Indstilling af journalist Lars Abild til Cavling-prisen 2011- af chefredaktør Morten W. Langer, Økonomisk Ugebrev og Nyhedsbrev for Bestyrelser.
Sjældent sker det i dansk presse, at en mediesag bliver til en principiel sag i Fagbladet Journalisten. Sagen om DSBFirst og DSB som sådan er på mange måder skruet sammen, så det var et spørgsmål om tid, før ballonen sprang, hvilket DSBs forhenværende topledelse formentlig har været mere vidende om end nogen.
Det var givet derfor, at Journalisten i allerede i november 2009 i artiklen ”Gå ikke over sporet, der kommer spin” indgående kunne beskrive, at den siden afskedigede DSB-direktør, Søren Eriksen, havde henvendt sig til tidligere generaldirektør Kenneth Plummer i DR for at fortælle, at freelancejournalist Lars Abild dels havde været ansat af DSBs værste konkurrent på det danske togmarked Arriva samtidig med, at DSB informerede DRs ledelse om, at Lars Abild var blevet fyret fra sin tidligere arbejdsplads Berlingske Tidende.
Henvendelserne kom i kølevandet på, at DR var i gang med at producere indslag om økonomien i DSBs internationale satsning DSBFirst med togkørsel for milliarder af kroner i Sverige og Tyskland. Det skete i et samarbejde mellem journalist Kristian Sloth og Lars Abild, som var i besiddelse af internt DSB-materiale, der lå til grund for de tilbud om togkørsel, DSB havde afgivet, for siden at vinde kontrakterne.
DSBs urigtige postulater og beskyldninger havde i første omgang den effekt, at DR lagde sagen om DSBFirst ned for at udrede trådende, og først et stykke tid efter, at Journalisten havde afdækket sagen, blev der produceret indslag i DR, som vakte statsrevisorernes umiddelbare interesse.
Det, der i dag står som den største enkelt stående økonomiske katastrofe i DSBs historie, var tæt ved at blive lagt i skuffen af DR. Ikke mindst på grund af arbejdet fra DSBs kommunikationsafdeling, hvor tidligere kommunikationsdirektør Anna Vinding i Journalisten fortalte, hvordan DSB i årevis har fulgt Lars Abilds arbejde.
”DSB GØR SIG store anstrengelser for at belyse Lars Abilds manglende troværdighed. Statsbanerne har lavet et detaljeret registreringsarbejde af Lars Abilds arbejde for Berlingske Tidende. Over for Journalisten vurderer Anna Vinding, at ud af 77 artikler af Lars Abild om Arriva og DSB er der 44 artikler, der omtaler DSB negativt. Kun i 30 artikler er de to aktører omtalt lige kritisk, vurderer Anna Vinding.”
Det er på baggrund af den årelange journalistiske dækning af DSB og sager i nærmiljøet på skiftende journalistiske arbejdspladser såsom Berlingske Tidende, Dato, DR og senest Økonomisk Ugebrev (ØU), at ØU ved undertegnede indstiller Lars Abild til årets Cavling-pris.
Den vedvarende ihærdighed for at grave et spadestik dybere i kollektiv trafik og dens operatører, hvor et større tocifret milliardbeløb årligt er i spil, har også affødt en viden og journalistisk erfaring om blandt andre DSB, som gjorde det nemmere tilgængeligt at at afdække DSBFirst på dels Økonomisk Ugebrev og dels i et uformaliseret samarbejde med DR. Den journalistiske erfaring betyder uden tvivl, at det er nemmere at se de ømme punkter, herunder hvilke spørgsmål, der ikke besvares, og hvor man ellers kan søge oplysninger, når informationer bliver undertrykt.
Lars Abild har i Økonomisk Ugebrev haft entydig fokus på de tvivlsomme forhold og den lurende økonomiske katastrofe, og det har også givet grobund for, at andre medier fulgte med, trods DSBs forsøg på at afspore afdækningen. .Det er bestemt heller ikke hver dag, at DR giver sig i kast med at afdække mulig regnskabssminke via ændrede regnskabsprincipper, transfer-pricing og hvordan moderselskabsgarantier fra DSB for trecifrede millionbeløb risikerer at blive udløst.
Uden den økonomiske erfaring på området har Lars Abild også understøttet DR i den fortløbende research. Ikke kun i de økonomiske forhold i DSBFirst, men inden i de skandaleramte IC4-tog og siden i hele DSBs økonomiske situation.
Når det kommer til en balance mellem statsselskaber som DSB og DR har den journalistiske tilgang typisk været produktet, hvad man kan se og røre ved. Den underliggende økonomi har ikke været journalistisk dyrket i nær samme grad uagtet at en sammenhængende økonomi er grundlaget for at det hele hænger sammen..
