Jesper arbejdede i flere år som journalist på Ritzau, men en forkærlighed for arbejdsmarkedsstof gjorde, at Ritzau blev droppet til fordel for et journalistjob i hovedorganisationen FTF. Det var drømmejobbet, og det første år kunne han det hele. Men ud af det blå begyndte tingene at gå skævt for Jesper. Han blev gentagende gange nødt til at undskylde over for sine kollegaer for at have hidset sig op over de mindste bagateller. Han begyndte så småt at kunne se skæret fra de stressindikerende advarselslamper, da han i arbejdstiden blev nødt til at lave åndedrætsøvelser for at komme igennem dagen.
Men hva’ fanden, han havde jo allerede prøvet at sidde på Ritzau med deadlines til op over begge ører, så han kunne da umuligt føle sig stresset nu.
Jesper havde selv skrevet meget om folk, der blev ramt af stress, men selvom han var særdeles velbevandret inden for netop stress, havde han ikke redskaberne til at forstå, at han gik rundt med de samme problemer, som han skrev om.
”Jeg lyttede ikke på mig selv, og jeg burde have gjort noget ved alle faresignalerne, men jeg havde ikke redskaberne til det. Vi lever i et samfund, hvor vi ikke bliver trænet i mental sundhed. Vi ved godt, at et brækket ben skal repareres, men hvad gør man, hvis der er noget galt i hovedet?”, spørger Jesper.
Der skulle en bilulykke til
Jesper kunne hverken finde ro på sit arbejde eller i sit hjem. Han fattede ikke, at hans dagligdag blev dikteret af stress. Det var først, da en bekendt bad ham om at opsøge hjælp, at han blev opmærksom på de mange faresignaler.
Jesper meldte sig syg, og han var så desperat for at få ro, at han tog til et lånt sommerhus i Vestjylland. Men på vej derover kørte han galt i sin bil og røg ind i autoværnet med 110 km i timen. På daværende tidspunkt havde han endnu ikke accepteret, at han var syg, men braget var som et vækkeur for ham. Han vågnede op til en helt anden virkelighed, end han havde været vant til. Han var syg.
”Der er noget helt galt, når man ikke kan føle ro ved at være i det hjem, du har boet adskillelige år i. Hva’ fanden er det? Og så kører du galt. Så begyndte det at gå op for mig, at der var noget helt galt”, siger Jesper.
Som 40 i feber
Erkendelsen var første skridt i et maraton af et løb for at blive rask igen. Men det var et stort skridt for Jesper, der godt vidste, at han deltog i et maraton, men han anede ikke, hvordan han kom i mål. Han rettede blikket mod DJ, der hjalp ham de første skridt på vejen.
”Jeg ville gerne have det anderledes, men jeg vidste ikke, hvordan jeg fik det. Jeg prøvede at ringe til DJ, og jeg ringede simpelthen bare til omstillingen, og det var befriende at spørge så dumt. Jeg har brug for hjælp, kan I hjælpe mig? Der gik meget kort tid, før jeg fik det første råd, der gik på, at jeg skulle fortælle mine omgivelser, at jeg havde 40 i feber, og så skulle jeg gå hjem og slappe af”, fortæller Jesper.
Men selvom han tog imod hjælpen med kyshånd, var der ikke meget afslapning at finde, da han kom hjem. Han havde ikke noget sår at fremvise som bevis på sygdommen, og han frygtede i starten omgivelsernes reaktion på hans sygemelding. Der skulle gå små to uger, før han kunne finde frem til den ro, han så desperat ledte efter.
”De første 10-12 dage sad jeg bare og ventede på, at folk skulle komme og kalde mig pjækkerøv. Men pludselig brød jeg sammen og sov 13 timer om natten og til middag hver dag. Først to måneder inde i min sygemelding begyndte vi så småt den reelle behandling. Det er lidt ligesom med et sår. Det giver ikke mening at pille i det med det samme, for det skal hele først. Med DJs hjælp begyndte jeg så at gå intenst hos en coach, og det var benhårdt, men det var også meget lærerigt”, siger Jesper.
Livet er hårdt og gør ondt
Det var altså starten på en lang og sej kamp for Jesper, der mener, at udbredelsen af stress er tæt forbundet med det faktum, at vi har en meget usund holdning til livet. Vi glemmer ofte, at det er i orden, at alt ikke altid er lige godt.
”Jeg tror, at vi her i Norden har det svært med, når vi ikke trives mentalt. Det må helst ikke gøre ondt, og vi skal bare have det godt i stedet for at finde ud af, hvorfor det gør ondt. Livet er hårdt, og det gør ondt, og det bliver vi nødt til at acceptere. Hvis det skal gøre godt, skal det også på et tidspunkt gøre ondt. Det handler om at lære at acceptere og håndtere modgang”, påpeger han i dag.
Men det er ikke kun accepten af livet på godt og ondt, som vi mangler. Jesper mener også, at noget af forklaringen ligger forankret i faget journalistik, som kan være med til at svare på, hvorfor mediebranchen er så hårdt ramt af stress, som den er. Som journalist kan man det hele, og man har ikke brug for hjælp. Idéen om at man kan det hele selv holder bare ikke i længden, har Jesper erkendt.
”Spørg om hjælp og erkend, at man ikke altid selv har svaret. Anerkend at der er nogen, der ved, hvad det her går ud på. Der er jo folk, der udelukkende beskæftiger sig med, hvad der gør os syge på sjælen, og hvad der gør os stresset. De mennesker findes, og det gør de også i DJ”, siger Jesper.
Jesper er nu tilbage i sin stilling i FTF og arbejder nu igen fuld tid efter gradvist at have optrappet sin ugentlige arbejdstid, og han påpeger, at han aldrig har haft det bedre, end han har det nu.
Du kan læse andre medlemmers historier her.