Til Cavlingpris-komiteen
Indstilling af journalist Jørn Nyvang, BL, til Cavlingprisen.
Cavlingprisen gives til en journalist, som i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år. Vi har en kollega, journalist Jørn Nyvang, som lever op til dette. Derfor denne indstilling.
Når Jørn Nyvang efter vores overbevisning fortjener respekt og hæder og måske endda en nominering til fagets fineste pris, er det på grund af hans afsløringer af, at borgere konstant og systematisk snydes for den boligstøtte, de har krav på. Og lad os straks slå fast: Her er ikke tale om en journalist, som forsøger at fremhæve egen indsats. Han synes i grunden ikke, at det er noget særligt. Han passer jo bare sin dont som journalist i BL – Danmarks Almene Boliger, hvor han skriver til fagbladet Boligen og til Beboerbladet, der med et oplag på 555.000 udkommer til alle, der bor i en almen bolig. Men vi, hans kolleger, finder, at det er noget særligt. For ingen andre end Jørn Nyvang orker at holde fast og grave i sager om noget så lidt spektakulært og urimeligt indviklet som regler for boligstøtte.
Det kræver i dén grad initiativ og talent at levere journalistik på et område, hvor ingen andre journalister rigtigt gider færdes, men hvor resultatet af journalistikken virkelig har betydning for de borgere, som Jørn Nyvang kærer sig om: De fattige. De enlige. De bogligt svage. Dem uden nogen til at tale deres sag. Dem, som ikke fatter reglerne om boligstøtte. Og dem, som ingen ellers orker at høre på. Jørn Nyvang lytter imidlertid gerne, og hans indsats er foreløbigt kulmineret i 2011.
Senest var det blandt mange andre Anna-Lise Jakobsen i Holbæk som på meget kontant vis fik glæde af Jørn Nyvangs journalistiske initiativ og talent. Se fx dette lille web-tv-indslag. Afsløringen af manglende udbetaling af millioner af kroner i boligstøtte i Holbæk Kommune blev præsenteret i Beboerbladet nr. 1 2011 (se bilag 1). Jørn Nyvang kom på sporet af sagen, netop fordi han er den journalist i Danmark, som ved mest om junglen af regler, der regulerer, hvad der kan udbetales i boligstøtte. Kender man som borger ikke reglerne i alle afkroge, risikerer man at blive snydt for store beløb. Penge, som kan have afgørende betydning for ens daglige livsvilkår, hvis man er fattig studerende, arbejdsløs, enlig forsøger på kontanthjælp eller pensionist uden andet end folkepensionen at gøre godt med. I et tidligere nummer af Beboerbladet havde Jørn Nyvang påvist fejl i enkelte borgeres boligstøtte, og da han stædigt borede videre i sagen, fandt han ud af, at der var tale om systematiske fejl. I skrivende stund har kommunen indrømmet fejl for over 12 millioner kroner (se bilag 2), og det har givet betydelige udbetalinger til mange Holbæk-borgere (se bilag 3).
I kølvandet på afsløringerne i Holbæk fandt Jørn Nyvang frem til en anden sag af samme omfang og karakter – denne gang bare i Køge Kommune. Med udgangspunkt i en enkelt borgers forhold gravede Jørn Nyvang 15 år tilbage i kommunens administration. Kommunen havde erkendt fejl i boligstøtten, men ville ikke efterbetale for tidligere års forsyndelser. Jørn Nyvang skrev om sagen i fagbladet Boligen nr. 4 2011 (se bilag 4), og en række andre medier, herunder TV Lorry, tog sagen fra Boligen op, hvilket resulterede i, at kommunen alligevel valgte at tilbagebetale fem år tilbage i tiden. I alt fik 500 borgere i Køge Kommune kontant glæde af Nyvangs stædighed (se bilag 2).
