Opsigelse ved sygdom, barsel m.m.

Arbejdsgiveren kan godt fyre en medarbejder på grund af sygdom. Han kan også godt fyre en medarbejder, selvom vedkommende er syg, hvis han i øvrigt kan dokumentere en rimelig begrundelse for det.

Eneste undtagelse er ifølge funktionærloven (§ 5), hvis medarbejderen har indgået skriftlig kontrakt om den såkaldte 120-dages-regel. Undgå hvis det er muligt sådanne kontraktbestemmelser. De giver arbejdsgiveren ret til efter loven at fyre en medarbejder med 1 måneds varsel - uanset normalt opsigelsesvarsel - hvis medarbejderen inden for de seneste 12 måneder har været syg med løn i i alt 120 dage, der ikke nødvendigvis skal være sammenhængende. Så snart den 121. dag oprinder, og medarbejderen fortsat er syg, træder reglen i kraft. Og alle sygedage tæller med – også på helligdage og i weekenden – hvis man er syg på begge sider af disse.

Bemærk, at 120-dagesreglen er en undtagelse fra de normale opsigelsesregler i Funktionærloven. Derfor skal den være skriftligt aftalt i den pågældendes kontrakt for at være gældende. Ingen er omfattet af den pr. automatik, og den er nu i praksis mere eller mindre afskaffet i offentlige overenskomster.

Fyring ved barsel

Arbejdsgiveren må ikke i henhold til lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (§ 9) fyre en medarbejder på grund af graviditet, barsel eller adoption. Ledelsen kan godt fyre en medarbejder, selv om vedkommende udnytter sin ret til fravær pga. barsel. Men det påhviler arbejdsgiveren at sandsynliggøre, at der er en anden - rimelig - grund til at fyre medarbejderen.

Hvis ikke arbejdsgiveren kan bevise, at der er en rimelig grund, skal medarbejderen genansættes, medmindre ansættelsens genoprettelse findes åbenbart urimelig. I så fald skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse (§ 14-16), der fastsættes efter sagens omstændigheder. Har arbejdsgiveren en sådan god grund, er han/hun ifølge Funktionærloven (§ 7) under alle omstændigheder forpligtet til at betale fuld løn i opsigelsesperioden.

Der gælder tilsvarende regler for fyring af medarbejdere, der udnytter deres ret til orlov til børnepasning. Straframmen efter lov om børnepasningsorlov (§ 4, stk. 10) er her max. 26 ugers løn, og der gælder samme ”omvendte bevisbyrde” (arbejdsgiveren skal bevise, at fyringen ikke skyldes barsel/orlov) som ved fyring i forbindelse med barsel.

Fyring pga. køn eller fagligt medlemsskab

Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv., siger, at de lige vilkår også gælder ved afskedigelser (§ 4). Fyres en medarbejder, fordi han/hun har stillet krav om ligebehandling efter denne lov (§ 15), kan der efter fagretslig behandling tilkendes medarbejderen en særskilt godtgørelse på op til 3/4 års løn. Arbejdsgiveren kan tillige idømmes en bøde (§ 19)

Endelig siger lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet, at arbejdsgiveren ikke må afskedige en medarbejder, fordi denne er medlem af en bestemt forening. Ledelsen kan heller ikke fyre en medarbejder, fordi denne ikke er medlem af en bestemt forening.

Fyres en medarbejder i strid med foreningsfrihedsloven, skal afskedigelsen underkendes. På det private arbejdsmarked kan den dog opretholdes i åbenbart urimelige tilfælde med en godtgørelse på mellem 1 og 24 måneders løn.

Tags: Barsel, Ligestilling, Opsigelse webmaster@journalistforbundet.dk

Relateret indhold

Barsel og opsigelse
Lov om ligebehandling m.v. forbyder arbejdsgiveren at fyre en medarbejder på grund af graviditet. Men det er ikke forbudt at fyre en, der er gravid eller på barsel.
Læs mere
Opsigelse
Danmark er det land i EU, hvor det er nemmest/billigst for arbejdsgiverne at fyre sine ansatte. Det skyldes ”Den danske model”, der indebærer, at lovgivningsmagten overlader det til arbejdsmarkedets...
Læs mere
Opsigelse begrundet i medarbejderforhold
Bliver du konfronteret med muligheden for fyring (fremsatte trusler, mundtlig eller skriftlig advarsel), så tag kontakt til tillidsrepræsentanten (TR) med det samme. Din TR er uddannet af DJ...
Læs mere

Relaterede nyheder

Kvindelige dimittender overhaler mænd
Kvinder får nu mere i løn i deres første job end mændene, viser DJs dimittendstatistik for oktober 2011. Godt 1300 kroner i gennemsnit skiller kønnene.
Læs mere
Sådan kan de ulige muligheder for barselsorlov ændres
DJ afgiver høringssvar i forhold til ændring af lov om barselsudligning. Konkrete løsningsmodeller giver politikerne mulighed for at agere nu til fordel for det fleksible arbejdsmarked.
Læs mere
Chili lukkes - information til berørte medlemmer
Aller Media lukker gratismagasinet Chili. 19 medarbejdere fyres, herunder omkring halvdelen DJ-medlemmer. DJ afholder informationsmøde for medlemmer onsdag kl. 16.
Læs mere