”I skal arbejde ydmygt for demokratiet”

29. jan. 2016 – kl. 15.00
Del:
DJ’s formand Lars Werge afholdte i dag festforelæsning for de nyuddannede journalister på SDU. ”Journalistikken går en stor fremtid i møde”, lød det fra Werge, der sendte de studerende ud i branchen med et solidt rygstød. Læs talen her.

Festforelæsning ved dimission for journaliststuderende på SDU, 29., januar 2016. Det talte ord gælder.


”Kære dimittender. Kære forældre, kære kærester, ægtefæller, børn og andre pårørende til dimittenderne.

Kære undervisere og andre ansatte her på SDU

Til lykke med eksamen.

Til lykke med den akademiske grad.

Til lykke med svendebrevet.

Det kan siges på mange måder. Og der er mange holdninger til, hvad det er, I nu har bestået – er I nu akademikere, er I håndværkere, eller hvad er I egentlig?

Hvad er det egentlig for et fag, I nu har løst adgangsbillet til?

Det har jeg fået muligheden for at tale om. Det er snart længe siden, at professor Bro gav mig chancen og spurgte, om jeg ville holde tale – det opfatter jeg som en stor ære personligt.

Men jeg ser det også som en meget fin anerkendelse af Dansk Journalistforbunds rolle. Såvel i forhold til studiet her på SDU, som til faget i al almindelighed.

Derfor har jeg forberedt mig på at holde en tale. Og stor blev min forskrækkelse, da jeg forleden modtog den officielle invitation til i dag.

Jeg skal nemlig holde en forelæsning.

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville holde en tale efter det velkendte mønster: Hvordan så tingene ud, da jeg var ung og nyuddannet? Og hvordan har verden så forandret sig? For at ende med den konklusion, at alt var bedre i gamle dage, og nu er det op til jer at redde den!

Men det ved I selvfølgelig godt. For det krav stiller man altid til ungdommen: Bryd nyt land! Gør verden – eller Danmark – til et bedre sted! Opfør jer bedre, end vi har gjort!

Alligevel vil jeg lige dvæle lidt ved, hvad jeg og mine generationer af journalister kommer af og fra. For verden var unægtelig et andet sted for 20-25 år siden.

Det er den ramme, I kommer ud til, når I får job.

--

Nå ja, som en sidebemærkning: Tro mig: I får job! Der er høj beskæftigelse i Dansk Journalistforbund, og vore dimittender har stort set den laveste ledighed blandt forbundene i Akademikernes Centralorganisation.

I får også et job, fordi der er brug for journalistik. Det kan være, det ikke bliver drømmejobbet på en stor københavner-avis. Men der er brug for journalister over hele landet til at beskrive og skildre den udvikling, det her land lige nu gennemgår.

--

I næste uge er det 20 år siden, jeg fik mit eksamensbevis på DJH. Festtalen blev holdt af medlem af Europa-parlamentet John Iversen, og jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at jeg ikke husker en brik af, hvad han sagde til os.

Sådan vil I også have det med den her tale om 20 år. Formentlig også langt tidligere.

I 1992, da vi gik på første og andet semester på DJH, brugte vi lang tid på at diskutere, hvad meningen var med at være journalist. Hvad er journalistens rolle? Hvad er god journalistik? Hvad må man, og hvad må man ikke, som journalist?

Vi tog meget udgangspunkt i en bog, der var udgivet nogle år før, og jeg fandt den frem i forbindelse med den her tale.

I en helt central passage om, hvad journalistik skal være, og hvem journalister er, skriver Nils Ufer i ”Den Nøgne Journalist” på side 26:

”Journalistikken skal forhindre myndigheders magtmisbrug ved at formidle informationer, herunder utilfredshed, fra det ustrukturerede folk til den informere offentlighed og til eliten, som direkte kan påvirke de tre andre magtgrupper. Journalistens mulighed for at formidle ukendte budskaber står og falder derfor med, at han ikke tilhører eliten, som måske nok kan imponere folk, men ikke får folk til at tale frit…”

Journalistik betød noget. Journalistik kunne påpege urimeligheder og derved være med til at igangsætte forandringer. Journalistik kunne være med til at ændre samfundet. Tonen på DJH antydede i virkeligheden, at journalistikken og journalisterne skulle ændre samfundet.

Det betød også, at fagets nicher eller områder blev rangordnet.

Et mere eller mindre udtalt hierarki, som et stykke hen ad vejen synes at have overlevet – med den politiske journalist i toppen så ellers dernedad. I bunden lå sportsjournalisterne og rodede rundt, og jeg husker kun én fra hele årgangen, der ville være sportsjournalist.

Det blev han også, men han har forladt det igen. I dag er han chefredaktør.

