Når stress rammer
Et forløb med stress forløber ofte gennem nogle faser
Det kommer sjældent helt bag på de stressramte, mange har ikke haft det godt længe, men stor ansvarlighed, ønsket om at leverer, ønsket om ikke at give kolleger og familie ekstra ansvar og opgaver har udskudt tidspunktet for at stoppe op og mærke efter hvordan de egentlig har det. Det er naturligvis meget individuelt hvordan stressramte har det, men et stressforløb forløber ofte gennem fem faser:
- Gråden
- Trætheden
- Vreden
- Utålmodigheden
- Angsten for tilbagevenden til arbejdspladsen
Gråden
Mange stressramte oplever en stor gråd labilitet både før og under et stressforløb. Det kan være grænseoverskridende at miste kontrollen på sin arbejdsplads og bryde sammen i gråd. Men det er endnu et af kroppens signaler om at der er en ubalance, og at du bør standse op og få gjort noget ved dit liv.
Trætheden
Efter gråden opleves måske en uforklarlig og uforholdsmæssig stor træthed. Trætheden kombineres nogle gange med rastløshed. Det tager sin tid for kroppen at lære at slappe af.
Vreden
Efter træthed opleves tit en vrede. ”hvorfor skulle det ramme mig”, ”hvorfor har min arbejdsplads/venner/familie/kolleger ikke passet bedre på mig?”. ”Hvorfor har jeg ikke passet bedre på mig selv og stoppet i tide?”.
Utålmodigheden
Langt de fleste stressramte er ikke faldet i gryden med tålmodighedsdrik som børn. De har derfor en ekstra udfordring med at styre tålmodigheden når der har været et par gode dage. Undersøgelser viser at det tager op til en halv gang så lang tid at blive symptomfri, som det har taget at blive slidt ned.
Angsten for tilbagevenden til arbejdspladsen
De fleste har prøvet at have influenza og ved at det er bedst med en feberfri dag inden du vender tilbage på arbejdspladsen. Men de færreste ved har prøvet mere end en gang, at vende tilbage på arbejdspladsen efter stress. Når der er sat en dato for tilbagevenden til arbejdspladsen melder kroppen sig med symptomer, der ligner de symptomer den stressramte havde før sygemeldingen. Det er naturligt at kroppen reagerer, den gjorde den også før du blev syg, men nu er du blevet i stand til at lytte efter signalerne igen. Det er naturligt at være bange for tilbagefald eller om man er startet for tidligt.
Tags:
Erhvervsbetinget lidelse,
Psykisk arbejdsmiljø
webmaster@journalistforbundet.dk