Virksomhedsoverdragelse

Hvordan er du stillet, hvis din virksomhed bliver købt eller overdraget til et andet selskab? Hvad sker der med dine rettigheder, og hvordan skal du forholde dig?

Hvis den virksomhed, du arbejder i, bliver solgt eller overdraget til et andet selskab, overtager den nye arbejdsgiver alle forpligtelser, der bestod overfor dig på overdragelsestidspunktet. Umiddelbart fortsætter alle rettigheder altså i henhold til overenskomst, husaftale, kontrakter og individuelle aftaler – nu blot med en anden arbejdsgiver som betaler.

Det følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Som lovens navn siger, gælder loven kun for lønmodtagere. Den gælder altså ikke for freelancere, der ikke er fast tilknyttet virksomheden på lønmodtagervilkår.

Arbejdsgivere (chefredaktører, direktører m.v.) falder uden for loven. Er du mellemleder på individuel kontrakt uden for de øvrige lønmodtageres overenskomst, bør du tjekke din status af hos en jurist i DJ.

Praktikanter er også kun sikret at kunne fortsætte deres praktiktid uændret hos den nye ejer, hvis denne er godkendt eller kan godkendes som praktiksted.

Efter funktionærloven (§ 2, stk. 8) bevarer man sin anciennitet fra den hidtidige ansættelse, hvis man fortsætter som den nye ejer af virksomheden.

Pligt til at lade sig sælge

Umiddelbart må du som lønmodtager finde dig i, at din arbejdsplads skifter ejer. Kun i helt særlige tilfælde – typisk i små privatejede virksomheder - hvor du har haft en særlig tilknytning til din arbejdsgiver, så dennes person har haft afgørende betydning for ansættelsesforholdet, kan du påberåbe dig bristede forudsætninger som følge af virksomhedsoverdragelsen og nægte at følge med til den nye ejer. Denne kan jo eksempelvis være den store konkurrent, du sammen med den gamle ejer har  kæmpet imod gennem alle årene.

Væsentlige ændringer som følge af overdragelse

Hvis der på grund af virksomhedsoverdragelsen sker så væsentlige ændringer af dine arbejdsvilkår, at du ikke kan leve med dem, kan du vælge at meddele din arbejdsgiver, at du betragter varslet om ændringerne som en opsigelse fra arbejdsgivers side. Du vil så have samme rettigheder, som hvis du var blevet afskediget - også til evt. at rejse sag om uberettiget afskedigelse, hvis de varslede ændringer ikke er sagligt begrundede, eller kan opfattes som et forsøg på at presse dig til selv at sige op.

Men kontakt altid DJ først, inden du fortæller din arbejdsgiver, at du betragter dig som opsagt af virksomheden. For det er ikke så lige til at vurdere, hvad der efter lovgivningens rammer og retspraksis vurderes som værende ”væsentlige” ændringer i et ansættelsesforhold.

Hvis du ikke protesterer mod de varslede ændringer eller ikke fratræder inden ændringerne træder i kraft, kan du ikke senere påberåbe dig disse som væsentlige ændringer.

Hvis du på din gamle arbejdsplads var omfattet af en overskudsdelingsordning eller lignende ordninger, og vil din nye arbejdsgiver ikke fortsætte ordningen, har du ret til at blive kompenseret for det forventede løntab.

Afskedigelse pga. overdragelse

Afskedigelser, der alene er begrundet i overdragelsen, er ikke “rimelige”. Men arbejdsgiveren kan godt argumentere for rimeligheden, hvis ændringerne i beskæftigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager.

Du kan altså ikke blive afskediget, fordi din arbejdsplads skifter ejer, men du kan godt blive afskediget selv om din arbejdsplads skifter ejer. Arbejdsgiveren skal bare have en anden i lovens forstand rimelig grund hertil. Og det er en ”rimelig grund” i lovens forstand, at den nye ejer lukker den konkurrerende virksomhed, han netop har overtaget, eller nedskærer antallet af ansatte i den nye fusionerede virksomhed.

Medarbejdernes valgte repræsentanter bevarer deres rettigheder, også selv om grundlaget for deres valg ved overdragelsen falder væk. Beskyttelsen gælder dog kun fra funktionens ophør til udløbet af det aftalte opsigelsesvarsel for disse repræsentanter.

Hvis du er blevet fyret og fritstillet eller bortvist inden datoen for virksomhedsoverdragelsen, er du ikke omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Din løn, fratrædelsesgodtgørelse, feriepenge m.v. skal betales af din hidtidige arbejdsgiver.

Hvis du er blevet fyret, men ikke er fritstillet og stadig er ansat og får løn på datoen for overdragelsen, er du omfattet af loven, og i den del af dit opsigelsesvarsel, der løber efter overdragelsen, er du ansat hos den nye arbejdsgiver.

Information om overdragelsen

Både køberen og sælgeren - eller fusionspartnerne - skal i rimelig tid inden overdragelsen underrette tillidsrepræsentanterne, og hvor sådanne ikke findes, de berørte medarbejdere. Underretningen skal indeholde:
- årsagen til overdragelsen,
- datoen - eller den foreslåede dato – for overdragelsen,
- overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger for de ansatte og
- evt. foranstaltninger for de ansatte.