--

De her ting tænkte jeg på, da jeg forberedte mig på den her festtale. Eller: Festforelæsning, som det hedder.

De akademiske rammer for en forelæsning er, ifølge Den Danske Ordbog:

mundtlig fremstilling af et afgrænset videnskabeligt emne for en (større) forsamling

Det turde være indlysende, at en ikke-akademiker som jeg har en vis præstationsangst over for dén størrelse. Min uddannelsesbaggrund er meget langt fra det akademiske, og min personlige baggrund om muligt endnu længere – jeg tilhører den ret store gruppe af danskere, der ikke har en eneste akademiker iblandt os, og for os er det svært at overskue universitetets opbygning.

Og det synes jeg, at I skal være opmærksomme på. Ikke min familie, ikke min uddannelsesbaggrund. Men det faktum, at I ikke kun skal rapportere ud fra jeres egen verden. Det er det, som Nils Ufer forsøgte at beskrive med det citat, jeg fremhævede før.

Men hvordan er man en nøgen journalist?

En journalist skal ud i virkeligheden. Det er sådan noget, man altid kan høre både undervisere og kolleger sige.

Men hvad er virkeligheden? Hvor ligger den? Hvad er sandheden om den? Og hvordan fortælles den sandhed?

I disse år forandrer mediebranchen sig med enorm hastighed. Vi, der troede, at oplagsnedgangen ville stoppe på et tidspunkt, har taget fejl. Vi, der troede, at når oplagsnedgangen blev stor nok, så ville mediehusene lukke og slukke, har taget fejl. Vi, der troede, at gratis nyheder ville trække stikket på branchen, har taget fejl.

Vi har til gengæld set, hvordan antallet af nyheder er vokset til det helt groteske. Hvordan hver enkelt borger, i særdeleshed de yngre generationer, bærer sin egen elektroniske version af en nyhedsrulle i lommen – et kombineret telegrambureau, tv- og radio-station og underholdningscenter.

Hvad gør I for at fange deres interesse for jeres budskab? Hvordan udfordrer I dem på en måde, der er mere interessant end afstemningen om Årets side 9-pige eller udviklingen på Børsen?

Skal de have det, der i forvejen interesserer dem? Eller skal de snarere have den vigtige historie?

Og hvad er en vigtig historie?

Det kunne være den om de forestående trepartsforhandlingers helt afgørende betydning for, hvordan det danske arbejdsmarked skal udvikle sig i de kommende år. En seriøs historie, der opridser udfordringerne og peger på vanskelighederne ved en omstilling, der vil få indflydelse på alle borgere.

Og som samtidig skal konkurrere med buttplug-nyt, nipple-tape og karikaturtegninger i udenlandske medier.

--

Mine damer og herrer: Det er ikke kun mediebranchen og medieforbruget, der er i forandring. Det er Danmark også – geografisk, økonomisk, fysisk, tolerancemæssigt, demografisk og demokratisk.

En stor del af jer vil søge mod hovedstaden.

En mindre del af jer vil søge til Aarhus og Trekant-området i Østjylland.

Og ganske få af jer vil bosætte sig uden for disse voksende byområder – sådan er tendensen blandt mellemlangt og langtuddannede.

Mens de kortuddannede eller dem uden uddannelse eller arbejde forbliver i ”udkants-Danmark”.

Hov – hørte I, jeg sagde kortuddannede?

Ord betyder noget. Og det er kun få dage siden, jeg sidst så betegnelsen lavt-uddannede om gruppen af ufaglærte og faglærte.

Sådan en betegnelse bruger man kun, når man færdes i sine egne cirkler. Blandt andre langt-uddannede. Som med deres beskrivelser af verden fortæller, hvordan de ser verden.

--

I sin tid skrev Nils Ufer også:

”De færreste mennesker har særlig meget til overs for journalister. Ikke desto mindre læser de fleste mennesker avis hver dag; der er lange køer foran journalistskolerne; og det er lykkedes journalisterne at placere sig selv i yuppie-klassen, dvs. de par procent af befolkningen, der er velhavende. Og det er skidt for journalistikken, der bør, hvis den overhovedet skal legitimere sig selv, beskæftige sig med de problemer, som optager alle med en lavere indtægt”

Bogen er skrevet i 1988. Som fagforeningsformand har jeg ingen interesse i at sørge for, at mine medlemmer kommer til at tjene mindre. Det gør de nu alligevel – knap 30 års lønudvikling har gjort, at vi relativt set ikke længere er lige så højt lønnede som den gang.

Men som journalist af hjertet er jeg enig i Nils Ufers pointe.

Journalister taler med magthavere. Journalister lytter til magthavere. Journalister har i det hele taget nem adgang til magthavere.

Og deres historie skal selvfølgelig høres. Men mange journalister, og mange redaktører med dem, glemmer den anden side af sagen.

