Deltid

Bliv klogere på deltid og konsekvenserne i forhold til sygdom og ferie.

Deltid er hverken en ret – eller en pligt. Det er en mulighed. Nu er det reguleret ved lovgivning, at deltid skal være frivillige aftaler mellem medarbejderen og virksomheden. Flere af DJs overenskomster regulerer nu deltid. Men der er fortsat mange faldgrupper, du skal være opmærksom på, før du kaster dig ud i en deltidsaftale.

Nedsat tid - dit valg!

Nedsat tid - dit valg: Med den overskrift på en pjece har DJ ønsket at signalere,
- at du, hvis du ønsker fuldtidsarbejde, bør have krav på det,
- at det skal være dit - og ikke arbejdsgiverens - valg at arbejde på deltid, og
- at du så vidt muligt skal have mulighed for at kunne vælge dig tilbage på fuld tid.

DJs politik gennem årene har været, at medlemmerne skal have ret til et fuldtidsjob. DJs medlemmer har stor glæde af, at overenskomsternes hovedregel også har sikret dem retten til et job på fuld tid og dermed ikke mindst den fulde løn. Arbejdsgiverne har nemlig ikke kunnet pålægge en ansat at gå ned i tid - eller kunnet tvinge nogen til at arbejde på fuld tid til nedsat løn.

Og det kan man stadig ikke, selv om der som resultat at et EU-direktiv er indført en deltidslov, der forbyder begrænsninger i retten til at indgå individuelle aftaler om deltid/nedsat tid.

Loven giver nemlig ikke arbejdsgiveren ret til at bestemme arbejdstidens længde. Men den forbyder begrænsninger i overenskomsterne imod, at en ansat og en arbejdsgiver kan blive enige om, at ansættelsen skal ske på deltid, eller at de bliver enige om, at medarbejderen skal gå ned i tid.

Det står en lønmodtager frit for, om lønmodtageren under forhandlinger med arbejdsgiveren om en eventuel deltidsansættelse ønsker at være ledsaget af en rådgiver.

Loven rummer også en beskyttelse i kraft af omvendt bevisbyrde ved afskedigelser med baggrund i uenighed om deltid. Afskediges en lønmodtager, fordi lønmodtageren har afslået at arbejde på deltid, eller fordi lønmodtageren har anmodet om at arbejde på deltid, har lønmodtageren ret til en godtgørelse. Hvis en lønmodtager påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at afskedigelsen skyldes ønsket om at få eller afvisning af at påtage sig deltidsarbejde, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at dette ikke er årsagen.

Dispensationspraksis ophævet

DJ har aldrig været modstander af nedsat arbejdstid. DJ har i mange år ønsket og forsøgt at få bestemmelser ind i overenskomsterne om nedsat tid - blot det kunne ske på de ansattes præmisser: At deltid skal være frivillig, og medarbejderen skal have ret til at komme på fuld tid igen. Men DJ har været modstander af, at arbejdsgiverne fik lov ensidigt at fastsætte arbejdstidens længde

Dagbladene og en række andre arbejdsgivere har gennem årene afvist sådanne generelle aftaler om vilkår for nedsat tid. De ville kun tale om deltid, forstået som arbejdsgiverens fulde rådighed over arbejdstiden og til egenrådigt at bestemme, hvor mange timer/kroner, der kunne blive til hver enkelt medarbejder. Dette ønske har DJ altid sagt bestemt nej tak til ved overenskomstforhandlingerne.

Derfor var praksis tidligere, at aftaler om nedsat tid på alle overenskomster med ret til fuld tid skulle omkring forbundet. Ved at håndhæve dispensationskravet, kunne forbundet sikre, at det reelt var medlemmets ønske at komme på nedsat tid, at medlemmet i øvrigt fik urimelige arbejdsvilkår og at medlemmet bevarede retten til at komme tilbage på fuld tid efter en aftalt periode eller med et aftalt varsel.

