”Den største reduktion kom i efteråret 08, et halvt år efter at 24timer var blevet overtaget af os. Ledelsen lagde op til, at 20-25 procent af selskabets folk skulle fyres, primært blandt de redaktionelle medarbejdere. I første omgang drejede det sig om 25 stillinger, men vi fik med bistand fra DJ forhandlet tallet ned til 18. Til slut endte det med, at fire måtte fyres, resten blev fundet via frivillig fratrædelse. Vi fik ikke fratrædelsesgodtgørelser i den størrelsesorden, som man tidligere har set på de store dagblade, men fik o.k. vilkår og ikke mindst øremærket penge til efteruddannelse af dem, der ikke lige fandt et job bagefter”.
Tillidsrepræsentanten oplevede, at DJs støtte var med til at gøre fyringerne mindre smertefulde. Samtidig udstrålede han stor ro.
”DJs faglige konsulent kom med en sikkerhed, ro og ikke mindst erfaring, som forplantede sig til alle os andre. Selvom HK også sad med ved bordet, var det DJ-konsulenten, Flemming Reinvard, som førte ordet, fordi han kunne trække på en tung faglig ballast”.
Ingen mellemledere
Det flade hierarki på metroXpress er både godt og skidt, men mest godt, mener Rasmus. Der er kort fra tanke til handling. Medarbejderne tager selv initiativ og ansvar, uden at mellemledere skal kontrollere. Men man kan godt mangle noget planlægning, især planlægning med lidt længere horisont, som er en typisk mellemlederopgave, mener tillidsrepræsentanten.
Da avisen blev skabt i 2001, var den fra fødslen præget af stor sparsommelighed. DJs hovedbestyrelse var da også stærkt betænkelig, men accepterede alligevel overenskomsten med dens skavanker, blandt andet karenstid på pension og barsel. Det lykkedes dog for Rasmus’ forgænger, Niels Holst, med central DJ-bistand, at få luget ud i skavankerne i 2005. I dag har avisen flere fridage end de fleste og som den første avis øremærket barsel til mænd.
Rusland og Sydamerika er de nye markeder
MetroXpress er for 51 procents vedkommende ejet af Metro International. Resten ejes ligeligt af arbejderbevægelsen og JP/Politikens Hus. Metro-koncernens udgangspunkt var Europa, men i dag udvider man primært i Rusland og Sydamerika.
Danmark giver overskud (14 mio. kr. i 2011) i den usædvanlige konstruktion, hvor medarbejderne fra de to aviser metroXpress og 24timer arbejder så tæt sammen, som man overhovedet kan gøre, når resultatet fortsat er to meget forskellige aviser.
Kernen i aviserne er som de fleste andre steder redaktionssekretariatet, der styres af en nyhedsredaktør for metroXpress og en jourhavende for 24timer. Hver avis har en nyheds-ø med skrivende, som dog sagtens kan skrive til begge aviser.
Rasmus er redaktionssekretær og afløser som nyhedsredaktør. I sekretariatet fordeler medarbejderne hver dag opgaverne mellem sig. Det er sjældent, at samme artikel optræder i begge aviser, men der trækkes dog på en række stordriftsfordele. Blandt andet er uddannelsestillæg og dele af rejsetillæg fælles. Kultur- og sportsredaktioner skriver til begge aviser, men versionerer stoffet.
Læs andres historier her