For at kunne skrive den bedste ansøgning, skal du vægte din arbejdsindsats på rette vis. Hvis ikke du har brugt tid og kræfter på research, kan du bruge nok så mange kræfter på at skrive ansøgningen, uden at det gør den særlig god.
Tommelfingereglen er, at du skal bruge 80% af den tid og de kræfter du har til rådighed på research. Det skal give dig de oplysninger du har behov for, for at kunne skrive en moderne effektiv jobansøgning. Det bruger du så de sidste 20% af din tid og dine kræfter på.
Researchguide
Start på nettet. Brug deres hjemmeside, deres årsberetning, Infomedia - gratis på biblioteket.
Gode ting at vide om din næste arbejdsplads:
Historie / Udvikling
Hvor kommer de fra? Hvilken udvikling har de gennemgået? Er de vokset? Blevet mindre? Skiftet fokus? Og hvor vil de gerne hen de næste par år?
Økonomi
Der er stor forskel på at blive ansat i en virksomhed, hvor man skal være med til at vende en synkende skude og blive ansat i en virksomhed, hvor du skal være med at bruge udviklingskroner på at gøre tingene endnu bedre. Prøv derfor at undersøge, hvordan bundlinien har det hos dem.
Medieomtale
Find ud hvilken offentlig omtale de har fået de sidste 6 måneder. De har læst alt, hvad der er skrevet om dem. Og det bør du selvfølgelig også – især hvis det er et PR-job, du søger.
Organisation
Hvordan har de valgt at blande kortene? Hvor stor er den afdeling/redaktion, du skal være på? Og hvem bliver din nærmeste chef?
Kunder / Interessenter
Hvem er de sat i verden for? Og hvem skal du have fokus på i dit kommende job? Husk at lave den her analyse grundigt. Hvis du søger job på en avis, er det ikke kun læserne, der er vigtige. Annoncørerne er mindst lige så vigtige. Og søger du et kommunikationsjob, så overvej grundigt, hvem der skal kommunikeres til – og måske også hvordan. Der er altid flere kunder / interessenter, end man lige først kan komme i tanke om. Og de er selvfølgelig noget af det vigtigste at vise, at man har styr på.
Værdier/ Visioner
Som regel tomme ord og hule tilkendegivelser. Men som regel også noget der optager topledelsen en hel del. Så du bør også kende dem.
Produkter
Du skal have et godt overblik over, hvilke produkter de har på hylderne. En avis har også en hjemmeside. Og det har en kommunikationsafdeling også, plus pressemeddelelser, nyhedsbreve, taler, kampagner, etc.
Konkurrenter
Du bør altid have et godt overblik over, hvem de slås med. For det har de. De fleste virksomheder bruger en hel del energi på at holde øje med konkurrenter for at finde ud af, hvordan de selv klarer sig på markedet.
Ledelse
Og endelig skal du vide, hvem der er alfahannen i den øverste stol. Og hvad han er for en.
Den obligatoriske opringning
Når du har lavet din netresearch er det tid at ringe til dem. Det er ikke noget du skal overveje at gøre. Du skal gøre det hver eneste gang.
Pointen er, at trods din netresearch, mangler du stadig relevante informationer, for at kunne skrive den relevante ansøgning.
Kom af med de spørgsmål du er kommet på gennem din research. Fokuser på arbejdsopgaverne, deres planer for jobbet og historier, du har læst om dem.
Her er et bud på de spørgsmål der giver dig den bedste mulighed for at du får den rigtige information med hjem til ansøgningsskrivningen:
- Hvad er jeres næste store udfordring?
- Hvad er jeres mål for det næste års tid?
- Hvad er det for et hold man skal være en del af?
- Hvad er I rigtig gode til i forvejen?
- Hvad kunne I tænke jer at blive bedre til?
- Hvad bliver prioriteringen mellem de arbejdsopgaver I nævner i jobopslaget?
- Med andre ord - hvad bruger I mest tid på? Hvad bruger i flest penge på? Er det det samme?
- Hvem er jeres drømmeansøger?
Det er ikke meningen, at du skal sige dit navn så tydeligt at de kan huske dig, og smile i telefonen, så de allerede ved samtalen har fået et godt indtryk af dig. De må gerne glemme dit navn, bare du får fingre i de rigtige informationer
Undgå spørgsmål om, hvorvidt sådan en som dig har en mulighed for at få jobbet. Og lad ligeledes være med allerede nu at begynde at spørge om løn og arbejdstid og den slags. Det får du mulighed for senere.
Når du har ringet til dem og har fået de oplysninger, der gør at du præcis ved hvad du skal skrive i din ansøgning, er du klar til at skrive en ansøgning og lave et cv.