Kast dig ikke selv ud i at lave henstandsaftaler eller tackle dit tilgodehavende ved konkurs – reglerne er indviklede, og Lønmodtagernes Garantifond giver ikke ved dørene!
Betalingsstandsning
Går din arbejdsplads i betalingsstandsning eller bliver erklæret konkurs, så kontakt hurtigst muligt forbundet. DJ har en juridisk konsulent, der tager sig af alle sager om betalingsstandsning og konkurs, så du kan være sikker på kvalificeret og fortrolig bistand.
Du skal blive i arbejde, så længe arbejdsgiveren ikke skriftligt har bedt dig blive væk – ellers risikerer du at miste dine rettigheder.
Under betalingsstandsning handler det om hurtigst muligt at få skyldige penge ud af arbejdsgiveren. I henhold til konkursloven (§ 16b) kan man kræve betryggende sikkerhed for, at man kan få sin næste løn. Naturligvis skriftligt - og helst med bankgaranti. Den sikkerhed skal man have inden 14 dage - men øjeblikkeligt, hvis lønnen eller ydelsen skulle have været betalt - ellers kan den ansatte ophæve arbejdsaftalen. Læg aldrig penge ud for en arbejdsgiver, der er i økonomiske vanskeligheder.
Arbejdsgiveren kan komme ud af betalingsstandsningen gennem tilbagebetaling, forhandling om tvangsakkord eller gældssanering, men lykkes det ikke, træder arbejdsgiveren i konkurs, og så bliver det Skifteretten og bostyret, der skal fordele de penge, der måtte være i virksomheden, blandt kreditorerne.
Ledighedsmelding
Hvis der i forbindelse med arbejdsgiverens konkurs eller betalingsstandsning bliver opsagt, skal du orientere forbundet om sagen. Straks derefter skal du melde dig ledig på Arbejdsformidlingen. A-kassen må ganske vist ikke udbetale dig dagpenge, for man kan ikke få dagpenge samtidig med, at man får penge fra LG.
Men det, at du melder dig ledig, ses som en tilkendegivelse af, at du virkelig er ledig og står til rådighed for arbejdsmarkedet, samt forsøger at begrænse dit løntab som følge af konkursen. Du beviser på en måde tingenes tilstand, og det lægges der vægt på hos LG, når de skal tage stilling til, om du har krav på erstatning.
Efter loven har du også pligt til at forsøge at begrænse LGs tab ved at søge passende arbejde. Og det er ikke nok at være tilmeldt arbejdsformidlingen. Du skal i givet fald kunne dokumentere, at du har været aktivt arbejdssøgende ved f.eks. at kunne fremlægge kopi af ansøgninger, du har sendt, eller lister over virksomheder, du mundtligt har kontaktet.
Lønmodtagernes Garantifond
Dit tilgodehavende hos arbejdsgiveren - løn, feriepenge mv. - kan du som regel få via Lønmodtagernes Garantifond (LG), som også udbetaler løn i opsigelsesperioden.
Ansøgningsskemaet til LG fås i forbundet og på LGs hjemmeside. Når du har udfyldt skemaet, skal det sendes til LG eller forbundet, som så sender det videre til LG. Baggrunden for denne lille ‘omvej’ er, al sagsbehandlingen hos LG kan tage både uger og måneder, men i de fleste tilfælde lægger forbundet pengene ud mod din underskrift på et lånedokument og din accept af, at forbundet har førsteret til at få dækket sit lån til dig, når pengene fra LG kommer. Endvidere er der mange faldgrupper i udfyldelsen af skemaet, hvor anvendelse af forkerte formuleringer kan få LG til at klappe kassen i!
Får du andet arbejde i opsigelsesperioden, stopper udbetalingerne fra LG, men medarbejdere, der er omfattet af Funktionærloven, har altid ret til mindst tre måneders erstatning. Det vil sige, at selv om du får arbejde en måned efter, at den gamle arbejdsplads lukkede, så er du sikret mindst tre måneders erstatning. Og mindst skal forstås sådan, at det er tre måneder med mindre, der foreligger ganske særlige forhold.
LG kan i henhold til loven finde på at anfægte, at du er funktionær, selv om der i din overenskomst eller ansættelseskontrakt er aftalt, at funktionærloven er gældende for ansættelsesforholdet. Det er LG nemlig ikke bundet af, hvis du ikke ud fra en objektiv betragtning kan dokumentere at arbejde som funktionær. Det er dog lykkedes DJ ved dom at få anerkendt, at en chefredaktør var funktionær.
LG kan højst udbetale 110.000 kr. pr. person – netto efter beregnet skat og eksklusiv feriegodtgørelse, der betales derudover.
Reagér straks
Hvis du kommer under vejr med, at din arbejdsplads bevæger sig hen mod en betalingsstandsning/konkurs, så skal du straks reagere. LG lægger nemlig vægt på, at man selv har forsøgt at skaffe sig de penge, man har til gode. På større virksomheder har den enkelte ikke den forpligtigelse - det vil gå via tillidsfolkene.
Kravet om aktivitet på dette område gælder især gammelt udestående hos arbejdsgiveren. Hvis man selv har fremsat kravet over for arbejdsgiveren, øger det chancen for at få beløbet dækket hos LG. LG dækker ikke gamle krav, som man ikke selv har prøvet at få dækket.
Er virksomheden gået konkurs, skal et lønkrav m.v. anmeldes senest fire uger efter meddelelsen om konkursen. Ellers kan LG afvise at behandle kravet.
LG kan først behandle ansøgningen, når der ikke længere er det mindste håb om, at virksomheden kan overleve sin krise. Derfor kan forbundet komme i den situation selv at skulle erklære arbejdspladsen konkurs for at sikre medarbejdernes penge.
Så længe arbejdspladsen ”kun” er i betalingsstandsning, kan medlemmet godt arbejde der og stadig forvente at få sin løn dækket af LG. Men når Skifteretten har udstedt det såkaldte konkursdekret, skal arbejdet stoppes. Løn for arbejde efter den tid bliver ikke dækket af LG.