26. mar. 2009 – kl. 09.31

Beretning

Det Internationale Journalistforbund (IFJ) er dybt bekymrede over planer i USA om at lempe på reglerne for, hvor mange medier den samme mediekoncern kan eje. 2. juni skal USA's Federal Communications Commission (FCC) stemme om planerne, som indtil videre er blevet holdt hemmelige for den amerikanske befolkning.

IFJ forlanger nu, at den fem mand store kommission spiller med åbne kort og lægger forslagene frem for offentligheden, så de kan blive diskuteret, før kommissærerne stemmer. “Hele ideen med kommissionen er, at den skal agere i den offentlige interesse, men lige nu er politikerne i færd med at give glitrende priser til deres venner i medierne på en måde, der kan komme til at koste demokratiet dyrt,” siger IFJ's generalsekretær Aidan White.

Ifølge IFJ vil mange af de nuværende restriktioner forsvinde, så det for eksempel bliver muligt for en mediekoncern at eje to tv-stationer på det samme marked og op til tre i større byer som New York og Los Angeles. Det er også planen at tillade, at en mediekoncern kan sætte sig på op til 45 procent af det nationale marked, hvilket vil være en forøgelse på ti procent i forhold til i dag.

"Kontrollen med nyheder og informationsstrømmen i det hele taget vil på den måde overgå til en håndfuld mediegiganter. Det er en proces, som vil indsnævre spekret af ideer og meninger, der får plads i det offentlige rum, ligesom der vil ske en marginalisering af mindretalssynspunkter," påpeger Aidan White.

Blandt journalister og mediefolk i USA er der stor utilfredshed med planerne.

"Deres vrede er velbegrundet", siger Aidan White. "Fagforbundene er klar over, at slækker man på kravene til regler om ejerskab, så fører det ofte til lavere professionelle standarder, dårligere arbejdsforhold og ringere kvalitet i medierne."

IFJ mener, at reglerne mod koncentration af ejerskab af medier bør være strammere - ikke løsere - og forbundet peger på en bekymrende udvikling i antallet af mediekoncerner, der forsøger at styre den redaktionelle dækning i en bestemt retning.

I Canada har firmaet CanWest vedtaget en redaktionel politik, der skal gælde for hele dets netværk af aviser og fjernssynstationer uanset lokale forhold. I Italien har mediemogulen Silvio Berlusconi en foruroligende dobbeltrolle som premierminister og ejer af de fleste af landets tv-stationer. Og Rupert Murdoch, der ejer News Corporation, er notorisk kendt for at blande sig i redaktionelle processer - senest i forbindelse med Irakkrigen, hvor hele netværket af 150 stationer på fem kontinenter fulgte hans linie om at støtte USA's og Storbritanniens politik. Murdoch ejer også Fox Network i USA, som står til at få størst fordel af FCC's planlagte ændringer.

FCC's fem kommissærer skal stemme om forslagene til ændringer på et møde 2. juni. De republikanske medlemmer siger, at de eksisterende regler er blevet overflødige i takt med udbredelsen af kabel-tv, satellit-tv og internettet. Kommissionens to medlemmer fra Demokraterne mener, at FCC's formand, Michael Powell, forsøger at forhaste en proces, som burde være genstand for meget mere offentlig debat.

 IFJ: Farlig udvikling i USA