23. okt. 2010 – kl. 10.57
Alle medarbejderes individuelle samlede løn stiger med 1 %, og der er afsat en pulje på 0,5 % til ledelsens fordeling på personlige tillæg. Pr. 1. oktober 2011 stiger hver medarbejders individuelle samlede løn med 1,5 %, og der forhandles lokalt om en pulje til fordeling på personlige tillæg.
Der indføres fra julen 2011 fri med løn mellem jul og nytår, hvor aviserne ikke udkommer, så medarbejderne ikke længere er tvungne til at bruge feriedage. Det har en værdi af 1,5 %, da en fridag ”koster” en halv procent, men vil i 2011 udløse fire betalte fridage svarende til 2 %.
Overenskomsten giver nu medarbejderne ret til frihed med løn, når det er nødvendigt med indlæggelse sammen med sit barn på hospital – dog højst en uge pr. barn pr. år. Samtidig sikres medarbejdere, der er fraværende på barsel, samme mulighed som alle andre for at forhandle deres personlige tillæg, og tillidsrepræsentanten inddrages heri.
Der er aftalt en ferieoverførselsordning, der muliggør ferieoverførsel af en uge til året efter, og desuden er fritvalgsordningen (årligt valg af 2 % ekstra ferietillæg, 2 % ekstra pension eller 4 feriefridage) blevet skrevet ind i overenskomsten og administrationen heraf præciseret.
Endeligt er det aftalt, at årets ubrugte efteruddannelse ikke automatisk overføres til året efter (højst 2 uger), men kun kan overføres efter aftale – med undtagelse af medarbejdere, der pga. barsel er afskåret herfra. Til gengæld er der præciseret bestemmelser om fælles efteruddannelsesplanlægning i samarbejde med tillidsrepræsentanten med indkaldelse af medarbejdernes ønsker to gange årligt.
Det har været afgørende for resultatet, at metroXpress kom så lempeligt gennem 2010 som muligt, mens det for medarbejderne var helt afgørende, at den samlede løsning sikrede deres realløn – og lidt til, da de med stor fleksibilitet lykkes at udgive to aviser med en stærkt begrænset medarbejderstab efter de af finanskrisen afledte afskedigelser sidste år.
metroXpress Danmark og DJs faglige udvalg har også godkendt overenskomstfornyelsen.
Infopaq og DJ er blevet enige om at forny parternes overenskomst fra 1. oktober og 2 år frem. Lønnen stiger i perioden - ud over dyrtidsreguleringen - med 2 % i 2010 og 3 % i 2011. Der er indføjet et nyt skalatrin ”0” – svarende til den nuværende mindsteløn, som først reguleres med dyrtidsreguleringen pr. 1. oktober 2011. Overenskomsten er i øvrigt ”moderniseret” og bragt i overensstemmelse med den faktiske praksis på arbejdspladsen.
Medarbejderne under overenskomsten og DJs faglige udvalg har godkendt overenskomstfornyelsen.