Vikarer
For vikarer gælder opsigelsesreglerne ikke, såfremt vikariatet ikke varer ud over 3 måneder. Herefter gælder de almindelige opsigelsesregler. Man kan godt ansætte en medarbejder i eksempelvis et 1-årigt vikariat. Efter 1 år ophører ansættelsen af sig selv uden varsel.
Opsiges man inden for 1-års-perioden, men efter de tre første måneder, har man krav på 1 måneds varsel inden udløbet af den femte måned, og 3 måneders varsel inden udløbet af den niende måned. Men hvis dette ikke står i kontrakten for et vikariat, der rækker ud over 3 måneder, og der er særlige forhold ved arbejdets karakter, såsom forskning, kan man godt tolke det som uopsigelighed i det fastsatte tidsrum.
Er man ansat på prøve, har man et gensidigt varsel på 14 dage. Prøvetid kan ikke vare mere end 3 måneder. Prøvetid skal være aftalt skriftligt, ellers gælder de normale opsigelsesvarsler.
Men selv om man er omfattet af funktionærloven, giver denne ikke noget særligt godt sikkerhedsnet. Faktisk det ringeste i EU! Med baggrund i loven kan man højst forhandle sig til et “plaster på såret” i form at et par måneders ekstra løn. Ansatte med under et års anciennitet har eksempelvis intet krav på erstatning, men kan alene sikres deres løn i opsigelsesperioden.
Loven giver heller ikke mulighed for, at man kan blive ”dømt tilbage” i sit arbejde, uanset hvor urimelig, afskedigelsen var. Selv om en afskedigelse måtte blive kendt urimelig, beskytter loven, hvad godtgørelsens størrelse angår arbejdsgiveren og ikke funktionæren. For loven sætter et loft på godtgørelsen på halvdelen af opsigelsesvarslet, med mindre man har været ansat 10-15 år. Denne straframme udnyttes endda i praksis meget sjældent, hvorfor det ikke er ualmindeligt med 30.000 kr. for et mistet og måske ødelagt arbejdsliv!
Det er således i sidste ende det lokale styrkeforhold på arbejdspladsen, der afgør omfanget og karakteren af fyringer. Kun det pres, en stærk medarbejderforening med opbakning fra medlemmerne kan lægge på arbejdsgiveren, kan hindre en fyring.
Tags:
Vikar,
Opsigelse
webmaster@journalistforbundet.dk