I sommeren 2011 var det også Jørn Nyvang, som blotlagde en sag om boligstøtte, som ikke angår lige så mange borgere, som tilfældet var i Holbæk og Køge. Til gengæld fandt han ud af, at lovgivningen om boligstøtte til enker og enkemænd har nogle meget alvorlige konsekvenser, hvis de pågældendes lejligheder skal nedrives. I sagen om den såkaldte ”arealdispensation” (bare ordet skræmmer de fleste journalister langt væk mod mere lavt hængende journalistiske historier) beskrev Jørn Nyvang, hvordan den tunghøre enke Birte Kristensen kommer til at miste 1.029 kroner om måneden på grund af en række regler, som myndighederne ikke ser sig i stand til at dispensere fra, skønt det aldrig har været meningen at ramme enker og enkemænd på boligstøtten. Sagen er indtil videre endt med, at Birte Kristensens boligforening i strid med gældende regler har tænkt sig at kompensere hende (se bilag 5). Jørn Nyvang har i øvrigt i årevis afdækket sager, hvor enker og enkemænd er blevet snydt for boligstøtte. I 2004 afslørede han blandt andet, at i mindst ni kommuner blev pensionister snydt i forhold til reglerne om arealdispensation.
Betegnende for Jørn Nyvangs ægte engagement er, at han ikke alene bruger sin indsigt til at afsløre kommunalt sjusk og sløs. For ham er det vigtige ikke den journalistiske afsløring i sig selv. For ham er det vigtige, at alle får, hvad de har krav på. Hans journalistiske virke på feltet omfatter derfor også en pionerindsats for at oplyse og forklare på en måde og i et sprog, så det kan forstås af de mennesker, det vedrører. I årevis skrev og reviderede han hvert år en boligstøttepjece, som var så god, at Københavns Kommune valgte ikke at lave deres egen. Jørn Nyvangs var langt bedre. Og i 2010-2011 udviklede han en digital guide, som skulle gøre det muligt for alle, at sætte sig ind i reglerne på en pædagogisk måde.
Guiden er at finde på Beboerbladets hjemmeside: http://beboerbladet.dk/beboerservice/boligstoette
I november sidste år afslørede Jørn Nyvang i Beboerbladet, at folk nægtes boligstøtte, hvis en lejligheds tidligere beboere ikke får meldt flytning til folkeregistret, og at det er den nye indflytters ansvar at sørge for, at det er sket. Jørn Nyvangs indsats endte med, at en ung murerlærling fik 4.056 kroner tilbagebetalt for otte måneders manglende boligstøtte (se bilag 6). Tidligere i 2010 afslørede Jørn Nyvang, at et ægtepar fra Ringsted var blevet snydt (se bilag 7), og at det samme gjaldt et ægtepar fra København (se bilag 8). Også i 2010 dykkede han ned i andre boligstøttesager for at vise, hvor kostbart (i form af tabt boligstøtte) det kan være for borgere, hvis de ikke kan dokumentere, at de har givet kommunen information om ændrede indkomstforhold (se bilag 9).
Vi skal spare Cavling-komiteen for at opremse flere af Jørn Nyvangs boligstøtteafsløringer og oplysende artikler om samme emne. I stedet sender vi et udvalg af artikler til dokumentation af Jørn Nyvangs utrættelige indsats for at sikre Beboerbladets læsere, at de ikke bliver snydt … eller snyder sig selv (bilag 10 til bilag 31). Artiklerne går ti år tilbage i tiden.
Der er ikke megen journalistisk glamour over at afdække det forhold, at fattige og svage danskere snydes for den boligstøtte, de har krav på. Historierne involverer ikke kendte mennesker, og de appellerer ikke i nævneværdig grad til citat i andre medier, som hellere interviewer eksperter om, hvad det betyder for danskernes friværdier, at huspriserne falder. Jørn Nyvang selv er rigeligt tilfreds med den tilfredsstillelse, der ligger i at få ret på læsernes vegne, og med den pris, som taknemmelige læsere sætter på hans anstrengelser.
Som kolleger til Jørn Nyvang synes vi dog, at han er lidt for beskeden. Hans talent og initiativ bør værdsættes i en bredere kreds. Vores håb er derfor, at også Cavling-komiteen vil forstå at sætte pris på en journalistisk indsats, der på fornemmeste vis repræsenterer journalistiske kerneværdier: Engagement, indignation, vedholdenhed, grundighed og sansen for den gode historie.
Bedste hilsner og god læselyst.
Jesper Frandsen, journalistpraktikant
Hanne Frost, grafiker
Henrik M. Hansen, grafiker
Anja Andersen, sekretær
Regnar M. Nielsen, journalist, redaktionssekretær
Samina Usman, journalist
Heidi Andersen, webjournalist
Michael Thorberg, journalist, presse- og informationschef