14. dec. 2011 – kl. 17.42
Cavling-komiteen har i dag, 14. december 2011, nomineret følgende fem journalistiske præstationer til årets Cavlingpris:
Ulrik Dahlin og Anton Geist, Information, for artikelserie om retsløse, unge statsløse, som på grund af fejlregistrering mistede retten til statsborgerskab.
Line Holm Nielsen og Mads Nissen, Berlingske, for beretning i tekst og billeder om en dansk kvindes forsøg på at redde et nepalesisk barn med vand i hovedet.
Claus Blok Thomsen, Michael Lund, Anders Legarth Schmidt og John Hansen, Politiken, for serien ”Dødtrætte piloter” om manglende flysikkerhed.
Thomas Gösta Svensson og Kristian Kornø, Ekstra Bladet, for serie om gravide, der fik lykkepiller trods myndigheders og medicinalvirksomheders kendskab til alvorlige bivirkninger.
Morten Halskov og Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, for afdækning af kommuners ulovlige brug af private firmaer til at fratage borgere deres sygedagpenge.
Der var i alt 63 forslag til prisen i år, heraf 43 forskellige.
Cavling-komiteen beslutter onsdag den 4. januar 2012, hvem der skal have årets pris. To dage senere, fredag den 6. januar 2012 kl. 15.00 overrækkes prisen i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København K. Ved prisoverrækkelsen bliver samtlige nominerede hyldet med en uddybende begrundelse. Pressens minister, statsminister Helle Thorning-Schmidt, deltager ved prisoverrækkelsen.
Cavling-komiteen består af formand Kurt Strand, freelance/kurtstrand.dk, Abelone Glahn, First Link Kommunikation, Marianne Nielsen, Ekstra Bladet, Kirsten Pilgaard, NORDJYSKE Medier og Torben Møller, DR Midt & Vest.
Kurt Strand kan træffes på 21 29 70 36.
Læs mere om Cavling-prisen på Journalistforbundet.dk/cavling