03. nov. 2011 – kl. 20.00

K2 nominerer medier til pris og næse

Børsen, Kristeligt Dagblad og andre. De er alle kandidater til årets ”K2-næse”, der gives til medier, som ikke gør nok for at få kvinder ind i ledelsen. DR, TV 2, Fyns Amts Avis og Ekstrabladet har derimod mulighed for at vinde ”K2-prisen” som en anerkendelse af deres indsats.

Tirsdag den 22. november 2011, kl.16.30, uddeler Netværket K2 årets næse og årets pris til de medier, der i år har gjort henholdsvis mindst og mest for at fremme kvinder i deres ledelse. 

Nyudnævnt ligestillingsminister Manu Sareen (R) deltager ved prisuddelingen og giver sit bud på, hvad der skal til for at skabe ligestilling på de danske mediearbejdspladser. 

Medier bliver i bunden

Både pris og næse uddeles på baggrund af nomineringer samt et nyt tjek af ledelsen på de nyhedsmedier, der placerede sig i bunden i 2010, når det kommer til kvinder i ledelsen. Undersøgelsen er foretaget af Netværket K2 i samarbejde med Dansk Journalistforbund. 

”Vi kan se, at en række af de medier, der var i bunden i 2010, slet ikke er i udvikling. Selvom de fik mulighed for at se, hvor de ligger i forhold til andre nyhedsmedier, har de ikke grebet chancen for at få flere kvinder i ledelsen,” siger Jenny Bøving Arendt fra Netværket K2.

”Derfor er det positivt at se, at der er bevægelse andre steder. Nye chefer på poster i Fyns Amts Avis og Ekstrabladet, der traditionelt ikke har haft mange kvinder i ledelsen, giver håb for en mere ligestillet fremtid, også i mediernes ledelser,” siger Jenny Bøving Arendt. 

Følgende medier er nomineret til K2-prisen: 

Ekstrabladet

Klassens frække dreng har fået sin første kvindelige chefredaktør. Karen Bro indgår fra juli 2011 i chefredaktionen og har det journalistiske ansvar for Ekstrabladet på print. Avisen, der ikke traditionelt har været kendt for kvindelige chefer, har dermed vist vejen for andre medier. 

DR

DR er nomineret for som det eneste medie at have skrevet under på Charter for flere kvinder i ledelse. Det kan godt være, at charteret endnu ikke har haft den store effekt hos mange af de deltagende arbejdspladser, som dokumenteret i Politiken i oktober. Men alene underskriften gør, at man kan blive holdt ansvarlig efterfølgende for, om man formår at fremme kvinder i ledelse. DRs direktion viser, at det godt kan lade sig gøre at finde egnede kandidater. Udover generaldirektør Maria Rørbye Rønn sidder fire mænd og fire kvinder i direktionen. 

TV2 Danmark

Danmarks mest sete tv-kanal har en topchef, der ønsker at arbejde for at få flere kvindelige ledere i alle typer virksomheder. Merete Eldrup er medlem af ligestillingsministerens ambassadørkorps for flere kvinder i ledelse og har dermed bl.a. forpligtet sig til at deltage aktivt i den offentlige debat om kvinder i ledelse. TV2 havde ved den seneste større undersøgelse foretaget af K2 i 2012 en høj andel af kvinder i alle ledelseslag på hovedredaktionerne i København og Odense. Ikke mindst var halvdelen af alle redaktionschefer kvinder. Vi indstiller derfor TV2 Danmark til dette års K2-pris, selvom der blandt chefredaktørerne med kun 17 procent er plads til forbedring. På TV2s regioner går andelen af kvinder også frem, regionerne har (på nær Bornholm) kvinder på mindst et ledelseslag, men andelen er ikke så høj som hos TV2’s hovedredaktioner. 

Fyns Amts Avis

I Svendborg har man i 2011 fundet de kvindelige ledere frem. I K2s undersøgelse i 2010 var Fyns Amts Avis blandt de medier i Danmark, der ikke havde en eneste kvindelig leder med indflydelse på journalistikken. I dag er Fyns Amts Avis fusioneret med Fyns Stiftstidende og har fået to nye kvindelige redaktionschefer. 

