Der gælder særlige regler i ferieloven, når man går fra fuld tid til deltid og omvendt: Hvis din gennemsnitlige arbejdstid eller dit arbejdsomfang på ferietidspunktet afviger med mere end 20 % i forhold til optjeningsårets gennemsnitlige arbejdstid eller arbejdsomfang, reguleres lønnen under ferie forholdsmæssigt.
Det betyder, at hvis du f.eks. aftaler med din arbejdsgiver at gå fra 37 timer til 30 timer ugentligt (18,9 % reduktion, altså mindre end 20 %), får du ”kun” deltidsløn (den du har på ferietidspunktet), selv om du har optjent ret til løn under ferie i et kalenderår, hvor du var på fuld løn. Også selv om du i forbindelse med fratræden ville få udbetalt feriepenge i forhold til den fulde løn i optjeningsåret.
Virksomheden sparer umiddelbart 18,9 % af de optjente feriepenge. Hvis du på et senere tidspunkt går op i tid igen, vil du opleve, at du – selv om du nu havde været på deltid i optjeningsåret – får fuldtidsløn under ferie umiddelbart efter, at du er gået på fuld tid igen. Hvis du i løbet af ansættelsen går lige meget op og ned i tid, udlignes forskellen dermed. Kun hvis du må fratræde din stilling på deltid og har holdt din ferie, taber du 18,9 % af feriepengene.
Tilsvarende risikerer en arbejdsgiver et tab, hvis en medarbejder, der oprindeligt er ansat på 30 timer, går op på 37 timer og afholder ferie med løn for de 37 timer for derefter at fratræde.
Derfor siger loven, at hvis ændringen i arbejdstid (og dermed i løn) er STØRRE end 20 %, så fastholder man ferielovens grundprincip om, at man får feriepenge/løn under ferie i forhold til den løn, man havde i optjeningsåret. Er ændringen i arbejdstid større end 20 % vil medarbejderen derfor opleve, at man – selv om man er gået på deltid – vil få løn under ferie svarende til fuld tid i et år efter arbejdstidsnedsættelsen og omvendt hvis man går op i tid.
Hvis man aftaler nedsat arbejdstid med mindre end 20 % og synes, der er uretfærdigt (fordi man f.eks. ikke regner med at skulle på fuld tid igen, før man fratræder), er der intet til hinder for, at man med sin arbejdsgiver konkret i deltidsaftalen kan AFTALE, at lønnen reguleres forholdsmæssigt (op til 37 timer) under det første års ferieafholdelse, selv om ændringen i arbejdstid er mindre end 20 %. Det fremgår af lovens § 4 stk. 2, der siger:
”Loven er ikke til hinder for videregående rettigheder for en lønmodtager i henhold til andre love og bestemmelser, kollektiv overenskomst, individuel aftale, sædvane mv.”