Måske er det derfor, at bolighistorierne i de danske medier typisk tager udgangspunkt i salgspriser i millionklassen og centreres om indretning og livsstil. I stedet for at handle om det stigende antal danskere, der sættes på gaden, fordi de ikke længere kan få overførselsindkomsterne til at hænge sammen?

Günter Wallraff var en anden journalistisk helt, dengang i 1980erne. Hans reportagebog ”Ganz Unten”, oversat til ”På Bunden”, afdækkede livet på nederste trin af samfundsstigen i Tyskland.

Det var et særsyn. Det er et særsyn, og vi skal tilsyneladende snarere sætte vores lid til Jan Gintbergs ”På Kanten”-programmer end til kolleger, der afdækker socialpolitikkens og beskæftigelsespolitikkens effekter.

De, der bliver hårdest ramt af disse ting, omtales kun som en samlet gruppe på 800.000, der er på overførselsindkomst. Og det vil de handlekraftige politikere gøre noget ved.

Social indignation er ikke noget dårligt brændstof for en journalist.

--

Det her kan lyde, som om jeg synes, at mine kolleger er dårlige. Sådan en rigtig mandagstræner: Da han gik fra at være aktiv journalist til at blive fagforeningspamper blev alting med ét meget bedre i gamle dage…

Det hænger ikke sådan sammen. Vores fag har det godt. Det er i forandring, men i går morges talte jeg med en tidligere kollega fra Berlingske, da vi tilfældigt mødtes på linje 184 ind til Nørreport.

Han er på avisen på 28. år nu. Og han er ikke i tvivl om, at journalistikken er bedre på Berlingske – og på b.dk, politiko.dk osv. – end i 1997, da jeg startede derinde, og vi kun skrev til Berlingske Tidende.

Det kan man også forvisse sig om, hvis man finder en avis fra den gang. Det kan være, jeres forældre har stoppet et hul på taget med en avis fra 1975, og når I finder den, vil I se, at artiklerne virker lidt flade, tror jeg.

Husk for resten at stoppe hullet til igen. Men lad være at bruge en i-Pad.

For det er jo en af de nye platforme. Vort fag er i forandring, og I sidder med nøglerne til at bringe den forandring videre – hvordan skal historien formateres på de næste platforme? Hvad er væsentligt for lige præcis den målgruppe, jeg skriver for? Og vil de overhovedet tro på mine historier?

Er der nogen, der overhovedet tror på journalister længere?

Søren Pind gør i hvert fald ikke. Landets justitsminister benytter enhver given lejlighed til en bredside mod pressen, ofte affyret på twitter i en halvsen aftentime.

Og i måling efter måling bliver vores renommé takseret til laveste karakter. Sammen med politikerne, revisorerne og bilforhandlerne. Det er alligevel noget af en dom!

--

Jeg tror på journalistikken. På den ihærdige, hårdtarbejdende, flittige og ydmyge journalist, der tjekker fakta og følger op på udsagnene. Som undrer sig over, om noget nu kan være rigtigt. Og som ved, at når noget er for godt til at være sandt, så er det som regel fordi, det ikke er det.

Det er den måde, de allerfleste af vore kolleger arbejder på. Det er derfor, at vi ikke ser en stigning i antallet af anlagte sager ved Pressenævnet. Selv om produktionen stiger, og antallet af nyhedsjournalister falder.

Vi ser i øvrigt heller ikke en stigning i antallet af kendelser, der går pressen og journalisterne imod.

Alligevel har vi en lav troværdighed.

Det skyldes uden tvivl de ganske få, spektakulære sager, der fra tid til anden dukker op. I efteråret var det først Michael Qureshi og siden Anne-Grethe Rasmussen, der sørgede for overskrifter. Og SE og HØR-forløbet fra 2014 er formentlig noget, I har diskuteret indgående i forbindelse med undervisningen – i etik, i mediejura og i, hvad man ikke skal gøre.

Sagen er bare, at medierne er forbundne kar. Det er akkurat som med læger: En tragisk fejloperation i Nykøbing Falster kaster skygger i en lægepraksis i Hobro – kan vi nu stole på lægen?

Heldigvis er der en forskel på lægers og journalisters fejl: Ingen kan vist siges at komme i livsfare, fordi man laver selv en nok så grum fejl som journalist.

Men vi er nødt til at anerkende, at troværdighed er den eneste gangbare valuta for en journalist. Hvis vi mister vores troværdighed, så går vores konto i minus. Det gælder for os selv, hver især. Og det gælder for branchen som sådan.

Derfor er det en bunden opgave for mig som formand for Dansk Journalistforbund at diskutere etik. Moral. God og dårlig kvalitet i pressen.

