DJ oplever indimellem, at freelancere kommer i klemme i forbindelse med opsigelse.
Opsigelse af fast tilknyttet freelancer
En type problemer opstår, når freelancere, der mere har arbejdet som en ansat, pludselig fra dag til anden får at vide, at arbejdsgiveren/kunden ikke længere har brug for dem.
Hvis du har arbejdet hyppigt for en virksomhed gennem længere tid og på en måde, der kan sidestilles med en fastansat, så bør virksomheden give dig et rimeligt varsel, så du har en mulighed for at finde andre kunder.
Har du arbejdet fuld tid for virksomheden, skal du i udgangspunktet have det samme varsel som en fastansat, selv om du er freelancer, men en række forhold spiller ind i den juridiske vurdering af, om du har krav på fx funktionærlovens opsigelsesvarsel. Kontakt derfor DJ og få en vurdering af din situation.
DJ anbefaler altid, at man som freelancer tilrettelægger sin virksomhed, så man kan klare at miste den største af sine kunder. Hvis du lægger alle dine æg i en kurv, er du ekstra sårbar i prisforhandlinger og forhandlinger om vilkår, og du ender let med at undergrave de ansattes forhold.
Opsigelse af freelancer (annullering af ordre)
DJ er også indimellem ude for, at freelancere uden varsel får annulleret ordrer helt eller delvist.
Det er vigtigt, at du indgår skriftlige aftaler om opgaverne, før du går i gang med dem. Send en aftalebekræftelse/ordrebekræftelse, hvor de aftalte vilkår er nedfældet, herunder vilkår for evt. annullering af opgaven. Så er du helt på den sikre side. Hvis kunden ikke reagerer inden for to døgn på aftalebekræftelsen, er den juridisk gyldig.
Har du ikke indgået en skriftlig aftale med kunden, står du svagere, hvis denne pludselig trækker ordren i land og nægter at betale. Kontakt DJ og få en vurdering af, hvordan du kan håndtere situationen, og om DJ evt. kan køre en inkassosag for dig.
Opsigelse af samarbejde mellem freelancere
Det hænder, at freelancere, der er gået sammen om at løse en større opgave eller drive et projekt sammen, får behov for at opløse samarbejdet. I den forbindelse opstår problemerne typisk, fordi der ikke er indgået en formel samarbejdsaftale, hvor man på forhånd har nedfældet, hvordan situationen takles.
Sørg altid for at indgå en aftale. I DJ's aftaleskabeloner finder I et udkast til en sådan aftale. Læs også vores værktøjsguide til det gode samarbejde.
Skulle to medlemmer af DJ ryge i totterne på hinanden, vil de efter DJ's politik enten få tildelt hver sin sagsbehandler/jurist i DJ eller evt. vil den ene part blive repræsenteret eksternt.