Både køberen og sælgeren - eller fusionspartnerne - skal optage forhandlinger med tillidsrepræsentanterne eller de berørte medarbejdere for at nå frem til en aftale om de beskæftigelsesmæssige eller andre konsekvenser for de ansatte.

Hvis du ikke får denne information, berettiger det dig hverken til at hæve ansættelsen, kræve erstatning eller nægte at flytte med. Men arbejdsgiveren kan få en bøde for ikke at overholde loven.

Overenskomst ved overdragelse

Kollektive overenskomster er desværre ikke altid beskyttet i forbindelse med virksomhedsoverdragelse.

Hvis køberen af din arbejdsplads ikke ønsker at tiltræde den gældende overenskomst på den købte arbejdsplads, skal han fra det tidspunkt, hvor han blev klar over sine overenskomstmæssige forpligtelser, meddele det pågældende fagforbund dette. Ellers vil erhververen kunne blive ansat for at have tiltrådt overenskomsten.

Men selv om den nye ejer ikke tiltræder overenskomsten, er han alligevel forpligtet af denne, indtil overenskomsten opsiges eller udløber eller erstattes af anden overenskomst. Det er dog kun den kollektive forpligtelse, arbejdsgiveren i så fald slipper af med, for individuelt vil den hidtidige overenskomst, som den så ud på overdragelsestidspunktet, flytte om og blive til en del af din individuelle ansættelseskontrakt. Og vil arbejdsgiveren lave væsentlige ændringer i den, skal det varsles med et varsel svarende til opsigelsesvarslet.

Omvendt kan du også ”risikere” at du bliver opkøbt af en virksomhed, der har en overenskomst, der giver dig bedre vilkår, end dem du havde hos din gamle arbejdsgiver. Denne overenskomst bliver du i nogle tilfælde automatisk omfattet af – hvis du arbejder under dens dækningsområde. Men du kan stadig ikke stilles ringere end dine hidtidige ansættelsesforhold, så der kan blive tale om at ”redde” gamle individuelle vilkår over i den nye kontrakt hos din nye ejer.

Skriv derfor aldrig under på en ny kontrakt hos den nye ejer, før du af din tillidsrepræsentant eller forbundet har fået vurderet, hvad du har krav på at få overført som individuelle rettigheder og goder i din nye kontrakt.

Tillidsrepræsentanter ved overdragelse

Tillidsrepræsentanter vil også efter virksomhedsoverdragelsen bevare deres hidtidige retsstilling. Men hvis selve overdragelsen indebærer, at grundlaget for den valgte repræsentant forsvinder, bortfalder beskyttelsen efter en periode svarende til det overenskomstmæssigt fastsatte varsel for opsigelse af tillidsrepræsentanter.

Er man medarbejdervalgt til bestyrelsen i det sælgende selskab, kan dennes rettigheder og pligter i det gamle selskabs bestyrelse ikke overdrages til det nye selskab. De ophører derfor – fremadrettet – og man kan ikke kræve sig repræsenteret i det erhvervende selskabs bestyrelse.

Tags: Arbejdsret, Kontraktrådgivning webmaster@journalistforbundet.dk

Relateret indhold

Også tillidsfolk har brug for støtte
For tillidsrepræsentant Lene Sarup er et godt samarbejde med ledelsen vigtigt, når hun skal arbejde for kollegerne. Men uden DJ i ryggen havde hun ikke ladet sig genvælge 14 gange.
Læs mere
DJ hjalp mig tilbage på karrieresporet
Anne Falck, 43, er ikke et øjeblik i tvivl om værdien af DJ-medlemskabet. Men hun har ikke lutter gode oplevelser med forbundet. Da hun skulle forhandle kontrakt med en ny arbejdsgiver, glemte...
Læs mere
Kontraktrådgivning
Du bruger en tredjedel af dit liv på dit arbejde. Det er ved ansættelsen, du har mulighed for at få indflydelse på, hvordan du kommer til at tilbringe de næste mange uger, måneder, år.
Læs mere

Relaterede nyheder

25.000 for aldersdiskrimination
En virksomhed aldersdiskriminerede et DJ-medlem. Nu har Ligebehandlingsnævnet afgjort, at det skal koste virksomheden 25.000 kroner i godtgørelse.
Læs mere
TV2 Øst brød ligebehandlingsloven
Gennem 20 år havde det været praksis, at TV2 gav FTP-eleverne tre måneders job efter endt uddannelse. Men DJ-medlem Diana Hjulgaard fik nej. Nu har faglig voldgift tvunget TV2 Øst til at betale...
Læs mere
Ny lønstatistik på 14 medietyper, 28 stillinger og 125 arbejdspladser
DJ’s lønstatistik for ansatte udkommer som indstik med Journalisten den 2. februar, men allerede nu kan du ”smugkigge” og tjekke, om dine løn og ansættelsesforhold matcher gennemsnittet.
Læs mere