Følgende medier er nomineret til K2-næsen:

Børsen

Fire gange i træk har K2s analyser vist, at erhvervsavisen Børsen mangler kvinder i de øverste ledelseslag. I 2011 har avisen skiftet chefredaktør og udskiftet på en række poster. Der er dog stadig ingen kvinder i den del af ledelsen, der har indflydelse på journalistikken. Det viser K2s nye tjek af bundskraberne fra den omfattende undersøgelse i 2010. Børsen dækker erhvervslivet og magthaverne, skriver om innovation, ledelse og mangfoldighed, men ledes og redigeres primært af mænd. 

Kristeligt Dagblad

Der er tro, etik og eksistens i Kristeligt Dagblad, men kun få kvindelige ledere. I K2’s tjek er Kristeligt Dagblad for andet år i træk på listen over medier, der slet ingen kvindelige ledere har i de tre øverste ledelseslag. Avisen skriver ”om livets store spørgsmål”, men har ingen kvinder på toppen. 

Provinsmedier uden kvinder

En række provinsmedier havde hverken i 2010 eller i 2011 nogen kvindelige ledere blandt de chefer, der har indflydelse på journalistikken. Netop provinsmedierne kan ellers være fødekæde og træningsplads for kvindelige ledere. Men hverken TV2/Bornholm, Skive Folkeblad og Midtjyllands Avis har taget skridt til at forbedre andelen af kvinder i ledelsen siden 2010. 

Pressen inviteres til overrækkelsen af de to priser i Pressens Hus (Skolestuen), Skindergade 7, 1159 København K, tirsdag den 22. november kl. 16.30. 

Priserne overrækkes af chefredaktør Suzanne Moll, nyhedschef Radio 24/7. 

Program 

Kl.16.30 Velkommen og tag et glas. Ordstyrer Stine Carsten Kendal. 

Kl.17.00 Pris og næseoverrækkelse. Prisen overrækkes af Suzanne Moll, nyhedschef Radio 24/7. 

Kl.17.15 Ligestillingsminister Manu Sareen fortæller om sine visioner for flere kvinder i ledelse. Mulighed for spørgsmål. 

Kl.17.45 Reception 

Kl.18.30 Tak for i dag 

Ring til Jenny Bøving Arendt på tlf. 20 43 01 07 for flere oplysninger om K2 eller find netværket på Facebook.

 

Tags: Ligestilling Af: Esben Ørberg

Relateret indhold

Ligeløn
Kvindelige medlemmer af DJ får ca. 5% mindre i løn end mændene. Det er der i mange tilfælde saglige forklaringer på, men der findes også lønforskelle, der ikke kan begrundes sagligt. Se her,...
Læs mere
Opsigelse ved sygdom, barsel m.m.
Arbejdsgiveren kan godt fyre en medarbejder på grund af sygdom. Han kan også godt fyre en medarbejder, selvom vedkommende er syg, hvis han i øvrigt kan dokumentere en rimelig begrundelse for det.
Læs mere
Ligestilling
Ligestilling handler om meget andet end at sikre kvinder de samme goder som mænd. DJ tager udgangspunkt i begge køns vilkår i forhold til arbejdslivet, og arbejder for at fremme initiativer,...
Læs mere

Relaterede nyheder

Kvindelige dimittender overhaler mænd
Kvinder får nu mere i løn i deres første job end mændene, viser DJs dimittendstatistik for oktober 2011. Godt 1300 kroner i gennemsnit skiller kønnene.
Læs mere
Nydanskere underrepræsenteret i medierne
Ny rapport om nydanskeres repræsentation i mediernes styrker tesen: Nydanskerne er underrepræsenteret, og optræder oftest netop i deres egenskab af nydanskere. Det skal der gøres noget ved, mener...
Læs mere
Børsen får næse for få kvinder i toppen
Medienetværket K2 uddelte tirsdag en næse til Børsen for mangel på kvinder i ledelsen. DJ har bidraget til K2-undersøgelserne, der danner baggrund for 'prisen'.
Læs mere