23. jan. 2012 – kl. 09.52

Ophæv sygedagpengenes begrænsning

Reglerne for sygedagpenge er ikke gode nok når det gælder langvarig sygdom. DJs socialrådgiver Lone Malm skriver sammen med en række kolleger indlæg i Politiken om problemerne med loft på sygedagpenge-periode. Reglerne bør laves om, hedder det. Læs indlægget her.

Ophæv sygedagpengenes begrænsning på 52 uger og dyrk i stedet en tidlig og effektiv indsats. Så vil mange slet ikke nå op på 52 ugers sygedagpenge, og de, der gør, vil fortsat kunne hjælpes.

Når mennesker, som har tilknytning til arbejdsmarkedet (uanset om de er i arbejde eller p.t. er arbejdsløse) bliver langvarigt syge, er det vigtigt at ”systemerne” sikrer, at de får den nødvendige hjælp til at komme hurtigst muligt tilbage til arbejdsmarkedet. Det kan både dreje sig om økonomi og om hjælp til fysisk, psykisk og beskæftigelsesmæssigt at komme på benene igen.

På det danske arbejdsmarked sker det temmelig ofte, at en medarbejder, der bliver syg, bliver opsagt på grund af sygdommen. Oven i købet er der stadig mange private virksomheder, som benytter sig af 120-dagesreglen, hvorefter en medarbejder kan opsiges med én måneds varsel efter 120 dages sygdom på et år. Med så let adgang til at opsige en medarbejder på grund af sygdom er det vigtigt, at det offentlige træder til med god hjælp til de syge.

Sygedagpengereglerne er gode, når det handler om sygdom af kortere varighed. Men når det handler om langvarig sygdom, er reglerne ikke gode nok – især ikke hvis det drejer sig om ”ukonkrete” sygdomme, som kan være vanskelige at diagnosticere præcist og svære at forudsige et præcist tidsforløb for. Det kan være alvorlige stress-relaterede sygdomme, svære smertetilstande, uafklarede funktionsnedsættelser osv. I disse tilfælde vil sygedagpengene ofte blive stoppet efter 52 uger.

Når sygedagpengene stopper efter et år, henvises den syge til kontanthjælp; men på grund af reglerne om ægtefælleforsørgelse og formue, for eksempel i bolig vil mange slet ikke være berettigede til kontanthjælp. Sygdommen bliver derfor den direkte årsag til en økonomisk deroute, som kan forværre helbredstilstanden yderligere og i sidste ende udstøde mennesker fra arbejdsmarkedet.

Derfor er sygedagpengenes tidsbegrænsning på 52 uger ikke hensigtsmæssig – hverken for den enkelte eller for samfundet. Sygedagpenge er og skal fortsat i princippet være en korttidsydelse, som man kan oppebære, indtil man igen kan træde ind på arbejdsmarkedet eller må henvises til revalidering, fleksjob eller førtidspension. Desværre er revalideringsmuligheden begrænset så væsentligt, at det ikke er en mulighed for folk med en uddannelse, og fleksjobordningen er ligeledes varslet forringet. Derfor er det endnu vigtigere, at der gøres op med 52 ugers reglen samtidig med, at indsatsen for at få folk tilbage i job forbedres, så flest muligt slet ikke får behov for en længere periode.

At der skal ske noget på opfølgnings- og aktiveringsområdet for de syge, er der ikke tvivl om. Det er da også annonceret som et vigtigt indsatsområde fra beskæftigelsesministeren. Vi skal ikke have flere tvungne meningsløse aktiveringsforløb for syge og ledige.

Der er for tiden et projekt i gang i flere kommuner, som handler om at få syge tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. TTA - tidligt tilbage til arbejdet hedder det. Projektets idé er i hovedsagen, at der skal sættes hurtigt ind med en professionel indsats i alle facetter af den syges liv, og det ser ud til, at erfaringerne med projektet er gode. Projektet slutter i april 2012 og evalueres på en konference i november 2012.

Hvis de positive forventninger holder stik, kunne denne metode være det oplagte bud på det fremtidige arbejde i kommunerne med at få mange flere tilbage i arbejde inden de 52 uger, og dermed ville det ikke være et problem at hæve grænsen til for eksempel to år.

