Konkurrenceloven gælder ikke for lønmodtagere. Alligevel har Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA), TV 2 m.fl. gennem tiden fastholdt, at DJ ikke kan forhandle kollektivt på vegne af freelancerne og heller ikke kan iværksætte kollektive kampskridt med det formål at opnå overenskomstdækning.
Den 30. januar 2002 traf Konkurrencerådet på foranledning af DJ en afgørelse, der klart tager stilling til dette spørgsmål. Afgørelsen fastslår nemlig, at der ikke er grundlag for at gribe ind over for DJ, hvis DJ i kampen for at opnå kollektiv overenskomst for freelancere om løn- og arbejdsvilkår varsler blokade over for f.eks. TV 2 eller DDFF.
Afgørelsen gælder freelancere, som udfører arbejdsopgaver af samme karakter og under tilsvarende arbejdsforhold som fastansatte, og som bruges som stødpudearbejdskraft af medierne. Denne type freelancearbejde betragtes som løn- og arbejdsforhold, som ikke er omfattet af konkurrenceloven. Og denne vurdering er uafhængig af, hvordan freelancere f.eks. behandles skattemæssigt.
Konkurrencerådet nævner også udtrykkeligt, at aftaler om videreudnyttelse er en del af løn- og arbejdsforholdene. Dermed skulle det være fastslået, at DJ har krav på at forhandle kollektivt på denne store gruppe freelanceres vegne, og at DJ har ret til at sende vores medlemmer i strejke og blokade. Og at kollegerne kan gå i sympatikonflikt efter sædvanlige regler.
Freelancere, som kun lejlighedsvis arbejder med lønmodtagerstatus, kan omfattes af en eventuel konflikt ved, at det forbydes dem at påtage sig arbejde, der ville være omfattet af den overenskomst, som blokadevarslet har til formål at fremme indgåelsen af. Som individer kan de ikke omfattes af et strejkevarsel.
Ikke overraskende ankede arbejdsgiverne afgørelsen til Konkurrenceankenævnet, som i en kendelse fra 10. november 2003 hjemviste sagen til fornyet behandling hos Konkurrencerådet. Læser man kendelsen i sammenhæng med samme ankenævns kendelse fra 27. april 1999 (se nedenfor), fremgår det, at Konkurrenceankenævnets hjemvisning skyldes, at det ikke fremgik tydeligt nok af DJs anmodning til Konkurrencerådet, at et blokadevarsel ikke ville komme til at rette sig mod arbejde udført af selvstændige erhvervsdrivende på vilkår, som gælder for selvstændige erhvervsdrivende.
DJ er derfor af den opfattelse, at forbundet har ret til at sende et blokadevarsel til alle sine freelancemedlemmer, herunder selvstændige erhvervsdrivende, så længe det er tydeliggjort, at blokadevarslet alene forbyder dem at tage freelancearbejde på lønmodtagervilkår.
Blokadevarslet kan både sendes på de områder, hvor DJ har kollektive overenskomster for freelancere og har vanskeligheder ved at få dem fornyet på rimelige vilkår, og på områder, hvor blokaden vil have til formål at opnå en overenskomst for freelancere.
Det er helt afgørende for DJ at kunne forbyde selvstændige erhvervsdrivende freelancere at tage freelancearbejde på lønmodtagervilkår, som er omfattet af blokadevarsel. Det skyldes, at cirka 50% af de freelancere, der tager arbejde på freelanceoverenskomsterne, og som behandles som lønmodtagere, mens de gør det, registreres som selvstændige erhvervsdrivende hos skattevæsenet.
DJ vil med afgørelsen i ryggen fortsætte indsatsen for at få de længe ønskede aftaler med arbejdsgiverne om løn- og andre vilkår for freelancemedarbejderne.
Den tidligere afgørelse om vejledende vilkår
I 1997 kastede Konkurrencestyrelsen sig af egen drift over "Vejledende vilkår for freelancejournalistik", som DJ fik påbud om at trække tilbage, da Konkurrencerådet mente, at den udøvede skadelig dominans på prissætningen for journalistiske ydelser i medierne. DJ ankede afgørelsen. Selv om den lille vejledning bestemt ikke er afgørende for den løn og de priser, som freelancejournalister kan opnå, havde det alligevel stor skadevirkning, at Konkurrencestyrelsen definerede alle freelancere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, som selvstændige erhvervsdrivende.
Det betød bl.a., at arbejdsgiverne kunne fortsætte med at hævde, at den kollektive arbejdsret ikke gælder for freelancere.
Konkurrenceankenævnet gav heldigvis DJ medhold i en meget klar kendelse, afsagt den 27. april 1999. Det er denne kendelse, som også har haft betydning for den seneste afgørelse, som er beskrevet i hovedafsnittet om konkurrenceloven.
Konkurrenceankenævnet fastslog
• at nogle DJ-medlemmer præsterer journalistisk arbejde for medievirksomheder af samme karakter som disse virksomheders fastansatte medarbejdere – men bare på løsarbejdsvilkår,
• at sådant løsarbejde hos nogle virksomheder er dækket af særlige freelanceoverenskomster indgået med DJ,
• at DJs »Vejledende vilkår for freelancejournalistik« skal ses som en vejledning vedrørende tilsvarende løsarbejdsopdrag, som ikke er dækket af en kollektiv overenskomst, for at muliggøre individuelle aftaler herom, herunder navnlig om timelønssatser, og
• at vejledningen sigter mod løsarbejdsopdrag i ansættelsesforhold.
Endvidere fastslog Konkurrenceankenævnet, at den journalist, som udfører arbejde for en medievirksomhed af samme karakter som virksomhedens fastansatte medarbejdere, ikke – blot fordi arbejdet er opgavebestemt – kan anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed. Ligesom DJs kollektive overenskomster vedrørende såkaldt freelancejournalistik må anses for at angå "løn- og arbejdsforhold", må DJs modsvarende vejledning for tilsvarende løsarbejdsopdrag i ansættelsesforhold på ikke-overenskomstdækkede områder anses for at angå løn- og arbejdsforhold.
Den gamle kendelse vedrørende freelance PFére
Den helt gamle kendelse fra Konkurrenceankenævnet fastslog, at DJ/PF freelancepressefotografer måtte anses for at være selvstændige erhvervsdrivende i konkurrencelovens forstand.
Afgørelsen indebar, at det ikke længere var tilladt for DJ/PF at udgive vejledende lister over priser og vilkår for freelancere, hvis disse er udtryk for en direkte eller indirekte aftale om fælles priser og vilkår.
Som det fremgår af hovedafsnittet om konkurrenceloven, har Konkurrencerådet endnu en gang fastslået, at DJs freelancere ikke over en kam kan betegnes som selvstændigt erhvervsdrivende.
Den eneste retsvirkning, som er tilbage af den gamle kendelse, er forbudet mod fastsættelse af bindende vilkår for priser for videresalg i næste omsætningsled.