14. mar. 2011 – kl. 15.29

Den farlige uafhængighed

Den første uafhængige tv-station i Kurdistan er ubehagelig for det siddende styre, som ikke er vant til at blive modsagt. Ingen er i tvivl om, at det var grunden til at stationen blev raseret og udbrændt er kun 15 timers sendetid. DJ-støttede International Media Support prioriterer mediestøtte højt i Irak.

Klokken er 2 om natten den 17. februar 2011. Vi er i Sulaimaniyah, en millionby i Kurdistan i det nordlige Irak. Ved indgangen til det bevogtede beboelses- og kontorområde The German Village sidder to vagter. Pludselig kører en række store firehjulstrukne biler op imod porten og vagterne såres, den ene alvorligt. I løbet af to minutter når køretøjerne frem til deres mål, radio- og tv-stationen NRT. Her er der blot en enkelt vagt, som slås ned, hvorefter 50 maskerede mænd gennemsøger bygningens fire etager og sætter ild overalt, hvorefter de forsvinder. I løbet af få timer er alle computere og alt andet inventar brændt til ukendelighed – og tv-stationen bragt til tavshed blot tre dage og 15 timers sendetid efter åbningen af det, der var den første uafhængige tv-station i Kurdistan. 

Genopbygning i fuld gang

Vi besøger stationen 14 dage efter angrebet. Mindst 100 mand (foto på sitets forside) er i gang med at genetablere lokalerne for at kunne sende igen fra april. I nabobygningen sidder ejeren, Shaswar A. Qadir, en 32-årig forretningsmand, som siges at være god for 400 mio. dollars. Penge som han har tjent på især byggerier af op til 1000 huse om året. Hvad får ham til at smide 10 mio. dollars i tv-stationen blot for at den kan komme i luften:

 - Det kurdiske folk har krav på en uafhængig stemme. Ingen udover redaktionen har indflydelse på indholdet. Vi er ikke imod nogen. Vi ønsker blot at dække begivenhederne fair og neutralt. Men det er en torn i øjet på det regerende politiske parti, PUK og jeg finder det helt usandsynligt, at partiet ikke kender til gerningsmændene, siger Qadir. Alle 132 redaktionelle medarbejdere er fortsat lønnede mens håndværkerne arbejder i døgndrift med at genetablere redaktion og studier. 

Mange øjne hviler på Kurdistan

Angrebet blev hurtigt kendt uden for Kurdistan og er fordømt fra mange sider, bl.a. Det Hvide Hus. Det skyldes ikke mindst, at årsagen åbenlyst skyldes redaktionens redaktionelle linje. Udsendelserne begyndte nemlig samtidig med store demonstrationer, hvor demonstranterne kastede sten mod regeringspartiets hovedkontor. Mange indbyggere var trætte af partiets enerådighed og manglende evne til at sikre uddannelser og jobs. NRT-stationen dækkede demonstrationerne tæt – også da 15 demonstranter blev sårede og en dræbt af partiets politistyrker. Den partikontrollerede tv-station omtalte ikke begivenhederne. 

Radiostation også raseret af ???

NRT er ikke det eneste kurdiske medie, som har lidt overlast på det sidste. I den sydlige del af Sulaimaniyah-provinsen blev Radio Dang raseret af 10 bevæbnede mænd, som konfiskerede det udstyr, som de ikke brændte. Også i dette tilfælde er det åbenlyst, at stationen dækning af demonstrationerne, var årsagen til angrebet. På disse kanter er magthaverne ikke vant til at blive modsagt. 

Danskbaserede International Media Support har arbejdet i Irak siden 2005 med at styrke og udvikle uafhængige medier. Programkoordinator Osama al-Hababeh siger, at de uafhængige medier har meget vanskeligt ved at dække den seneste måneds demonstrationer: 

”Myndighederne beskylder medierne for at ophidse folk til oprør og vold og medierne stilles dagligt for retten. Myndighederne har deres egne medier, som slet ikke dækker demonstrationerne. Det er meget vanskeligt at være uafhængig i denne situation.” 

Drømmejobbet gik op i røg

Venus Faiq (billedet på forsiden) opgav tryg journalisttilværelse i Holland for at tage tilbage til hjemlandet Kurdistan for at lede den nye tv-station NRT. Efter blot 15 timers sendetid smadrede og udbrændte ukendte gerningsmænd den topmoderne tv-station.  

Da 47-årige Venus Faiq blev spurgt, om hun ville tage imod jobbet som programdirektør for NRT, var hun ikke i tvivl ret længe. Når hun overhovedet have betænkeligheder skyldtes det udelukkende, at hun skulle flytte fra Holland til hjemlandet Kurdistan og forlade sin 19-årige søn og et godt job på en radiostation i Haag.

Men hun havde ikke drømt om, at jobbet var så kontroversielt og fik en brat ende blot en time efter at hun havde forladt tv-stationen ved midnatstid den 17. februar. 15 timers sendetid over tre dage blev det til før bygningen stod som en udbrændt tomt på bakken over The German Village. 