Gode råd til aftaler om nedsat tid

• Hvis du oprindeligt er fuldtidsansat, og har kontrakt på det, så sørg for, at aftalen om nedsat tid bliver et tillæg til denne kontrakt. Dermed bevarer du retten til at sige tillægget op, hvorved du er tilbage på din oprindelige kontrakt. Udformes der ny ansættelseskontrakt, kan du risikere at hænge på den nedsatte tid ”for evigt” og risikerer også at hænge yderst i tilfælde af nedskæringer.

• Aftal det præcise gennemsnitlige timetal pr. uge eller pr. måned. Din løn vil som udgangspunkt blive beregnet forholdsmæssigt i forhold til den nedsatte tid. En medarbejder på 30 timer får eksempelvis 30/37-dele af en fuldtidsansats løn og pension.

• Aftal præcist hvordan arbejdstiden lægges. Så du ved, om du f.eks. med en 30-timers stilling skal arbejde 5 dage om ugen á 6 timer, 4 dage om ugen á 7,5 timer og hvilken dag der er fridag, eller om du blot skal arbejde 130 timer spredt efter arbejdsgiverens forgodtbefindende i en vagtplan over en måned.

• Aftal så vidt muligt enten at aftalen gælder for en bestemt aftalt periode (f.eks. et år mens barnet er helt lille), så du ved udløbet kan tage stilling til, om du vil forlænge den. Eller at aftalen er løbende, indtil en af parterne siger den op med f.eks. tre måneders varsel.

• Aftal så vidt muligt også, at du i tilfælde af arbejdsgiverens opsigelse af dig kan ophæve aftalen umiddelbart. Får du denne bestemmelse med, vil arbejdsgiveren vide, at du vil være præcist lige så dyr at afskedige som alle andre. Ellers vil han være tilbøjelig til at nappe de halve stillingsnumre først.

• Aftal hvordan i forholder jer til ferieoptjening og ferieafholdelse. Hvis din arbejdstid reduceres med mindre end 20 %, må I godt aftale, at lønnen stadig følger den faktiske arbejdstid/-løn på ferietidspunktet. Er arbejdstidsreduktionen større end 20 %, skal du have fuld løn i det første ferieår fra 1. maj, hvis du har været på fuld løn i optjeningsåret (foregående kalenderår), hvor du optjente ferieretten på fuld løn. Og går du senere tilbage fra deltid til fuldtid, må du indstille dig på at få deltidsløn i ferieåret efter det optjeningsår, hvor du var på deltidsløn.

• Aftal også gerne, at du i øvrigt er ligestillet med fuldtidsansatte i henhold til overenskomst og andre aftaler. Ellers kan arbejdsgiveren finde på at trække 7/37 fra arbejdsredskaber som avishold, telefonordninger m.v.

Vær yderligere opmærksom på:

- At pensionsindbetalingen falder forholdsmæssigt sammen med lønnen. Pensionsindbetalingen indbetales jo i % af den faktiske løn. Dvs. at du med renters rente kommer til at mangle pengene i din alderdom.

- At der med mindre du udtrykkeligt aftaler noget andet ikke vil være tale om overarbejde, der kompenseres i forholdet 1:1,5, hvis du arbejder mere end den aftalte arbejdstid, men merarbejde, der kun kompenseres 1:1, indtil du overskrider den fulde arbejdstid. Det fremgår af en kendelse vedrørende Jydske Tidende i 1980, der gik DJ imod.

- At du evt. kan prøve at beskytte dig mod løbende at blive beordret på merarbejde ved at aftale, at mer- og overarbejde kun kan finde sted efter aftale, hvis du er bange for at din arbejdsgiver ikke i praksis vil leve op til jeres deltidsaftale.

- At du selvfølgelig har krav på lige så mange fridage og feriedage som alle andre. Din løn er jo reduceret under ferien, så du skal ikke også have reduceret antallet af fridage.

- At du i en 30-timers stilling kun skal arbejde 25 timer i en uge, hvor der falder en søgnehelligdag. Det er ikke sådan, at ”det bare er ærgerligt”, at Langfredag eller 1. Påskedag falder på din fridag.

