Generelle vilkår
Den altovervejende del af branchen arbejder som selvstændige freelancere. Der findes dog private virksomheder, der har ansatte fotografer, og inden for Staten og Regionerne er der også ansatte fotografer på museer samt på hospitaler som kliniske fotografer eller i kommunikationsafdelingerne.
Inden du laver en aftale
Der er næsten ikke to fotografers arbejde, der er ens, og derfor findes der et hav af forskellige kontrakter, leveranceaftaler og faktureringsmetoder.
Du skal være særlig opmærksom på, hvad der står i en aftale, du indgår med din kunde/arbejdsgiver. Det kan være vilkår, du kommer til at leve med i mange år, eller penge du går glip af i mange år, fordi aftalen var for uklar.
Som medlem af DJ kan du få personlig rådgivning, hvis du kontakter DJ, inden du indgår en aftale. Du kan selvfølgelig også få hjælp senere, men det er ofte meget svært at få ændret væsentligt på en aftale, når den først er underskrevet.
Prisen for dit arbejde
Som freelancer er du i mange situationer overladt til selv at balancere prisen for tid, omkostninger og rettighederne til brugen af dit billede. Det kan være som en fast pris eller pris pr. time.
Det er i strid med konkurrencelovgivningen at udgive en decideret prisliste, men det er tilladt at hjælpe med at få styr på beregningsgrundlaget.
Du skal altid huske, at prisen for dine billeder også skal kunne finansiere din ferie, løn under sygdom, udstyr, efteruddannelse o.s.v. og derfor på ingen måde kan sammenlignes direkte med en timeløn for en fastansat.
Som freelance-fotograf kan du finde inspiration til, hvordan du kan prissætte dit arbejde følgende steder:
Image2use er en selvejende erhvervsdrivende fond, der har til formål at tilbyde fotografer, tegnere og billedkunstnere deres egen online salgsplatform med digitale billeder. (Husk også at markedsføre dig på find-freelancer.dk).
"Et øjebliksbillede"er vejledende vilkår for freelancepressefotografering. Denne vejledning er udarbejdet på basis af en lang række informationer om eksisterende takster og vilkår indsamlet fra pressefotografer. Vejledningen er udtryk for en slags fællesnævner for de indhentede oplysninger og er tænkt som hjælp til især nystartede freelancere.
O-aftalen for fotografer Aftalen dækker arbejde for en række organisationsblade.
På vej til fastansættelse som fotograf?
Er du på vej til samtale om et fast job som fotograf, finder du overenskomsten for fotografer ansat på sygehuse
Her finder du overenskomsten for fotografer ansat i private virksomheder.
Her finder du lønstatistikken for alle DJ's medlemmer
Beskyttelse af dit arbejde
Det er ikke kun lønnen, du skal tænke på, når du indgår aftaler. Det er også vigtigt at aftale, hvordan dit arbejde må benyttes nu og i fremtiden og på hvilke medier. DJ har indgået mange aftaler om ophavsret og videreudnyttelse. Aftalerne sikrer, at stoffet behandles forsvarligt - både i forhold til ophavsretsloven og presseetikken. Aftalerne sikrer ekstra vederlag for udnyttelsen. Du kan læse mere om ophavsret for freelancere her
På DJ's freelanceportal kan du også finde standardskabeloner og formuleringer, du kan kopiere ind i dine aftaler.
Kontrakter/aftaler
Det er en rigtig god idé at få skrevet aftalen ned. En mundtlig aftale er lige så bindende som en skriftlig, men meget sværere at bevise. Så når du har aftalt en ordre mundtligt, så send en mail retur med din version af aftalen. Se DJ’s skabeloner til fakturaer, lønopgørelser, ordrebekræftelse mm.
Find de gældende satser for erhvervsmæssig befordring her
Selvstændig eller lønmodtager?
Det har stor betydning for din ret til dagpenge og sygedagpenge, om du får en lønseddel hvor din arbejdsgiver eller kunde har trukket skatten fra, eller om du skriver fakturaer.
I DJ's skabeloner kan du søge inspiration til dine egne aftalebekræftelser, fakturaer med/uden moms, lønopgørelser, leveringskontrakt og vejledning i rykkergebyrer og morarenter.
Husk, at det ikke er lige meget, hvad du kalder tingene. Er du lønmodtager-freelancer, må du IKKE sende faktura, men derimod en lønopgørelse. Er du selvstændig, skal du sende faktura og have tjek på, om din ydelse er momspligtig eller ej. DJ har fået Skat til at præcisere momsreglerne på en række områder.
Er du selvstændig, skal du sende faktura og have tjek på, om din ydelse er momspligtig eller ej.
Barsel
De fleste freelancere må belave sig på selv at spare op til deres barsel og klare sig med barselsdagpenge og opsparing. Du skal kontakte ydelsesservice i din kommune for at høre nærmere om din ret til barselsdagpenge som hhv. a-lønnet og selvstændig freelancer. Find mere om barselsregler for freelancere her.
Sygdom og selvstændige
Både lønmodtager-freelancere og selvstændige freelancere har krav på sygedagpenge, men der gælder særlige regler for selvstændige.
Samarbejde med andre freelancere
Skal du som freelancer samarbejde med andre freelancere om en større opgave, bør I indgå en samarbejdsaftale. Du kan finde en skabelon til Aftale om projektsamarbejde mellem freelancere
Uanset din skattemæssige status, er det en god idé lige at tjekke standardskabelonerne for at se, om du har "det hele med". Er du i tvivl om din konkrete situation, så kontakt DJ.
Hvis du er nystartet selvstændig freelancer og har brug for at få gennemgået din egen standardaftale, inden du sender den ud til kunderne, så kan du få en konsulent i DJ til at gennemgå kontrakten. Du kan også melde dig til de gratis kurser DJ arrangerer for nystartede freelancere.
Hjælp til inkasso
Hvis du af en eller anden grund ikke får dine penge for dine billeder, så kan du, hvis du er medlem, få hjælp til at inddrive dine penge i DJ
Som medlem af DJ kan du også få personlig rådgivning om kontrakter, ophavsret, inkasso mm. Kontakt person for fagfotografer er Eva Jakobsen, mail eaj@journalistforbundet.dk telefon 33 42 80 00.
Besøg også DJ:Fotografernes hjemmeside
Se DJs øvrige prisvejledninger til freelancere:
Billedmedieoversættere
Bladtegnere
Dagbladsområdet
Forfattere og skyggeskribenter
Fotografer (reklame, portræt, teknisk foto m.m.)
Grafiske designere, illustratorer, visualizere
Kommunikation
Magasinområdet
Nyhedsbureauer
Organisationsbladene
Pressefotografer
TV, radio og produktionsselskaber
Netmedier