Jobløn er der nye dyr i åbenbaringen og et hedt ønske på arbejdsgivernes ønskeseddel til overenskomstforhandlingerne. Men der er intet nyt ved jobløn som system. Det er nemlig blot en tilbagevenden til den individuelle lønsystem fra før fagforeninger blev opfundet!
Jobløn indebærer, at når nu lønmodtageren ved, at jobbet indebærer selvstændigt ansvar, skæve arbejdstider, usystematiske overskridelser af den normale arbejdstid, når man ved, at f.eks. nyhedsjournalistik er et ”kald” som indebærer, at man skal være journalist døgnet rundt med arbejde om aftenen og i weekenden – så kan man ligeså godt fastsætte lønnen for det en gang for alle!
Dermed bliver den ansatte total-aflønnet forlods, og der er ingen afspadsering af
overarbejde eller overarbejdsbetaling, og der er ingen genetillæg for aften-, nat- og
weekendarbejde.
Chef-lønninger er et eksempel på jobløn, hvor chefen en gang for alle får en høj løn for uanset klokken at passe sit arbejde og ansvar, fordi man ikke kan have en ansvarlig, der pludselig er væk resten af ugen på afspadsering, ingen overordnet har beordret.
Kaptajnen på broen er som bekendt den sidste, der går fra borde. Men den bekvemme aflønningsform er begyndt at bredde sig ned i mellemleder stillinger,
hvor der godt nok ligger ansvar (hvilke stillinger har ikke det?), men som langt fra er chefstillinger. Og disse medarbejderne har meget ofte ikke stor indflydelse på jobbets omfang, men får udstukket rammer, resurser og resultater, de skal opnå – uden mulighed for at blive kompenseret, når midlerne langt fra rækker til målet.
Også i almindelige lønmodtagerstillinger på overenskomst sniger det sig ind. ”Fast afkøb af gener” f.eks., og når sådan en ordning suppleres af en ”fast afkøb af overarbejde”, så har arbejdsgiveren i realiteten fået etableret jobløn under overenskomsten
Fordele
Den ansatte på jobløn vil i udpræget grad være ”selvtilrettelagt”, dvs. at man inden for sit ansvarsområde selv kan tilrettelægge sine arbejdstider og selv foretage prioriteringer i jobbet.
En arbejdsgiver tør nemlig godt uddelegere ansvar til en medarbejder på jobløn, da det ingen økonomiske konsekvenser får, ligesom det heller ikke udløser, at afspadsering bliver et ”tag-selv-bord”, fordi det ikke er muligt at følge hver enkelt ansattes daglige prioriteringer.
Dermed oplever medarbejderen på jobløn stor frihed, indflydelse og selvbestemmelse på eget job. Man er fri for arbejdsgiveren, der ånder en i nakken, blander sig i alt og styrer detaljerne.
Den værdsatte og dygtige medarbejder, vil på jobløn have nemmere ved at bryde
lønrammer – både i form af startlønninger og årlige stigninger, fordi job-lønnen ligesom ”unddrager sig fællesskabet”, men måles individuelt på indholdet og resultaterne i jobbet.
Ulemper
En medarbejder på jobløn vil stort set altid kunne konstatere, at selv om månedslønnen gik op, så gik timelønnen måske drastisk ned! Den engagerede medarbejder på jobløn vil have svært ved at styre et rimeligt timeforbrug i forhold til de ofte ambitiøse planer, medarbejderen måske oven i købet er blevet pålagt eller meget ofte vil pålægge sig selv.
Det er derfor ikke usædvanligt, at en joblønnets arbejdstid stiger fra gennemsnitligt 37 timer om ugen til 50 timer om ugen. Men det er ekstremt sjældent, at den pågældende også får de 50 % mere i løn, som svarer til timerne mellem 37 og 50 ganget med 1,5 som er den sædvanlige afspadseringsfaktor for ”normal”-lønnede.
Det er helt sædvanligt, at en redaktør ved en lokalavis eksempelvis stiger fra 32.000 kr. til 37.000 kr. om måneden – men falder i timeløn fra 200 kr. til 170 kr., samtidig med at overenskomstens goder med mere ferie, afspadsering, efteruddannelse, løn under barselsorlov og barns sygdom forsvinder!