne, som i de fleste hænder og hoveder ville være endt med to borgmestre og en ekspert og en rubrik.
I Lines hænder og hoved bliver det i stedet til en fortælling, en klog, indigneret, empatisk, detaljeret, lang og velskrevet fortælling.
Sådan en fortæller er Line, og derfor skal hun have Cavlingprisen.
Nu står det i reglerne, at prisen skal gives for en historie, som er offentliggjort i cavlingåret, og ud af flere muligheder vil jeg indstille Line for:
• I Victorias navn, en serie offentliggjort i Berlingske i december 2010
I september 2010 havde Berlingske bragt et billede af en døende pige i Nepal. Hun var syg og ville dø lille og forældreløs, fremgik det af den korte rutinetekst.
Billedet påvirkede Line, og billedet påvirkede også en læser, som henvendte sig. Læseren, Cecilie, ville hjælpe. Hun ville adoptere pigen. Hun ville være den mor, som pigen ikke havde, og Line rejste med kvinden til Nepal, og resultatet blev en serie, som på ethvert plan var det modsatte af en rutinetekst.
Fortællingen begynder i en ambulance, som rasler og bumper sig gennem de hullede gader i Katmandu.
“For hvert bump kan Cecilie mærke barnets baghoved bevæge sig på sin højre underarm. Det giver efter som en spændt vandballon. Hun tænker på, om det kan briste. Om barnets hoved kan gå i stykker lige dér mellem hænderne på hende, netop som det hele er begyndt. Hun har selv grebet ud efter ansvaret. Sendt mails på tværs af verden, tænkt tanker, presset på fremmede menneskers velvilje. Nu er det hendes; ansvaret, beslutningerne, risiciene. Nu ligger det, uventet hurtigt og uden mulighed for fortrydelse, i hendes arme: Et fremmed, alvorligt sygt barn.
Barnets hoved er alt for tungt. Alt for stort. Vægten af den 20 måneder gamle pige føles som den fyldte kuffert, Cecilie to dage forinden har bragt med sig fra Gentofte til Nepal: Uvant og med forkert fordelt tyngde i hendes favn, selv for en kvinde, der er nybagt mor. Cecilie kaster hurtige blik bagud og over sin venstre skulder. Ud på den fremmede by og det bakkede boligkvarter i Katmandu, som vognen bringer hende gennem ad smalle passager. Hun er ikke bange. Ikke som
hun skal blive det senere.
»Nu sker det. Endelig sker det,« tænker hun.”
Line har den gode historie - en dansk mor, som bare kunne være ligeglad, men som per impuls vælger at rejse ud i verden for at gøre en forskel - og Line har den store historie, historien om netop forskellen i verden, og hun fortæller den, så kun de pulsløse forbliver ubevægede.
Henrik Cavling ville genkende, hvad han læste.
“I Victorias navn” var den hvide hval. Line fangede den og landede den, og hun ville være undskyldt, hvis hun satte sig i kantinen og blev siddende.
Men både før og efter “I Victorias navn” har Line skrevet den slags fortællinger, som er svaret, når abonnenter spørger sig selv: “Hvorfor betaler jeg for at få en avis?”
Som dokumentation for bredden i Lines produktion vil jeg fremhæve tre af dem:
“Arven,” om den negative sociale arv og udkantsdanmark.
“Lottes dagbog,” om menneskets afmagt i kampen mod kræft.
“Undtagelsen,” om Amagermanden og betydningen af og begrænsningen i DNA.
Line kom ikke til Somalia i forsommeren, men jeg kan garantere for, at det ikke var med hendes gode vilje.
De indignerede mails - de kommer heldigvis stadigvæk.
Med venlig hilsen
Poul Høi,
journalist,
Berlingske.