Åbenhed om løn
Kun arbejdsgiverne har interesse i at bevare gamle dages konsensus om, at "løn er en privat sag". Det giver dem nemlig en klar forhandlingsfordel, når medarbejderen ikke ved, hvad kollegerne får for det samme job. Derfor opfordrer DJ til størst mulig åbenhed om lønnen.
Åbenhed om lønspørgsmål blandt kollegerne er et stærkt våben i de lokale lønforhandlinger. Hvis medarbejderne på arbejdspladsen er enige om en høj grad af åbenhed om de personlige løndele, er det umuligt for ledelsen i en individuel forhandling at fortælle en medarbejder, at han/hun bliver overordentligt godt betalt, hvis det ikke passer. Hvis der er åbenhed, ved hun nemlig præcist, hvor han/hun står i forhold til kollegerne.
Graden af åbenhed er afhængig af, hvad medarbejderne vil være med til. Der findes arbejdspladser, hvor der er total åbenhed, hvor alle medarbejdere præcist ved hvad kollegerne har i løn. Og der findes arbejdspladser, hvor man arbejder med anonymiserede lønlister, og arbejdspladser, hvor den enkelte altid hos tillidsrepræsentanten kan få at vide, hvor man ligger i forhold til de andre.
Men der findes også arbejdspladser, hvor arbejdsgiveren har skrevet i kontrakterne eller på andenvis forsøgt at bilde medarbejderne ind, at det er "forbudt" at røbe eller diskutere sin løn med andre, fordi det nærmest er en "virksomhedshemmelighed". Men det er en ganske privat sag, om man vil indvi andre i, hvad man tjener - det kan arbejdsgiveren ikke forbyde.
Der er ikke megen hjælp at hente i lovgivningen. Ganske vist er der vedtaget en lov om, at arbejdsgiverne skal udarbejde kønsspecifikke lønstatistikker, så man kan modvirke kønsdiskrimination i løndannelsen gennem åbne statistikker, men den borgerlige regering har gjort den værdiløs ved at sætte overliggeren så højt, at stort set ingen virksomheder på medieområdet er blevet omfattet.
Hvis du ikke kender politikken på din arbejdsplads, så spørg tillidsrepræsentanten. De fleste steder har medarbejderforeningen på en generalforsamling taget stilling til, hvordan man vil forvalte den interne åbenhed om lønningerne.
Tags:
Fastansat,
TR,
Løn
webmaster@journalistforbundet.dk