08. sep. 2011 – kl. 13.21
Affaldsgebyr – en freelancefarce
I et svar til DJ bebuder Miljøstyrelsen en frivillig affaldsordning for selvstændige, men ikke med tilbagevirkende kraft. Freelancere rammes stadig af det urimelige gebyr, og har man krav på fritagelse, tyr kommunen til et gebyr for ... fritagelsen!
Sidste år havde DJ-medlem Finn Jørgensen lidt selvstændig bibeskæftigelse. Omsætningen var under 10.000 kr., og der var intet overskud. Alligevel fik han en opkrævning fra kommunen for "virksomhedens brug af genbrugspladser".
Nu kunne Finn Jørgensen jo påvise, at han med en omsætning under 50.000 kr./årligt har krav på fritagelse for gebyret. Men i stedet har han blot modtaget en opkrævning fra kommunen på 1144 kr. i gebyr for fritagelsen.
DJs formand Mogens Blicher Bjerregård mener, både affaldsbekendtgørelsen og kommunernes forvaltning af den er helt hen i vejret:
"At enkeltpersoner, der forsøger at skabe deres egne job, og som beviseligt ikke genererer affald, skal rammes af absurde gebyrer, er ganske enkelt urimeligt."
DJ har på vegne af selvstændige medlemmer klaget over affaldsbekendtgørelsen til miljøminister Karen Ellemann. I et svar henviser Miljøstyrelsen til, at forligskredsen d. 1. juli vedtog en ny tilmeldeordning, hvor virksomheder fremover selv skal melde sig til og betale for at bruge genbrugspladserne til erhvervsaffald.
"Det er glædeligt, at politikerne lytter til kritikken," lyder det fra Mogens Blicher Bjerregård, der dog ryster på hovedet over, at der fortsat opkræves gebyrer for 2011.
DJ opfordrer alle medlemmer, der opkræves gebyr for fritagelse, til at klage over fritagelsen og bede om at få oplyst med hvilken hjemmel gebyret opkræves.
Læs om DJs brev til miljøministeren
Læs Miljøstyrelsens svar med beskrivelse af den nye tilmeldeordning
Tags:
Skat/moms,
Freelancer,
Selvstændig
Af: Kirstine