10. jan. 2012 – kl. 09.56

Nej til bødestraf til medierne

I dag lancerer Socialdemokraternes medieordfører i Jyllands-Posten tanken om, at Pressenævnet skal uddele bøder til medierne. Samtidig vil man diktere, hvor berigtigelser skal forefindes i medierne. Helt forkert, mener DJs formand, der kalder den politiske indblanden for en udemokratisk glidebane.

Med henvisning til en to år gammel sag, hvor Ekstra Bladet fejlagtigt bragte billede af en uskyldig mand på forsiden i en mordsag, foreslår Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen nu med opbakning fra Enhedslisten og oppositionen, at der skal falde bødestraffe til medierne, der bryder reglerne for god presseskik. Udmålt f.eks. af Pressenævnet, der skal have beføjelserne til at uddele bøder til medier, der fejler.

Samtidig er det Mogens Jensens holdning, at medierne skal bringe rettelser på samme plads og i samme format som de oprindelige fejlagtige artikler.

”Jeg synes forslaget med bøder til medierne er en udemokratisk glidebane. Pressenævnet skal ikke være en domstol, der på den måde kan straffe medierne økonomisk, hvis de laver fejl, og det hjælper ikke på at få rettet op på de problemer, der er”.

”Selvfølgelig sker fejl, og de skal rettes med det samme. Men det skal ske med mediernes selvregulering og kontrol af hinanden. Hvis medierne handler uetisk, svækker det deres troværdighed,og er til skade for deres forretning. Det ved medierne godt og bør også handle derefter”, siger Mogens Blicher Bjerregård, formand for DJ.

Også det politiske forslag om at berigtigelser skal ske samme sted, som man i første omgang fejlede, vækker undren i DJ.

”Jeg synes, det er utidig indblanden i mediernes frie redaktionelle proces. Og netop denne sag, viser at medierne selv kan regulere sig. F.eks. blev en række chefredaktører fornylig enige om, at berigtigelser af større fejl samt kendelser fra Pressenævnet skal foregå i dagbladenes side to. Det synes jeg er en god måde at vise at man har begået fejl”, siger Blicher Bjerregård.

Flere kræfter til Pressenævnet
I stedet for, at lovgive om bødestraffe til medierne og politiske diktater om placering af beklagelser, bør man se på, hvordan Pressenævnet kan få flere muskler, mener DJs formand:

”Jeg er ikke blind for, at der kan være problemer med etikken i ny og næ. Men løsningen er altså ikke politisk pres på medierne, det hører ikke hjemme. I stedet må vi se på, hvordan Pressenævnet som institution kan blive stærkere”, siger Blicher Bjerregård.

”Det kan for eksempel være ved, at vi fordomsfrit drøfter Pressenævnets mulighed for at tage flere sager op af egen drift, ved at netmedierne automatisk tilmeldes nævnet samt at det bliver bedre til at kommunikere kendelserne ud, så det bliver tydeligt både for medierne, for borgerne i samfundet og for de berørte parter, hvad Pressenævnet udtaler af kritik, og hvorfor det gør det.”

Mogens Blicher Bjerregård ser frem til at gå i dialog med mediernes aktører og politikerne i spørgsmålet om mediernes ansvar.

Læs Jyllands-Postens historie her.

Tags: Mediepolitik, Pressefrihed, Pressenævnet Af: Troels Johannesen

Relateret indhold

DJ går i brechen for mig
Alex Frank Larsen har ikke noget imod at vedkende sig ovenstående prædikat. Hans 45 år i journalistik har været præget af stædigt arbejde med klassiske journalistiske værdier. Det har da også...
Læs mere
Mediejura
DJs pjecer om aktindsigt, fotografering og privatlivets fred giver svar på mediejuridiske spørgsmål og fortæller, hvilke rettigheder du har, hvis du skal dække en retssag.
Læs mere
Adgang og akkreditering
Inden du planlægger at dække Folketingets åbning, en landskamp eller andre for vort land så vigtige begivenheder, bør du i god tid undersøge reglerne. Se listen over nogle af de institutioner...
Læs mere

Relaterede nyheder

Mediernes ansvar og etik til debat
Onsdag afholdt Folketingets rets – og kulturudvalg høring om medieetik og ansvar. DJs formand Mogens Blicher Bjerregård havde seks konkrete indsatsområder med i sit oplæg.
Læs mere
Pressefrihedsdag: Tyrkiet tager prisen
Det europæiske journalistforbund sætter fokus på de 100 fængslede journalister i Tyrkiet. Samt på forbedringer i et ellers betændt demokrati i Ungarn. Også DJ markerer Den Internationale Pressefriheds...
Læs mere
Stort udbytte af høring om journalistik
Der blev skåret ind til benet, da der søndag var DJ-høring om kvaliteten af dansk journalistik. Gør journalisterne det godt nok? Og hvordan kan vi gøre det bedre? DJ var vært ved høringen, der...
Læs mere