Ikke for at være smagsdommer. Men for at vise, at vi er åbne for at tale også om det, der gør ondt. Vi må hver gang tage debatten. Med hinanden, med vores redaktører, undervisere – og kilder, der ringer eller skriver og brokker sig.

Men vi skal også tænke over den rolle, vi har. Journalister er i udgangspunktet ikke aktører, men rapportører, der skal beskrive en begivenhed via sin metiér, journalistikken.

--

Det handler om at være korrekt med detaljerne. Citaterne skal ikke være forkerte, og navne og alder skal være rigtige.

En vinkel – en historie – kan lyde så god, at man forelsker sig i den på forhånd. Laver historien og får den måske publiceret på sit online-medie i en fart. Hvorefter klagerne begynder at vælte ind i de elektroniske postkasser.

Det er en grim børnesygdom, at online-medierne publicerer historier, før de er tjekket og læst igennem af en anden. Med Cavling-vinder Erik Valeurs ord fra et portræt i magasinet ”Emil” i februar 1995:

”Nu kalder vi det ikke gruppearbejde mere. Det smager for meget af halvfjerdserne. Nu hedder det team-journalistik eller coaching. Men det er i virkeligheden det samme. Det er mærkeligt, at ikke flere insisterer på det, for intet er blevet dårligere af, at andre læser og kommenterer det. Det kan stoppe én fra at ende i de totale blindgyder”

Når din byline står på historien, så er det dig, der står på mål for den. Du får roserne, men du får også piskene – og de kan gøre ondt, når de uddeles i fuld offentlighed på vor tids digitale torvepladser i form af de sociale medier.

Så undgå fejl. Få en kollega til at læse eller høre eller se dit produkt, før det bliver offentliggjort. Også selv om det skal gå hurtigt.

--

Nej, vi er ikke aktører. Og journalister er ikke på lige fod med deres kilder. De er på god fod, men journalister nærer en sund mistro til alle – til høj som lav. Den kritiske sans går både op og ned. Til venstre såvel som til højre. Og journalisten holder sig tilbage med at give sin egen mening til kende.

Det gælder både i journalistikken og ved siden af. Sportsjournalisten bør nok gå lavt med sit klubtilhørsforhold. Den politiske journalist skal ikke fortælle, hvorvidt Mette Frederiksen er en fejl-casting. Og erhvervsjournalisten må ikke sidde med i et rådgiver-panel for en virksomhed.

Jeg tror, at journalistikken går en stor fremtid i møde. Der er brug for faget. Der er brug for journalister, der kan vælge til og fra og kuratere dagligdagens millioner af informationer.

Det bliver jeres opgave og udfordring. At arbejde ydmygt og til gavn for demokratiet. At være en sten i skoen på magthaverne. Og at evne at sætte sig ind i forholdene også hos borgere, der lever et helt andet liv og i helt andre rammer, end I selv gør.

I begyndelsen af denne forelæsning kunne jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle kalde jeres præstation – et svendebrev, en eksamen, en akademisk grad.

Jeg tror, jeg vil sige: Til lykke med kørekortet. For når man har taget sig kørekort, skal man først for alvor lære at køre bilen.

Og når man er blevet uddannet journalist, skal man først for alvor ud og gøre en forskel.

Jeg har store forventninger til jer.

Til lykke med det, og god fest!”

Tags: Medlemmer Af: Lars Werge

Kontakt

Relateret indhold

Tilbagebetaling
Overskydende kontingent retur på Nemkonto
Læs mere
24Syv: Fra frysepunkt til klar dialog på 24Syv
Jørgen Ramskov har en fortid, ’hvor hovedformålet var at holde så mange faglige møder som muligt’. I dag er han som chef for Radio 24Syv mere pragmatisk, men har stadig respekt for både...
Læs mere
Jydske: Samarbejdet på hård prøve
Topchefen på JydskeVestkysten mener, at det er blevet sværere at samarbejde, fordi danskernes vandring væk fra papiravisen presser priserne – også på journalister. Alligevel vil han kæmpe...
Læs mere

Arrangementer

Tag hånd om din karriere – bliv heldig med vilje
Dette er kurset for dig, der er opsagt, fritstillet eller har været ledig i kortere tid, og som har lyst til at finde ud af, hvad der skal være næste skridt i din karriere.
Læs mere
JobWorkShop - skriv så du bliver kaldt til samtale!
Mange af DJs medlemmer er gode til at skrive. Men de fleste kan blive bedre til at skrive en moderne effektiv jobansøgning. Lær at skrive personligt, konkret, virksomhedsrettet og om fremtiden.
Læs mere
Tag hånd om din karriere – bliv heldig med vilje
Dette er kurset for dig, der er opsagt, fritstillet eller har været ledig i kortere tid, og som har lyst til at finde ud af, hvad der skal være næste skridt i din karriere.
Læs mere