18. mar. 2011 – kl. 09.26
Utilstrækkelig rapport om barselsudligning
I en stort anlagt rapport om barselsudligningsloven får kun syv repræsentanter fra gruppen af freelancere og selvstændige lov til at virke repræsentativt. COWI, der står for undersøgelsen har ikke inddraget DJ, der organiserer op mod 3000 freelancere og selvstændige.
I 2010 bestilte Beskæftigelsesministeriet en rapport hos konsulentvirksomheden COWI for at afdække, hvordan barselsudligningsloven fungerer. Rapporten havde blandt andet til formål at afdække, hvilket behov freelancere og selvstændige har for at kunne få finansieret deres barsel – noget som DJ er aktiv fortaler for.
Men i spørgeskemaet, der ligger til grund for rapporten, optræder kun syv ud af 1259 forældre, der ikke er fastansatte, og på den måde bliver syv tilfældige forældre og disses vilkår udslagsgivende for konklusionerne i rapporten. Konklusioner, der ifølge rapporten viser, at kun 800 kvindelige freelancere eller selvstændige skulle være på barsel, og at problemet med manglende barselsudligning derfor kun rammer 800 på landsplan.
DJ alene har op mod 3000 registrerede freelancere eller selvstændige, og DJs formand Mogens Blicher Bjerregård køber derfor ikke rapportens konklusioner på dette område:
”Rapporten er en tynd kop te når det kommer til at afdække behovet for barselsudligning til freelancere og selvstændige. Jeg mener ikke, rapporten er i nærheden af at afdække de reelle forhold på det fleksible arbejdsmarked. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre til en grundig høring blandt de mange organisationer og arbejdsgivere, der har problemerne tæt inde på livet”, siger Mogens Blicher Bjerregård.
DJ har i øvrigt netop afgivet høringssvar om barselsudligningsloven – en lov, Beskæftigelsesministeriet nu for tredje gang foreslår at udskyde evalueringen af. Læs høringssvaret her.
Læs mere om barsel for freelancere her.
Tags:
Freelancer,
Barsel
Af: Troels Johannesen