- At du skal være omhyggelig med at få din frokostpause m.v., hvis du har aftalt en reduktion af den daglige arbejdstid. Det er tit set, at en deltidsansat reelt udfører et fuldtidsjob på deltidsløn.

- At du selvfølgelig skal have et fuldt genetillæg som alle andre for de timer, du har arbejdet i geneperioderne.

- At det er en god idé at have en form for forståelse med kollegerne, før du går ind og laver en deltidsaftale. Sandsynligvis vil der ikke blive ansat en vikar, men kollegerne kan komme til at føle, at de skal rende stærkere for dig, når du mangler.

- At du altid bør vende din aftale med tillidsrepræsentanten, før du skriver under.

Du kan i øvrigt lade dig inspirere af den standardaftale for nedsat tid, DJ har udarbejdet.

Tjek overenskomstens evt. bestemmelser om deltid

Overenskomsterne på dagblads- og magasinområdet har hidtil givet et retskrav på en fuldtidsstilling. Efter deltidslovens vedtagelse, blev der ved overenskomstfornyelserne i 2004 indført en deltidsparagraf i de fleste overenskomster.

I DMA-overenskomsterne fastslås det nu, at der kan ske ansættelse på deltid. Den deltidsbeskæftigede kan kun undtagelsesvis deltage i overarbejde. Arbejder den deltidsbeskæftigede ud over vedkommendes normale arbejdstid, kompenseres sådant merarbejde op til 37 timer ugentlig i forholdet 1:1. Ved overgang fra fuldtidsbeskæftigelse til deltidsbeskæftigelse beregnes lønnen efter forholdet mellem pågældendes ugentlige arbejdstid og den normale ugentlige arbejdstid. For så vidt angår deltidsbeskæftigede bør deres vagter svare til længden på en fuldtidsbeskæftigets vagt i en tilsvarende funktion. Fravigelser herfra kan aftales med tillidsrepræsentanten.

Dagbladene har altså fået lov til at ansætte folk direkte på deltid – hvis medarbejderen er enig heri. Til gengæld skal arbejdsgiveren tage hensyn til den deltidsansatte, ved ikke at sende denne på overarbejde. Lønnen reduceres ligesom arbejdstiden, men arbejdstidsnedsættelsen skal som udgangspunkt gives i hele dage.

Se i afsnittet om Arbejdstid, hvordan man putter deltidsansatte ind i et afspadseringsregnskab.

Vedr. deltid og ferie, se under Ferie

TEMA:
Arbejdstid er penge
Arbejdstidsnorm
Fleksibel arbejdstid

Arbejdstidsregnskab
Afspadsering, sygdom, ferie

Deltid
Hviletid, fridøgn



Tags: Fastansat, Ansættelseskontrakt, Arbejdstid webmaster@journalistforbundet.dk

Relateret indhold

Fleksibel arbejdstid
Hvad skal du være opmærksom på i forbindelse med aftaler om fleksibel arbejdstid?
Læs mere
Arbejdstidsregnskab
Der er mange meninger om, hvordan man fører det korrekte arbejdstidsregnskab, men et par grundprincipper må slås fast.
Læs mere
Hviletid, fridøgn
Som ansat har man krav på en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
Læs mere

Relaterede nyheder

Nye regler for beskatning af hjemmearbejdsplads
Multimediebeskatningen er afskaffet fra indkomståret 2012. I stedet indføres nye regler for beskatning af fri telefon, computer og internet.
Læs mere
Skab incitament for offentlig jobvækst
Hvis der ikke inden sommeren 2012 bliver taget ekstraordinære jobinitiativer samtidig med en markant forbedring af dagpengereglerne, er det danske arbejdsmarked på katastrofekurs. Gør det mere...
Læs mere
TV2-overenskomt er nu stemt hjem
Et meget stort flertal på 93 procent af de afgivne stemmer har sagt ja til den nye overenskomst mellem DJ og TV2/Danmark. 6 procent stemte imod, mens en enkelt stemmeseddel var blank.
Læs mere