Lars Abild var en af de første journalister, der fra 2003 begyndte at afdække de massive problemer i IC4-projektet, som i dag skulle være grundpillen i dansk togdrift, men som har vist sig at være en ørkenvandring i undskyldninger og tog for fem milliarder, der aldrig kommer til at spille tilnærmelsesvis den rolle, de var tiltænkt i den kollektive trafik. Han har beskrevet den danske jernbanes tilstand, der i mange år er blevet så udpint, at der nu bliver investeret mere end 40 mia. kr. i jernbane som signaler.
Interessen for privatiseringer og offentlige udbud blev vakt i sommeren 1998, hvor Lars Abild i Berlingske begyndte at afdække privatiseringen af det tidligere DSB Busser – Combus – og virksomhedens katastrofale tilbud på bustrafik i Danmark. Tre år senere, da Combus med et statstilskud på en halv mia. kr. og med sine 3.000 ansatte 1.000 busser var solgt for 100 kr. til Arriva skrev han bogen:
Inden udbuddet af togkørsel på Kystbanen og i Sverige blev sat i gang, blev det i pressen beskrevet, at det kan være følsomme sager, når der bruges trecifrede millionudgifter til at byde på togkontrakter i Europa. På dansk grund i Midt- og Vestjylland blev det til et højlydt skænderi, da DSB tilbød den billigste togkørsel til sin ejer i Transportministeriet, men at prisen var så billig, at den daværende transportminister ikke troede på den og i stedet valgte at Arriva skulle køre de jyske tog.
Så der var ingen tvivl om, at det hidtil største nationale udbud af togtrafik og den massive lyst den fhv. adm. direktør i DSB, Søren Eriksen, i årevis har haft for, at DSB også skulle spille en rolle internationalt, var vigtige ingredienser i, hvad der skulle vise sig at være en yderst sprængfarlig cocktail.
Udover at sagen om DSBFirst har en del lighedspunkter med sagen om Combus, så hører det ifølge Lars Abild med, at arbejdet for at få DSBs tilbud til at se økonomisk realistiske ud var langt mere sofistikeret end med de tilbud, Combus afgav. Men samtidig var det denne gang som en del af en udvikling et helt anderledes og effektivt Transportministerium, der tog affære, da kritikken i pressen dukkede op og promte forlangte svar fra DSBs bestyrelse.
I Rigsrevisionens beretning om Combus var der kritik af den daværende transportminister. Denne gang gik Transportministeriet fri af rigsrevisors kritik, hvilket imidlertid ikke kan stoppe, at DSB stik imod reglerne har brugt minimum 500 mio. danske skattekroner på at køre tog i Sverige. Men uden indgreb kunne det tal være blevet både to og tre gange større.
Økonomisk Ugebrev afslørede to uger før, at DSBs tidligere bestyrelsesformand igennem ni år Mogens Granborg trak sig af ”helbredsmæssige årsager” i slutningen af april, at Transportministeriet var i gang med at spørge kandidater. Tre uger før sin afgang havde han fyret den adm. direktør Søren Eriksen. Den nye bestyrelsesformand Peter Schütze har allerede forklaret, at DSB i årevis har sminket sine regnskaber og at DSBFirst ikke var en egentlig realistisk forretning, så forude venter en stor oprydning i DSB og voldsomme besparelser.
Udover at der er tabt trecifrede millionbeløb trods forsikringer om det modsatte, viser denne sag, at det er uhyre vigtigt, at redaktører står fast, når de er enige med deres journalister, om de er fastansatte eller ej. Inden journalist Lars Abild begyndte at skrive om sagen på Økonomisk Ugebrev, havde DSB gjort det klart overfor DR, at hvis DR valgte at bringe den første historie om DSBFirst, ville den hvile på grundløse påstande, hvilket DSBs revisorer KPMG havde bekræftet. Ifølge DSB kunne en sådan historie true DSBFirst, hvorfor DSB var indstillet på at forfølge sagen ved domstolene og kræve erstatninger. Intet af det er dog sket.
På Økonomisk Ugebrev har repræsentanter for DSBs kommunikationsafdeling henvendt sig med kritik af Lars Abilds journalistik, endnu inden de påtænkte artikler var skrevet. Samtidig med, at millionerne fossede ud af kassen i DSB, sagde kommunikationsdirektør Anna Vinding i Journalisten, at: ”Man kan ikke bebrejde virksomhederne, at de gør sig umage.” På den ene side erkendte DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, at kommunikationsafdelingerne bliver stærkere og stærkere og sagde dernæst om DSBs opførsel: ”Når man oplever, at en kommunikationsdirektør intimiderer, manipulerer og viderebringer løgne, og hun efterfølgende kritiserer medierne for, at de ikke er kritiske nok, så grænser det til det komiske.”
Med venlig hilsen
Morten W. Langer
Chefredaktør
Økonomisk Ugebrev