Hermed ville man undgå, at mennesker med en almindelig fast tilknytning til arbejdsmarkedet, skal opleve en så voldsom økonomisk nedgang på grund af sygdom, at de risikerer at blive udstødt eller at få et betydeligt længere fravær fra arbejdsmarkedet, end sygdommen ellers ville betyde.  

TTA-projektet er finansieret af Forebyggelsesfonden. Hvis projektet gøres til en permanent metode, vil det blive på kommunernes budget. Men den sygedagpengeopfølgning, der foregår i dag, hvor en stor del af arbejdet udføres af andre aktører, koster også dyrt. Og hvis indsatsen kvalificeres og påbegyndes tidligt vil kommunerne spare penge, fordi de syge kommer hurtigere ud af dagpengesystemet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har i flere interviews sagt, at ingen skal falde for 52-uges reglen i 2012, og hendes ministerium vurderer, at det kommer til at koste 260 mio. kr. ekstra om året at ophæve sygedagpengeloftet. Udgifterne til dette er ikke lagt ind i finansloven for 2012, men hele spørgsmålet om aktivering og loft over sygedagpengene er henvist til trepartsforhandlingerne.

Det er erfaringen, at vores medlemmer generelt har meget stærke ønsker om at komme tilbage på arbejdsmarkedet helt eller delvist alt efter sygdommes art og prognose. Men indsatsen kommer for sent i gang, og fagforeningerne inddrages ikke med deres viden om medlemmernes arbejdsmarked og arbejdsforhold. Derfor rammer mange loftet på de 52 uger, og når økonomien smuldrer, bliver stressen værre, og så kan det gå rigtig galt. Så derfor – ophæv 52 ugers reglen for sygedagpenge nu.

Skrevet af Anne-Grete Stahl, Marianne Knudsen og Lone Malm.
Socialrådgivere i Forbundet Kommunikation og Sprog, Dansk Magisterforening, Gymnasieskolernes Lærerforening og Dansk Journalistforbund.

Tags: Beskæftigelsespolitik, Sygdom, Dagpenge Af: Lone Malm m.fl.

Kontakt

Relateret indhold

fravær pga. alvorlig sygdom
Hvis du ofte har fravær på grund af alvorlig sygdom, kan kommunen og din arbejdsgiver indgå en aftale om, at din arbejdsgiver fritages for at betale sygedagpenge de første 21 dage af hver sygeperiode...
Læs mere
Hvorfor er jeg medlem?
Medlemmer i DJ fortæller personlige beretninger om, hvornår og hvordan de har haft brug for en særlig indsats fra DJ. 'Journalisten' bringer i vinteren 11/12 en lang række medlemshistorier...
Læs mere
Stress med 110 km i timen
35-årige Jesper Egelund havde det hele. Kompetencerne og karrieren. Men pludselig faldt alt fra hinanden, kulminerende med at han, i et forsøg på at finde ro, kørte galt i sin bil med 110 km i timen.
Læs mere

Relaterede nyheder

Arbejdsmiljø skal være mere sexet
I mediebranchen er engagement og arbejdsglæde høj. Men det er kravene også, og graden af nedslidning blandt medarbejderne er stigende. DJ vil nu arbejde målrettet for mere bæredygtige arbejdspladser.
Læs mere
Hvad betyder globalisering for vores arbejde?
Hvad betyder det, at en stor del af mediearbejdet kan produceres langt billigere i andre dele af verden? DJ’s HB holder fredag høring om globalisering og internationalisering.
Læs mere
Sådan kan de ulige muligheder for barselsorlov ændres
DJ afgiver høringssvar i forhold til ændring af lov om barselsudligning. Konkrete løsningsmodeller giver politikerne mulighed for at agere nu til fordel for det fleksible arbejdsmarked.
Læs mere

Arrangementer

Pas på dig selv
DJ tilbyder to dages intensiv træning. Du lærer at mærke symptomerne på stress hos dig selv, du får redskaber til at håndtere det og mulighed for at øge din egen trivsel.
Læs mere
Fra stress til trivsel
Begrebet ”stress” har fyldt meget de seneste år. Og med god grund - stress er en reel trussel mod trivsel og helbred i en medieverden med konstante forandringer.
Læs mere