Du kan finde en masse kloge ord om jobsøgningsteknik her på DJs site. Men det med at ændre sin jobsøgningsteknik og begynde at skrive en helt ny type jobansøgninger er lettere sagt end gjort. Derfor anbefaler vi vores jobsøgende medlemmer at bruge en dag på deltagelse i et af vores kurser med titlen JobWorkShop.
Jobsøgning er ikke en objektiv videnskab og ligesom indenfor madlavning og karate findes der flere stilarter. Hvis dine jobansøgninger får dig til jobsamtaler er de gode, uanset om de ikke lever op til det vi prædiker. Hvis du derimod har svært ved at skrive dig til samtale, bør du vove at skrive en ny slags jobansøgninger.
I løbet af en enkelt dag vil du opnå det bedst mulige afsæt, til at begynde at søge job på en ny og effektiv måde. Du skal begynde at skrive ansøgninger der rent faktisk fører dig til samtaler.
Kursets forløb
Første del af workshoppen bruges på teorien:
- Hvordan afkoder du et jobopslag?
- Hvordan researcher du effektivt?
- Hvordan skriver du en moderne og effektiv jobansøgning?
- Hvordan skriver du et unikt moderne og effektivt CV?
- Hvordan brænder du igennem til jobsamtalen?
Vi tager også fat på de overbevisninger der florerer blandt jobsøgere, og som ofte gør deres jobsøgning mindre effektiv.
Anden del af workshoppen bruges på, at deltagerne gruppevis analyserer de jobopslag, jobansøgninger og CV, som alle deltagere har fremsendt inden kurset. Hvad virker? Hvad virker ikke? Hvad kunne man have gjort, når de nu skriver dette i opslaget? Hvorfor søger du netop dette job? Hvad er dine særlige fordele i forhold til dette job?
Når man forholder sin egen ansřgning til kursets pointer, og når 2-3 andre hoveder leder efter det der virker, og det der ikke virker, bliver det lettere at få omsat kursets pointer til handling, når du kommer hjem.
Fokus på opslåede stillinger
På JobWorkShop har vi fokus på opslåede stillinger. Der fokuseres således ikke på uopfordrede ansøgninger, og på hvordan man søger job via netværk.
Årsagerne er følgende:
Det du skal kunne for at søge opslåede stillinger, skal du også kunne for at søge upfordret og via netværk. Kernen er, at du skal være god til at se sammenhængen mellem dine kompetencer og præferencer, og de krav og muligheder der stilles i den stilling du ønsker.
Forskellen på opfordrede og uopfordrede ansøgninger er blot, at den der opslår en stilling rent faktisk har et erkendt behov for arbejdskraft, og derfor efterspørger din henvendelse.
Selvom din ansøgning er i bunke med mange andre ansøgere, er det stadig lettere at få arbejdsgiveren i tale, end hvis arbejdsgiveren simpelthen ikke har behov for yderligere arbejdskraft.
Uopfordrede standardansřgninger, der med samme ordlyd sendes til en masse arbejdspladser, er det modsatte af moderne effektive jobansøgninger. Sandsynligheder for at du rammer noget, når du skyder en masse gange uden af sigte, er ikke høj.
Du kan godt sende en moderne effektiv jobansøgning uopfordret til en virksomhed. Det vil stille store krav til din research, men ellers er metoden den sammen som ved opslåede stillinger.
Rigtig mange skifter job ved hjælp af deres netværk. De fleste der skrifter job på denne måde, er i job i forvejen, og mange af dem har når processen går i gang slet ikke erkendt at de er jobsøgende.
De fleste af vores deltagere på JobWorkShop står aktuelt uden job og er aktivt jobsøgende. De fleste i denne gruppe vil skulle skrive en jobansøgning for at få deres næste job, også selvom den første kontakt til virksomheden er skabt via netværk.
Forudsætninger for deltagelse
For at kunne deltage på en JobWorkShop, skal du være medlem af DJ, og så skal du inden arrangementet have mailet os et jobopslag samt tilhørende jobansøgning og CV.
Det kan føles utrygt at skulle udstille sin uperfekte jobansøgning, men heldigvis er alle i samme båd. Du må se min, hvis jeg må se din.
Det er altså ikke muligt blot at "sidde med", og høre kursuslederens pointer om jobsøgningsteknik. Årsagen er, at det er ineffektivt. Det er alt for nemt at hygge sig lidt med oplægget, og så iøvrigt fortsætte med at skrive ansøgninger som man altid har gjort.
Vi anbefaler, at du mailer os et aktuelt jobopslag samt dit endnu ikke sendte udkast til ansøgning og CV. På den måde kan du nå at indarbejde kursets pointer inden du sender din ansøgning til arbejdsgiven.