18. feb. 2011 – kl. 10.44

Aller fyrer de ældste

Ude & Hjemme og Familie Journalen halverer deres fælles layoutafdeling. De 5 fyredes gennemsnitsalder er 59 år.

Onsdag blev der afleveret fyresedler til 5 layoutere/AD’ere på de to Aller-ugeblade. Gennemsnitsalderen for de 5 er 59 år, mens gennemsnitsalderen for de tilbageblevne er ca. 51 år. Fyringerne begrundes i overgang til skabelonredigering, der indebærer at journalisterne skal skrive deres historier ind i en på forhånd given ramme, så redigering og layout rationaliseres. Faglig konsulent i DJ Flemming Reinvard siger:

- Det er altid en ulykke, når trofaste medarbejdere gennem mange år pludselig kastes på gaden og får kuldkastet alle planer, de måtte have om en fremtidig afgang fra arbejdsmarkedet. For i denne del af branchen og i den aldersgruppe er sandsynligheden for ny fast ansættelse ikke særligt stor.  

- Det må også være uendelig svært for medarbejderne de kommende måneder at skulle hjælpe deres arbejdsgiver med at save den gren over, de selv sidder på over. For de skal jo de næste 4 måneder hjælpe til med overgangen til, at de selv kan undværes, siger Flemming Reinvard.

 Efter forhandlinger med medarbejderforeningen er de fyrede blevet tilbudt valget mellem at kunne blive fritstillet efter de første fire måneder af opsigelsen, eller arbejde i hele opsigelsesperioden og derved modtage en ”fastholdelsesbonus” på en månedsløn + 50.000 kr. eller 100.000 kr., hvis de pågældende har været ansat mellem 10 og 25 år eller over 25 år. 

Der er endvidere sat penge af til efteruddannelse/omskoling og anden hjælp til de fyrede, der anvendes gennem individuelle aftaler efter medarbejdernes behov. 

- Jeg er efter omstændighederne tilfreds med de tiltag, der bliver gjort for de opsagte, og der har været et særdeles tilfredsstillende samarbejde med de to chefredaktører i forløbet omkring fyringerne. Men man kan ikke lade være med at være bekymret for, om der er skåret for dybt, og om det vil gå ud over kvaliteten og arbejdsmiljøet for de tilbageblevne kollegaer. Der ligger jo stadig et stort arbejde foran os, og vi vil i TR-gruppen arbejde hårdt for at finde de bedste individuelle løsninger for vores fyrede kollegaer, siger tillidsrepræsentant Morten Mejnecke. 

Der er planlagt en udrulning af skabelonredigerings-systemet på Aller Medias øvrige blade, så den sidste afskedigelse af fastansatte layoutere er måske ikke set endnu, så for layoutergruppen som sådan ser fremtiden ikke videre lys ud. 

Fyringerne på Ude & Hjemme og Familie Journalen kommer oven på en udvikling, hvor dele af layouternes job i takt med den teknologiske udvikling flyttes til en del af redaktionssekretærernes og journalisternes arbejde, mens de mest tekniske funktioner udflages til Østeuropa eller Sydøstasien. 

Karen Hedegaard, der er formand for Visuelt Forum, DJs specialgruppe for layoutere, grafikere og AD’ere siger:

- Når man bruger skabelonbaseret layout, tager man det spændende, det overraskende, det innovative ud af layoutet - siderne vil blive ensartede fra gang til gang, og layouteren får ikke mulighed for at tilrettelægge sit layout til indholdet i lige netop dén historie, hun skal formidle. 

- I dag, hvor de trykte medier kæmper med de elektroniske medier om markedet, er det en særlig grund til at satse på, at layoutet i de trykte medier giver læseren en ekstra visuel oplevelse. Ellers kan det hurtigt ende med, at læseren føler, at hun ligeså godt kunne få sine læseoplevelser via de elektroniske medier, siger Karen Hedegaard.

Tags: Opsigelse, Grafiker/illustrator Af: Esben Ørberg

Relateret indhold

Barsel og opsigelse
Lov om ligebehandling m.v. forbyder arbejdsgiveren at fyre en medarbejder på grund af graviditet. Men det er ikke forbudt at fyre en, der er gravid eller på barsel.
Læs mere
Opsigelse
Danmark er det land i EU, hvor det er nemmest/billigst for arbejdsgiverne at fyre sine ansatte. Det skyldes ”Den danske model”, der indebærer, at lovgivningsmagten overlader det til arbejdsmarkedets...
Læs mere
Opsigelse begrundet i medarbejderforhold
Bliver du konfronteret med muligheden for fyring (fremsatte trusler, mundtlig eller skriftlig advarsel), så tag kontakt til tillidsrepræsentanten (TR) med det samme. Din TR er uddannet af DJ...
Læs mere

Relaterede nyheder

Magasinet Journalisten nomineret i konkurrence om magasindesign
DJs fagblad, Journalisten, er blandt de nominerede, når Foreningen Magasindesignere i Danmark (MDID) for anden gang uddeler priser for bedste magasindesign i 2011 den 25. maj.
Læs mere
Chili lukkes - information til berørte medlemmer
Aller Media lukker gratismagasinet Chili. 19 medarbejdere fyres, herunder omkring halvdelen DJ-medlemmer. DJ afholder informationsmøde for medlemmer onsdag kl. 16.
Læs mere
Trist med lukning af Urban
Berlingske Media lukker URBAN og stillinger nedlægges i resten af koncernen. DJ håber på, at medarbejderne kan omplaceres i den store mediekoncern.
Læs mere

Arrangementer

Fang dine brugeres øjne – webdesign og billeder til nettet (Betalingskursus)
Gør dine billeder klar til nettet og styrk dine visuelle budskaber
Læs mere
Pas på dig selv
DJ tilbyder to dages intensiv træning. Du lærer at mærke symptomerne på stress hos dig selv, du får redskaber til at håndtere det og mulighed for at øge din egen trivsel.
Læs mere
Startkursus for grafiske designere
Er du nyuddannet grafisk designer med en plan om at starte for dig selv? Eller er du ved at gøre klar til at styre dit eget arbejdsliv efter flere år som lønmodtager?
Læs mere