24. mar. 2011 – kl. 14.52
Sådan skal dit avisabonnement beskattes
Skat har præciseret reglerne for beskatning og indberetning af arbejdsgiverbetalt avis. Langt de fleste DJ-medlemmer skal ikke beskattes af den arbejdsgiverbetalte avis.
Som udgangspunkt er arbejdsgiverbetalt avis et gode, som skal beskattes. Dette skyldes at avis i hjemmet betragtes som en privat udgift. Dette gælder dog ikke hvis avisen i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde. Hvorvidt en avis kan siges at være stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde beror på en vurdering.
SKAT har via tre afgørelser i 2010 nu i nogle styreregler præciseret, hvilke udgangspunkter, der gælder denne vurdering. SKAT skriver:
1. Hvis en arbejdsgiver uden lønnedgang tilbyder sine ansatte en eller flere aviser leveret på medarbejdernes bopæl, er der en formodning for, at avisen eller aviserne i overvejende grad er til brug for arbejdet. I disse tilfælde kan arbejdsgiveren undlade at foretage en vurdering af, om enkelte ansatte eller personalegrupper ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af bagatelgrænsen. De medarbejdere, som ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af bagatelgrænsen, dvs. når avisen eller aviserne ikke kan siges i overvejende grad at være stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, skal selv selvangive værdien af fri avis.
2. Hvis en ansat går ned i løn for at få en eller flere aviser betalt af arbejdsgiveren leveret på medarbejderens bopæl, skal arbejdsgiveren konkret kunne begrunde, at avisen i overvejende grad anvendes af hensyn til medarbejderens arbejde. Den konkrete begrundelse kan dog foretages samlet for hele personalegrupper, såfremt personalegruppens arbejdsopgaver er ensartede. Det kan eksempelvis være en samlet vurdering af alle kommunikationsmedarbejdere i en virksomheds kommunikationsafdeling eller en samlet vurdering af akademiske medarbejdere i et direktionssekretariat, hvor en eller flere aviser vurderes i overvejende grad at være relevante for personalegruppens arbejde. Gruppen skal således udføre ensartede arbejdsopgaver for, at der kan foretages en samlet vurdering. Der er således ikke krav om, at arbejdsgiveren skal foretage en konkret vurdering for hver enkelt medarbejder.
Hvis avisen der i overvejende grad er ydet af hensyn til arbejdet ikke overstiger en bagatelgrænse på 5.500 kr. (2011 niveau) er avisen skattefri. For mange af DJs medlemmer vil dette betyde at arbejdsgiverbetalt avis ikke skal beskattes.
Reglerne gælder for indkomståret 2011.
Du kan se reglerne på SKATs hjemmeside.
Tags:
Skat/moms,
Ansættelseskontrakt
Af: Troels Johannesen