26. okt. 2005 – kl. 08.45
26. oktober 2005- Et slag i luften eller endnu et PR-stunt, vælg selv. Et er i hvert fald sikkert: Regeringen lovforslag om ligelønsstatistik får ingen som helst praktisk betydning i mediebranchen, siger DJs næstformand Fred Jacobsen.
Årsagen er, at regeringens lovforslag hæver grænsen for lovens dækningsområde til kun at gælde virksomheder med over 35 ansatte. Oveni har man hævet betingelserne for at skulle udlevere ligelønsstatistik til kun at omhandle stillinger, hvor der både er mindst 10 mænd og 10 kvinder. Og endelig skal der kun sammenlignes på ens stillinger med samme disco-kode, selv om ligelønsloven gælder ”arbejde af samme værdi”, der ikke nødvendigvis udføres af medarbejdere med samme formelle titel.
På Dansk Journalistforbunds område betyder det, at kun 21 virksomheder ud af de 1100 virksomheder, DJs medlemmer er ansat på, opfylder begge kriterier. Og ud af de 28 stillingsbetegnelser, forbundets medlemmer bærer, er det stort set kun stillingen som ”journalist”, der vil blive omfattet. Kun tre dagblade kan mønstre mindst 10 ”redaktionssekretærer” af hvert køn, og derudover er det kun ”redigeringsteknikere” i DR og ”undervisere” på Danmarks Journalisthøjskole, der vil blive omfattet.
- Dermed er en sådan statistik fuldstændig betydningsløs for DJ. De 21 virksomheder er store etablerede medievirksomheder, hvor man i forvejen udleverer lønstatistiske oplysninger, og hvor ligelønsproblematikken i forvejen er belyst. Derimod er der ingen hjælp overhovedet til de medlemmer, der virkelig havde brug for en ligelønsstatistik til at påvise urimeligheder, i virksomheder, der kun under lovtvang vil udlevere lønstatistiske oplysninger siger Fred Jacobsen.
VK-regeringen bremsede som en af sine første embedsgerninger den lov om ligelønsstatistik, som den tidligere SR-regering havde fået vedtaget i Folketinget. Den daværende lov, som altså ikke nåede at træde i kraft, gjaldt for virksomheder med mindst 10 ansatte og mindst 5 af hvert køn i samme stilling, og ville derfor have betydet et mere effektivt redskab til dokumentation af ligelønsproblemer.
For det er de ansatte, der vil påstå sig forskelsbehandlet, der skal dokumentere dette, men som sjældent har mulighed for det, fordi arbejdsgiveren, der sidder inde med bevismaterialet, ikke vil udlevere det. Og det hjælper VK-regeringen dem nu til at kunne fortsætte med. Når regeringen ikke kunne holde til blot at aflyse loven, men har måttet genfremsætte en amputeret udgave, skyldes det alene, at loven er baseret på et EU-direktiv, som Danmark er forpligtet til at omsætte til lovgivning.
- Derfor klinger det hult, når Claus Hjort Frederiksen kalder sit lovforslag for ”et af de vigtigste i regeringens lovkatalog”. Her er der ikke tale om ny vin på gamle flasker. Der er tale om en gammel flaske, som regeringen har tømt for indhold, siger Fred Jacobsen.
- Dansk Folkeparti har nu meddelt, at de støtter lovforslaget. Hvor mange stramninger på udlændingeområdet, har de mon fået for at støtte dette lovforslag, der er i modstrid med deres egen arbejdsmarkedspolitik, spørger Fred Jacobsen, der appellerer til Folketinget om at lade være med at lade sig misbruge til at vedtage indholdstom lovgivning.