22. maj. 2007 – kl. 14.31

Grønland: Pressenævns-forringelse på vej ud efter pres fra DJ

Det grønlandske regeringsparti Atassut er stærkt påvirket af DJs indsigelse mod et forslag til revision af medieansvarsloven. DJs delegeretmøde-udtalelse er således direkte årsag til at forslaget foreløbig er udskudt til efteråret.

Formanden for Grønlands Pressenævn skal udpeges af det grønlandske parlament, Landstinget. Dette forslag var i april på vej til vedtagelse, men i sidste øjeblik modtog landstingsmedlemmerne en advarende udtalelse fra DJs delegeretmøde. Nu er forslaget på vej i glemmebogen – dog i første omgang udskudt til efteråret.

DJs 400 tillidsvalgte udtrykte i udtalelsen vigtigheden af at bevare armlængdeprincippet og at man fortsætter med at udpege en juridisk sagkyndig som formand. Delegeretmødet vender sig stærkt imod en politisk udpeget formand. Hidtil har den danske medieansvarslov været gældende, men fra 1. juli er det Landsstyret, som udpeger medlemmerne af pressenævnet.

Formanden for Landstingets kulturudvalg, Kristian Jeremiassen fra regeringspartiet Atassut siger nu, at ”vi kan godt følge den bekymring der gives udtryk for fra fagfolkenes side, og derfor har vi valgt at arbejde for at få udsat 2. behandlingen til efterårssamlingen 2007.” Foruden DJs kritik indløb der også markant kritik fra WAN, World Association of Newspapers. Jeremiassen tilføjer:

”Årsagen er, at udvalget har modtaget dels en henvendelse fra Dansk Journalistforbund, dels fra en international nyhedsorganisation. Begge henvendelser ønsker udvalget mere tid til at behandle. Det er ATASSUT´s holdning at der ikke skal herske tvivl om at Pressenævnet i Grønland til hver en tid skal kunne arbejde med sager, uden at der stilles spørgsmålstegn ved medlemmernes og ikke mindst formandens integritet, og vi har forstået at der fra journalisterne og deres organisationers side stilles spørgsmålstegn ved at der i den kommende lov er hjemmel til at give landsstyret mandat til at udpege formanden, og vi kan godt følge den bekymring der gives udtryk for fra fagfolkenes side, og derfor har vi valgt at arbejde for at få udsat 2. behandlingen til efterårssamlingen 2007. Udsættelsen vil give os mulighed for at behandle dels henvendelserne fra den lokale journalistforening samt forbundet og ikke mindst det internationale journalistforbund omkring de problemstillinger der er forbundet med lovforslaget.”

Der er dog næppe tvivl om, at Landsstyret – den grønlandske regering – også er påvirket af det store oppositionsparti, Demokraternes kritik. Herfra kaldes forslaget om nævnets formand samt hele lovforslaget for noget ’makværk.’ Partiets næstformand, landstingsmedlem Jens B. Frederiksen siger:

”Vores holdning er helt klart, at vi mener, at den foreslåede medieansvarslov er et stykke politisk makværk, som vi ikke er tjent med.

Årsagen til at den blev udskudt til efterårssamlingen var, at Landsdommeren i Grønlands høringssvar blev afleveret meget sent til udvalget. Der blev skabt særdeles stor tvivl om, hvorvidt Grønlands Hjemmestyre i det hele taget har kompetencen til at lave denne lov med dertilhørende foranstaltningsbestemmelse eller om det er den danske stat, der har kompetencen.

For Demokraterne er det et springende punkt, at Landsdommeren i Grønland bliver født formand for nævnet, ligesom vi ønskede partier og organisationers hjemmesider omfattet af loven også,” siger Frederiksen.

DJs grønlandske kreds har tidligere protesteret.

Tags: Pressenævnet Af: Mette Eeg

Relaterede nyheder

Mediernes ansvar og etik til debat
Onsdag afholdt Folketingets rets – og kulturudvalg høring om medieetik og ansvar. DJs formand Mogens Blicher Bjerregård havde seks konkrete indsatsområder med i sit oplæg.
Læs mere
Stort udbytte af høring om journalistik
Der blev skåret ind til benet, da der søndag var DJ-høring om kvaliteten af dansk journalistik. Gør journalisterne det godt nok? Og hvordan kan vi gøre det bedre? DJ var vært ved høringen, der...
Læs mere
Carsten Nielsen-legatet til Kaare R. Skou
Den tidligere TV 2-journalist modtager DJs kollegiale pris for 20 års arbejde i Pressenævnet og for at have givet danskerne grundlæggende forståelse for demokratiets spilleregler.
Læs mere