Vi kommer igen!

- Vi kommer igen. Det moderne Kurdistan kan ikke overleve uden frie medier. Jeg er kommet hjem for at være med i den proces. Jeg er ikke bange, siger Venus Faiq, mens hun viser rundt i det store specialbyggede tv-studie, som gerningsmændene ikke rørte, mens hvor alle overflader er dækkede af et tyndt lag sod og aske. Hun viser, hvor hun selv var studievært på den sidste sendedag før angrebet: 

- Udsendelsen byggede udelukkende på samtaler med folk, som ringede ind. De fleste ringede fra demonstrationen og berettede om begivenhederne. Mange var oprørte over politistyrkernes brutalitet. Den type journalistik er ikke kendt i Kurdistan, selvom regionen på rekordtid er kommet sig efter mange års undertrykkelse fra Saddam Husseins regime. Vi sendte 18 interviews. De fire var med oppositionspolitikere og resten fra regeringspartiet. Er det skævvridning? Vi sendte også en politisk studiedebat, hvor oppositionspartiet Gorran deltog med en repræsentant. Naturligvis. Det er jo bare journalistik, siger kvinden, som utålmodigt venter på at kunne genindtage sine redaktionslokaler efter halvanden måneds pause. Hvad kan vi hjælpe med i Vesten, spørger vi? 

Hold øje med os

- Ved at være vores venner. Det er strømmet ind med sympatitilkendegivelser fra hele verden og vi vil gerne have at denne opmærksomhed fortsætter. Jo flere øjne, der hviler på os, jo sværere bliver det for vores modstandere – hvem de så end er – at gentage angrebet. Jeg tror at det er vores bedste sikkerhedkilde. 

NRTs journalister og teknikere er blevet trænet af kolleger fra et af deres store forbilleder Al Jazeera. Dertil kommer uddannelse hos IWPR, Institute for War and Peace Reporting. 

Vi besøger senere chefen for regeringskontoret for udenrigsanliggender Falah Mustafa Bakir og kommentere tv-angrebet og de mange protester fra nær og fjern. Han bedyrer, at angrebet på NRT skal efterforskes og at de skyldige skal for en dommer og dømmes. Han taler varmt om betydningen af frie medier i opbygningen af demokratiske samfund. 

Landet som ikke findes 

Kurdistan ligger i det nordlige og nordøstlige Irak og er dobbelt så stort som Danmark. Her bor 6 mio. af verdens 28 mio. kurdere. Tyrkiet huser 14 mio. kurdere og der bor også mange kurdere i Syrien, Iran og Armenien – og Sverige. Kurderne i Irak har udbredt selvstyre og ved frie valg har partierne KDP og PUK delt magten imellem sig. Ved seneste valg i 2009 opnåede et nyt parti, Goran (Forandring) ca. 20 pct. af stemmerne, men har ikke kunnet gøre sig gældende på grund af magtdelingen mellem de to store. 

Kurderne var forfulgte af Saddam Hussein, men har siden Saddams fald i 2003 opnået store fremskridt i Kurdistan, som er et af de mest velhavende områder i Mellemøsten. Alligevel er der frustration over arbejdsløshed, korruption, manglende sociale services og demokratisk praksis. Kun få tror på en selvstændig kurdisk stat, fordi den irakiske forfatning tager udbredte hensyn til kurderne og Kurdistan.               

Tags: Pressefrihed, Public Service, TV Af: Esben Ørberg

Relateret indhold

Dansk Video Tekst
Rammeaftalen omfatter Dansk Video Tekst og Camp David A/S
Læs mere
Nordisk Film TV A/S, Husaftale
Husaftale mellem medarbejderne i Nordisk Film TV A/S og Nordisk Film TV A/S
Læs mere
Prima Vista/Subline 2009-2010
Prima Vista/Subline er et dansk tekstningsfirma, der har enkelte fastansættelser og arbejder med både A-lønnede og selvstændige freelancetekstere.
Læs mere

Relaterede nyheder

Mediernes ansvar og etik til debat
Onsdag afholdt Folketingets rets – og kulturudvalg høring om medieetik og ansvar. DJs formand Mogens Blicher Bjerregård havde seks konkrete indsatsområder med i sit oplæg.
Læs mere
Pressefrihedsdag: Tyrkiet tager prisen
Det europæiske journalistforbund sætter fokus på de 100 fængslede journalister i Tyrkiet. Samt på forbedringer i et ellers betændt demokrati i Ungarn. Også DJ markerer Den Internationale Pressefriheds...
Læs mere
Europæiske journalister under pres
Det er ikke kun i andre verdensdele, at journalister har svært ved at arbejde frit. Den nyeste udgave af EFJs nyhedsbrev melder om masser af hindringer for den frie journalistik i Europa.
Læs mere