Opsigelse
Danmark er det land i EU, hvor det er nemmest/billigst for arbejdsgiverne at fyre sine ansatte. Det skyldes ”Den danske model”, der indebærer, at lovgivningsmagten overlader det til arbejdsmarkedets parter at fastsætte regler for opsigelse og beskyttelse mod usaglig afskedigelse.
Derfor oplever mange medlemmer at blive fyret mindst én gang i deres arbejdsliv, og der kan være meget stor forskel på, om man er omfattet af en overenskomst eller ej. Derfor er det godt at kende lidt til sine rettigheder. For selv om det kollektive værn i lovgivningen er lavt, er der dog visse love og regler – også hvor der ikke er overenskomst - der forhindrer det rene wild-west.
Herunder finder du en gennemgang af forskellige situationer og retsregler, der er links til særlig DJ-information om emnet samt links til relevante eksterne hjemmesider og lovtekster.
Regelnr. 1: Søg råd
Når der er fyringer i farvandet, kan du regne med, at din tillidsrepræsentant er forberedt på at hjælpe sine kolleger. Hvad enten der er tale om en enkeltstående afskedigelse, eller der er tale om deciderede ”massefyringer”. Og du kan regne med, at din faglige rådgiver i forbundet også står klar til at hjælpe dig.
Men sørg for at overholde Regel nr. 1.: Søg rådgivning inden opsigelsen er skrevet!
Når først arbejdsgiveren HAR skrevet opsigelsen, er det meget sværere at få beslutningen omgjort eller ændret. Og der er mange faldgrupper. En del af dem gennemgås nedenfor.
Kontakt forbundet:
Har arbejdsgiveren overholdt alle formalia (lovlig, rimelig og varslet), er der i princippet ikke noget at gøre ved en afskedigelse. Men prøv alligevel. Det lykkedes ikke sjældent at få konverteret en “korrekt” fyring til en forbedret aftrædelsesordning.
Du eller din TR bør derfor kontakte forbundet. Her kan den faglige konsulent på dit område give nogle gode råd, eller evt. gå ind i sagen på medarbejderens vegne. Selvfølgelig under forudsætning af, at den pågældende er forbundsmedlem.
Er der derimod “slinger i valsen”, det vil sige at et eller flere af kravene til en korrekt opsigelse er overtrådt, skal forbundet under alle omstændigheder kontaktes. For så er der nemlig tale om en “sag”, og for denne sags førelse gælder særlige regler. Det kan også være lidt uoverskueligt at få udregnet krav om godtgørelse (§ 2b) for uberettiget fyring, fratrædelsesgodtgørelse (§ 2a) eller erstatning (§ 3) for uberettiget bortvisning.
Tags:
Opsigelse
webmaster@journalistforbundet.dk